Den estiske selvstændighedskrig
From Wikipedia, the free encyclopedia
Den estiske selvstændighedskrig (estisk: Vabadussõda; frihedskrigen, russisk: Эстонская война за независимость) var en forsvarskrig, hvor den estiske folkehær kæmpede mod sovjetiske styrker under den sovjetiske vestoffensiv og baltisktyske landeswehr-offensiver i 1919 i Letland i forbindelse med den russiske borgerkrig og som del af eftervirkningerne af 1. verdenskrig. For Republikken Estland blev krigen en kamp for selvstændighed i tiden efter den store krig. Krigen endte med en estisk sejr og blev afsluttet med Tartu-traktaten, som sikrede Estlands selvstændighed.