Isolationsfængsling
From Wikipedia, the free encyclopedia
Isolationsfængsling er en fængsling, hvor arrestanten ikke har kontakt til andre indsatte og ingen, eller stærkt begrænset, kontakt til omverdenen.[1] I moderne demokratiske samfund er isolationsfængsling som udgangspunkt enten begrundet i hensynet til politiets efterforskning eller hensynet til samfundets sikkerhed. FN og forskellige menneskeretsorganisationer, f.eks. Amnesty International har iværksat initiativer, der tilsigter at begrænse anvendelsen af isolationsfængsling. FN-konventionen mod tortur, OPCAT, [2] indeholder en tillægsprotokol om isolationsfængsling.
Isolationsfængsling forekommer ofte i forbindelse med varetægtsfængsling for at hindre, at formodede medskyldige i en kriminel handling koordinerer deres forklaringer. Ligeledes anvendes denne strafform som disciplinærstraf overfor indsatte, der har forbrudt sig mod fængslets gældende regler.[3]