Mirza Ghulam Ahmad
From Wikipedia, the free encyclopedia
Mirza Ghulam Ahmad (født 13 februar 1835 i Qadian, Sikhimperiet (i dag i Punjab i Indien), død 26. maj 1908 i Lahore, Britisk Indien (i dag Pakistan)) var en religiøs leder og grundlægger af den islamiske bevægelse Ahmadiyya. Han hævdede at være guddommeligt udpeget til at være Messias og Mahdi[1][2] til opfyldelse af Islams dommedagsprofetier.[3][4][5]
Mirza Ghulam Ahmad | |
---|---|
Personlig information | |
Født |
13. februar 1835 Qadian, Punjab, Indien |
Død |
26. maj 1908 (73 år) Lahore, Punjab, Pakistan |
Gravsted | Bahishti Maqbara |
Far | Mirza Ghulam Murtaza |
Søskende | Mirza Ghulam Qadir |
Barn | Mirza Basheer-ud-Din Mahmood Ahmad |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Teolog, forfatter, profet |
Bevægelse | Ahmadiyya |
Signatur | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Ghulam Ahmad havde et omfattende forfatterskab og skrev mere end 90 bøger om diverse religiøse, teologiske og moralske emner. Han første værk var Barahin-e-Ahmadiyya ('Beviset for Islam') i 1880.[6][7] Mange af værkerne har en polemisk tone og udgør et forsvar for Islam, og søger at dokumentere Islams overlegenhed gennem rationelle argumenter, ofte med Ahmads egen fortolkning af Islam.[8][9] Han var fortaler for en fredelig udbredelse af Islam og argumenterede indgående imod lovligheden af voldelig jihad.[10] Da han døde, havde han et følge på omkring 400.000 personer, særlig i Punjab og Sindh.[11][12]