Region Sjælland
administrativ region i Danmark med hovedsæde i Sorø / From Wikipedia, the free encyclopedia
Region Sjælland er etableret den 1. januar 2007 som en del af den danske kommunalreform 2007, vedtaget af Folketinget den 16. juni 2005, som har erstattet de traditionelle amter med fem regioner. Det første valg til regionsrådene fandt sted den 15. november 2005. Samtidig blev de mindre kommuner slået sammen til større enheder, således at antallet af kommuner faldt fra 271 (før 1. januar 2006, hvor Ærø Kommune blev dannet) til 98.
Fakta | |
---|---|
Regionsforvaltning | Sorø |
Areal | 7.226 km² |
Indbyggertal | 849.857 indbyggere (2023)[1] |
Befolkningstæthed | 116 pr. km² |
Kommuner | 17 |
Sygehuse | 7 |
Budget | 17,1 milliarder (2013) |
Regionsrådsmedlemmer | 41 (2010) |
Regionsrådsformand | Heino Knudsen (A) |
Websted | www.regionsjaelland.dk Arkiveret hos Archive.org 14. februar 2008 |
Kort | |
Navnet på regionen kan være lidt misvisende, da det ikke dækker hele øen Sjælland. Den nordøstlige del af øen, herunder København, Hillerød og Helsingør, tilhører Region Hovedstaden. Region Sjælland omfatter også øerne Lolland, Falster, Møn og flere mindre øer.
Regionen består af de tidligere Roskilde, Storstrøms og Vestsjællands Amter, hvor regionshuset er placeret i Sorø.
De tre mest folkerige kommuner i Region Sjælland er Roskilde, Næstved og Slagelse med hhv. 81.285, 80.954 og 77.457 indbyggere pr. januar 2009.
Regionen har et budget på 15,9 milliarder kroner og beskæftiger omkring 15.000 ansatte.[2]
Statslige opgaver i Region Sjælland blev varetaget af Statsforvaltningen fra 1. januar 2007 indtil 31. marts 2019. Fra 1. april 2019 varetages statslige opgaver i regionerne af Familieretshuset, Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) samt Ankestyrelsen.