Ringerikestil
From Wikipedia, the free encyclopedia
Ringerikestiler en nordisk kunst- eller kunsthåndværkerstil fra den sene vikingetid, som opstod omkring år 1000 og forsvandt midt i det 11. århundrede. Tidsmæssigt falder stilens blomstringstid sammen med Knud den Stores regeringstid og den engelske Winchesterstil, som den deler mange træk med.[2] Stilen er opkaldt efter den dyre- og planteornamentik, som kendes fra runesten i Ringerike i Norge
Ringerikestilen er delvis samtidig med Mammenstilen. De har en række fællestræk som raffinerede mønstre på grænsen til det overlæssede. De stilistiske træk overdrives. [3] Et af stilens kendetegn er, at det centrale motiv er et stort dyr, der omkranses af spinkle og indrullede plantemønstre i akantusstil, der føjes sammen med spiralformer og bladflige. Dyrene er løver, fugle og slanger. Kors er første gang et almindeligt element. De fleste motiver har deres modstykker i angelsaksisk kunst og tysk kunst under Otto den Store.
Ringerikestil er en af vikingetidens stilarter. Almindeligvis deles vikingetidens kunst og kunsthåndværk i: Broa (tidl. Oseberg), Berdal, Borre, Jellinge, Mammen, Ringerike og Urnesstil.[4]