Trompe-l’œil
From Wikipedia, the free encyclopedia
Trompe l'œil (fransk: som bedrager øjet, af tromper ’bedrage’ og œil ’øje’) er en genre inden for kunsten, der siden antikken har været en udbredt fremstillingsmåde, som forsøger at gøre det umuligt for øjet at skelne mellem et malet og et virkeligt objekt.
Et trompe l’oeil maleri skal narre betragteren til at tro, at det malede motiv er den skinbarlige, rumlige virkelighed. Et trompe l’oeil er i den forstand i høj grad afhængig af sin betragter. Uden dennes reaktion mangler trompe l’oeil’et sin eksistensberettigelse. Overraskelsen over at være blevet narret er en vigtig effekt af værkets illusion. Det tidligste trompe l’oeil der så vidt vides er bevaret til i dag, er fra starten af 1500-tallet. Men illusionseffekten har man efterstræbt siden antikken.[1] Trompe l’oeil maleriet blev især dyrket i 1600-tallet.[2] Betegnelsen blev dog først brugt i år 1800, da den franske maler Louis-Léopold Boilly (1761-1845) udstillede et billede på Parisersalonen i Paris, som i kataloget benævntes “Un trompe l’oeil” (et øjenbedrag). Værket forestillede en række af kunstnerens tegninger og skitser, den ene oven på den anden bag et ituslået glas, alt sammen illusionistisk malet. Billedet vakte så stor opsigt, at man måtte anbringe en balustrade foran det for at kunne regulere publikumsgennemstrømningen.[3]
Udover at pege tilbage på sit værks ophavsmand, peger trompe l’oeilet også på betragteren og på dennes synsproces i forhold til værket. Når den første overraskelse over at være blevet taget ved næsen er overstået, følger selvransagelsen, og betragterens opmærksomhed overfor sine øvrige omgivelser er vakt. Hvad er virkelighed, og hvad er bedrag? Hvad er kunst, og hvad er ikke?[2]