![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/1/13/Ghost_Dance_at_Pine_Ridge.png/640px-Ghost_Dance_at_Pine_Ridge.png&w=640&q=50)
Åndedans
From Wikipedia, the free encyclopedia
Åndedans er en religiøs vækkelsesbevægelse, der fik stor udbredelse i Nordamerikas oprindelige befolkning i slutningen af det 19. århundrede. Den begyndte som en vækkelsesbevægelse blandt prærieindianerne omkring 1870 og kulminerede i 1890’erne, hvor den var en af årsagerne til den sidste indianerkrig og massakren ved Wounded Knee; her blev mindst 153 ubevæbnede medlemmer af lakotastammen dræbt af amerikanske soldater.[1] Navnet kommer af bevægelsens centrale ritual, en runddans, som symboliserede de afdøde forfædre (dvs. ånderne); tilhængerne mente, at de gennem deltagelsen i den rituelle dans blev forenet med ånderne.[2]
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/1/13/Ghost_Dance_at_Pine_Ridge.png/640px-Ghost_Dance_at_Pine_Ridge.png)
Cirkeldanse har været en integreret del af mange amerikanske religioner siden forhistorisk tid; hos flere præriestammer var soldansen en vigtig højtid. Ifølge de historiske kilder [kilde mangler] blev åndedansen udført første gang i 1889 i overensstemmelse med Jack Wilsons lære blandt pauitefolket i Nevada. Ritualet spredte sig meget hurtigt til mange af stammerne i det vestlige USA og nåede helt til Californien og Oklahoma. Stammerne integrerede åndedansen i deres egne religiøse systemer. Det medførte både kulturelle og sociale forandringer.
Bevægelsens kerne var profeten Jack Wilson, der var kendt som Wovoka blandt paiutefolket. Hans profetier omfattede en vision om menneskenes kommende forening med forfædrenes ånder; det ville indvarsle afslutningen på den europæiske ekspansion i Amerika, og hans egen tids krigstilstand ville blive afløst af en retskaffen livsform og samarbejde mellem folkeslagene. Hos siouxfolket fik bevægelsen en endnu mere millenaristisk karaktér end i Wilsons oprindelige profetier. Fortolkningerne af visionen om de levendes forening med ånderne faldt i tre hovedgrupper:
- Det ville ske efter døden
- Ånderne ville vende tilbage til de levende sammen med mange jagtdyr – dette ville blive indvarslet af et Jesuslignende himmelsyn, og samtidig ville der komme varig fred med de europæiske amerikanere
- Ånderne ville jage de europæiske amerikanere bort, hvorefter freden ville komme
Særligt den tredje og i grunden konfrontatoriske form var udbredt blandt lakotaerne ved Wounded Knee.[2]