Bånddiagram

Et bånddiagram (også kendt som Richardson-diagram eller engelsk ribbon diagram) er en 3D-skematisk repræsentation af proteinstruktur og er i dag en af de mest anvendte metoder for proteinafbildning. α-helicer vises som vindede bånd (spiraler) eller som cylindre, β-strenge som flade pile og tråde for turns og tilfældige andre strukturer. Polypeptidkædens retning kan indikeres af en farverampe langs med båndet.^[1]

Humant glyoxalase I vist som bånddiagram. En oversigt over de forskellige motiver benyttet i bånddiagrammer er vist i skemaet herunder.

Bånddiagrammer er simple, men anvedelige, når den basale rummelige struktur skal afbilledes. Metoden har med held portrætteret den overordnede organisering af proteinstruktur, der afspejler 3-dimensionelle oplysninger, og giver mulighed for bedre forståelse af et komplekst objekt for strukturelle biologer.

Motiver i bånddiagrammer

Sekundær struktur
α-Helicer	Cylindriske spiralbånd
β-Strenge	Pile med tykkelse på omkring en fjerdel af deres vidde, der viser retning og twist for fladen fra amino- til carboxyenden
Loops og diverse
Ikke-gentagne loops	Runde reb der er tykkere i forgrunden og tyndere bagmod.
Junctions mellem loops og helicer	Runde reb der gradvist flader ud til et tyndt helisk bånd.
Andre motiver
Polypeptidretning, NH2- og COOH-terminaler	Små pile i én eller begge ender eller ved hjælp af bogstaver. For β-plader er pilens retning nok. I dag angives retningen af polypeptidkæden ofte indikeret af en farverampe.
Disulfidbindinger	Sammenlænket SS-symbol eller et zigzag, som et lynsymbol
Prostetiske grupper eller inhibitorer	Molekylemodeller.
Metalioner	Kugler.
Skygge og farver	Skygge eller farver tilføjer dimensionalitet til diagrammet. Generelt er motiverne i forgrunden mørkest, mens det bliver lysere og mindre kontrast bagtil.