Danske filosofihistorikere
From Wikipedia, the free encyclopedia
Nedskrevne filosofihistorier har vi kendt til siden filosofiens begyndelse. Opsamlinger med niveau har været blandt andet Aristoteles', der tidligt anså filosofihistorien for en vågnende opmærksomhed på forklaringsprincipper om virkeligheden, men ikke satte ideer lig virkeligheden. Samtidens mest foretrukne filosofihistorier var imidlertid genren vi i dag kender som fx "The Lives and Opinions of ...", der mest er i slægt med "memoirer og meninger om ...". Den ældste filosofihistorie vi har bevaret afskrifter af er Diogenes Laertius' fra senantikkens 3. århundrede. Beklageligvis i mindre gode afskrifter. På verdensplan kom der først dybere og grundigere filosofihistorier med især GWF Hegel.
I Danmark blev der i forbindelse med filosofikum til at begynde med skrevet tunge filosofi- og videnskabshistoriske manuskripter samtidens professorer læste op af når de docerede ved forelæsningerne. Først med pionerarbejde ved Hans Brøchner og Harald Høffding i 1870'erne kom der bedre danske filosofihistorier. Brøchners Philosophiens Historie i grundrids, 1-2 (1873-74) var inspireret af den tyske romantiks systembygger G.W.F. Hegel og blev mest kritiseret for at være vanskelig at læse, blandt andet af Høffding. For Brøchner gjaldt at filosofihistorien agerer som en teleologisk udviklingslov, der under inspiration af Hegel bevæger sig henimod at blive bevidst om sig 'selv'. Metoden er nært beslægtet med hypotetisk-deduktivisme:
"ad Inductionens Vei opad fra det empiriske Enkelte til et sammenfattende Alment; men fra den gjennem de forudgaaende Enkeltundersøgelser muliggjorte erkjendelse af det Almene stiger deducerende ned til det Enkelte og giver dettes Opfattelse paa een gang en rigere Fylde og en strængere Nødvendighed ved at lade det sees i dets Begrundethed og Bestemthed ved hint."[1]
Både Høffding og litteraturkritikeren Georg Brandes tilegnede dog Brøchner et hovedværk hver: Brandes Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur fra 1872 og Høffding Den nyere Filosofis Historie I-II fra 1894-1895,[2] der er en opsamling af hans tidlige bøger om henholdsvis "Tydsk Philosophi" (1872) og engelsk filosofi (1874). Det er sagt om Høffdings filosofihistorie at den gjorde idehistoriens skikkelser til små eller store "Høffdingianere".[3] I mange årtier var Høffdings filosofihistorieudgaver de toneangivende i Danmark. En engelsk udgave optryktes langt op i det 20. århundrede. Fornyelsen fra Høffdings side bestod bl.a. i at han inddrog naturvidenskabens landvindinger i den nyere filosofihistorie samt psykologi fra filosofikumundervisningen.[4] Først i 1960'erne skrev videnskabsteoretikeren Johannes Witt-Hansen en ny udgave om antikkens filosofi til brug ved filosofikumundervisningen.[5]