EM i håndbold 2012 (kvinder)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Europamesterskabet i håndbold 2012 for kvinder var det 10. EM i håndbold for kvinder. Slutrunden blev afviklet i perioden 4. – 16. december 2012 i Serbien. Oprindeligt var Holland blevet udpeget som værtsland, men den 4. juni 2012 oplyste European Handball Federation, at det hollandske håndboldforbund havde trukket sig som arrangør af slutrunden,[1] og som erstatning valgte EHF Serbien som værtsland.[2]
EM i håndbold 2012 (kvinder) | |
---|---|
Generelle informationer | |
Værtsland | Serbien |
Dato | 4.-16. december 2012 |
Deltagere | 16 |
Slutstilling | |
Vinder | Montenegro |
Nr. 2 | Norge |
Nr. 3 | Ungarn |
Nr. 4 | Serbien |
Statistikker | |
Antal kampe | 47 |
Antal mål | 2381 (50.66 pr. kamp) |
Publikum | 122.604 (2.609 pr. kamp) |
Topscorer(e) | Katarina Bulatović (56 mål) |
Bedste spiller | Anja Hammerseng-Edin |
Senest opdateret: 19. december 2019. |
Mesterskabet blev vundet af OL-sølvvinderne Montenegro, som i finalen besejrede de olympiske mestre fra Norge med 34-31 efter 2 × forlænget spilletid. Dermed fik det montenegrinske hold revanche for nederlaget til netop nordmændene i OL-finalen fire måneder tidligere. Det var første gang, at Montenegro vandt et internationalt mesterskab. Til gengæld var det første gang siden 2002, at Norge ikke vandt europamesterskabet. Bronzemedaljerne gik til Ungarn, som i bronzekampen besejrede værtslandet Serbien med 41-38 efter forlænget spilletid, og som dermed vandt medaljer ved et internationalt mesterskab for første gang siden VM 2005.