Erik Plovpenning

Erik Plovpenning (Erik 4.), (1216 – 10. august 1250^[1]) var konge af Danmark fra 1241 til 1250. Han var søn af Valdemar 2. Sejr og dennes anden hustru Berengária af Portugal. Hans regeringstid var præget af konflikter og borgerkrig med hans brødre.^[2]

Erik Plovpenning
Erik Plovpenning på kalkmaleri i Sankt Bendts Kirke, Ringsted.
Konge af Danmark og de Venders
Kroning	30. maj 1232
Regerede	Medkonge: 30. maj 1232 – 28. marts 1241 Enekonge: 28. marts 1241 – 10. august 1250
Forgænger	Valdemar Sejr
Regent	Erik 4. Plovpenning
Efterfølger	Abel af Danmark
Ægtefælle	Jutta af Sachsen
Børn	Christoffer af Danmark Knud af Danmark Sophia af Danmark Ingeborg af Danmark Jutta af Danmark Agnes af Danmark
Far	Valdemar 2. Sejr
Mor	Berengária af Portugal
Født	1216
Død	10. august 1250
Hvilested	1258 Skt. Bendts Kirke i Ringsted
Hus	Jellingdynastiet
v d r

Biografi

Kalkmaleri forestillende Erik Plovpenning, detalje fra korrunding i Sankt Bendts Kirke.

Erik Plovpenning, som eftertiden tænkte sig ham.

Erik var dansk medkonge fra 1232 og dansk enekonge fra 1241 til 1250 til stor fortrydelse for hans to brødre, Abel og Christoffer 1., der begge ønskede at få del i magten.

Erik og Abel krigedes i flere år, hvorunder Abel, som var hertug af Slesvig, fik støtte af sine holstenske svogre. I 1244 forligedes de for at tage på et fælles korstog mod Estland, men snart blussede kampen mellem dem op igen. For at finansiere disse kampe lagde Erik i 1249 skat på hver plov, hvilket sådan set var en retfærdig skat, da antallet af plove stod i forhold til den dyrkede jord, og en penning var så lille et beløb, at alle kunne betale. Den hårdhændede inddrivelse af skatten skaffede ham tilnavnet "Plovpenning". Skatten var ikke særlig populær, og i 1249 måtte han flygte fra ophidsede skånske bønder, der nægtede at betale plovskat.

Herudover ragede Erik også uklar med kirken og den magtfulde Hvide-slægt. På den tid var bisperne meget offensive, og Erik måtte i 1237 ty til at skaffe sig et brev fra paven for at kunne tvinge bisper til at indsætte præster, som var udpeget af kongen i hans kirker. Erik var dog også en kirkens mand og påbegyndte for egen regning opførelsen af Gråbrødre Kloster i Roskilde, men krig og ufred forhindrede ham i at fuldføre det. Erik skal have givet udtryk for et ønske om at dø i gråbrødrenes ordensdragt og blive begravet i klosteret.

I 1250 lykkedes det Erik at erobre størsteparten af Abels hertugdømme, og de mødtes hos Abel for at slutte forlig. Under besøget, som fandt sted Skt Laurentii nat den 10. august 1250^[1], blev Erik halshugget, og hans lig sænket i Slien. Den navngivne morder, Eriks uven, ridderen Lave Gudmundsen, blev selv dræbt i Kiel i 1252. I 1258 blev Eriks jordiske levninger overført til Skt. Bendts Kirke i Ringsted, hvor han gravsattes. På hvælvingerne over Eriks grav ses kalkmalerier med scener fra hans liv og død.

Familie

Med sin dronning Jutta af Sachsen fik Erik fire døtre:

• Agnes
• Ingeborg, som blev dronning af Norge ved sit ægteskab med Magnus Lagabøte. Begge deres sønner - Erik Præstehader og Håkon 5. af Norge - blev konge af Norge. Håkon 5.s datter Ingeborg, fik sønnen Magnus Eriksson - altså Plovpennings tipoldebarn, der blev konge over både Norge og Sverige.^[3] Efter det fulgte unionstiden fra 1380.^[4]
• Jutta
• Sofia, der blev dronning af Sverige.

Anetavle

16. Erik 1. af Denmark

8. Knud Lavard

17. Bodil Thrugotsdatter

4. Valdemar 1. af Danmark

18. Mstislavl 1. af Kiev

9. Ingeborg af Novgorod

19. Christina af Sverige

2. Valdemar 2. af Danmark

20.

10. Volodar af Minsk eller Vladimir af Halicz

21.

5. Sofia af Minsk

22. Boleslav 3. af Polen

11. Rikissa af Polen

23. Salomea af Berg

1. Erik 4. af Danmark

24. Henrik af Burgund

12. Alfons 1. af Portugal

25. Teresa af Léon

6. Sancho 1. af Portugal

26. Amadeus 3. af Savoyen

13. Maud af Savoyen

27. Mahaut af Albon

3. Berengaria af Portugal

28. Ramon Berenguer 3. af Barcelona

14. Ramon Berenguer 4. af Barcelona

29. Douce 1. af Provence

7. Dulce af Aragonien

30. Ramiro 2. af Aragonien

15. Petronila af Aragonien

31. Agnes af Aquitanien