Euromajdan
From Wikipedia, the free encyclopedia
Euromajdan[nb 1] (ukrainsk: Євромайдан) eller Majdan Opstanden var en række demonstrationer og uroligheder, der begyndte den 21. november 2013 på pladsen Majdan Nezalezjnosti i Ukraines hovedstad, Kyiv. Den primære årsag til at demonstrationerne og urolighederne udbrød skete som følge af Janukovitj-regeringens beslutning, om ikke at underskrive en associeringsaftale mellem Den Europæiske Union og Ukraine – men derimod suspendere forhandlingerne med EU midlertidigt.[4] I stedet valgt Janukovitj-regeringen at etablere tættere bånd med Rusland og Den Eurasiske Økonomiske Union, idet Janukovitj d. 17 december 2013 i Moskva – mens massive demonstrationer udspillede sig i Kyiv – underskrev en aftale med den russiske præsident Putin.[5][6][7]
Euromajdan | |||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Med uret startende øverst til venstre: Et stort EU-flag vajer henover Majdan den 27. november 2013, oppositionsaktivisten og den populære sangerinde Ruslana taler til folkemængderne på Majdan den 29. november 2013, et pro-EU-rally på Majdan, Euromajdan på European Square den 1. december, sokkel af den væltede Lenin-statue, folkemængderne sprøjter vand på et politikøretøj og et træ dekoreret med bl.a. ukrainske flag og plakater. |
|||||||||||
|
|||||||||||
Parter | |||||||||||
Ukrainske regering | Maidan People's Union | ||||||||||
Oversigtskort | |||||||||||
|
Euromajdan var karakteriseret af både fredelige demonstrationer og kampagner, men ligeledes civil ulydighed, voldelig interaktioner med politi[nb 2] og politiske modstandere[nb 3] samt besættelse af administrative regeringsbygning.[nb 4] Særligt den sidste periode af Euromajdan, som er kendt som Majdan-revolution (undertiden også Værdighedens Revolution), var karakteriseret af yderst voldelige og dødelige sammenstød mellem Euromajdan-protesterer og politiet. Fra d. 18. februar til d. 20. februar mistede 91 mennesker livet, heriblandt 78 protesterende og 13 politifolk.[14][15] I alt døde ca. 130 i forbindelse med Euromajdan.[16]
De voldsomme sammenstød mellem d. 18. – 20. februar resulterede i, at præsident Janukovitj og oppositionspartierne i Ukraine d. 21. februar underskrev en EU- og russisk-mæglet aftale, der skulle løse konflikten. Selv om aftalen var underskrevet af alle parter, faldt den allerede næste dag til jorden, da Euromajdan-protesterer – efter Janukovitj havde trukket politiet tilbage – stormede og tog kontrol over det centrale Kyiv. Janukovitj flygtede fra byen.[17] Samme dag, d. 22. februar 2014, stemte 328 medlemmer af Verkhovna Rada (72,8 % af parlamentets i alt 450 medlemmer) for at fjerne præsident Janukovitj fra hans embede.[18][19][20][21] Oleksandr Turtjinov blev indsat som midlertidig præsident dagen efter d. 23. februar 2014.
Under hele opstanden var Uafhængighedspladsen i Kyiv (Majdan Nezalezjnosti) en enorm protestlejr besat af tusindvis af demonstranter beskyttet af barrikader. Der var køkkener, førstehjælpsposter og tv-studier på pladsen. Endvidere var der scener til taler, foredrag, debatter og forestillinger.[22][23] Pladsen blev bevogtet af "Majdan selvforsvarsenheder" af frivillige i improviseret uniform med hjelme, skjolde og var bevæbnet med stokke, sten og benzinbomber. Der blev også afholdt protester i mange andre dele af Ukraine, selv om de største protester var i Kyiv.
Protesterne steg fra midten af januar 2014 som reaktion på, at regeringen vedtog nogle drakoniske anti-protestlove. Der var dødelige sammenstød på Hrushevsky Gaden den 19.-22. januar. Demonstranter besatte regeringsbygninger i mange regioner i Ukraine. Opstanden kulminerede den 18.-20. februar, da hårde kampe i Kyiv mellem Majdan-aktivister og politi resulterede i næsten 100 demonstranter og 13 politifolks død.[24][25]
Under EU's topmøde i Vilnius 28.-29. november 2013 arrangerede pro-EU partier som Fædrelandsforbundet, UDAR og Svoboda demonstrationerne. Der deltog tusindvis af EU-tilhængere, studenter og journalister, ligesom ekstreme højrekræfter som UNA-UNSO, Spilna sprava og Pravij sektor deltog.