Højmose
From Wikipedia, the free encyclopedia
Højmose betegner et klimaksstadium i mosens succession. Det opstår, når en række betingelser er opfyldt:
- kølige somre
- intet overskud af kalk
- mangel på biologisk brugbart kvælstof
- vanskelig afdræning
- stort nedbørsoverskud
Højmose |
---|
Her ses et stykke højmose med rundbladet tørvemos, almindelig tranebær og almindelig rosmarinlyng. |
Klassifikation: |
|
Sammenlign med: |
Mose, lavmose |
Når disse forhold opstår, vil flere arter af tørvemos (Sphagnum sp.) etablere sig i de vådeste huller. Med årene vil nye generationer i vådområdet derefter sætte sig fast oven på de døde, ældre planter. Da mosserne kan hæve vand op til 30 cm fra underlaget, vil de med andre ord hæve vandstanden dér, hvor de trives. På den måde når mosen efterhånden op over niveauet i den lavmose, hvor det hele begyndte.
Fra det øjeblik er adgangen til opløste salte meget begrænset, og da kalkmangelen bliver stadig mere udtalt, ændres mosens miljø radikalt. Den etablerede højmose er kendetegnet ved at være mineralfattig, sur og artsfattig. Bunden er næsten umulig at færdes i, da de tykke lag af levende og døde Sphagnum-planter er meget bløde og eftergivende. Omsætningen af de døde planter går efterhånden i stå på grund af iltmangel, kulde, kalk- og kvælstofmangel og syredannelse fra humificering af de ældste planter. Derfor bliver højmosen et miljø, hvor organisk materiale bevares, mens uorganisk stof (og da især metal) forvitrer til ukendelighed. Det er baggrunden for de mange mosefund fra Danmarks oldtid. Her har man kunnet finde konserverede mennesker med velbevaret tøj, hud og hår.
Højmosen er et meget interessant levested. Vegetationen er tvunget til at affinde sig med de magre vilkår, men til gengæld er konkurrencetrykket ikke særlig hårdt, og der er rigelig adgang til planternes vigtigste livsbetingelse: sollys. Nedenfor følger en liste over vegetationen i en dansk højmose: