Moské
muslimsk helligdom beregnet til bøn, prædiken og undervisning / From Wikipedia, the free encyclopedia
Moske (eller moské) (مسجد) er en bygning, hvor muslimer samles til sociale og religiøse riter og ritualer, særligt andagter, bønner og undervisning af menigheden. Moskeer kan have en eller flere minareter, hvorfra bedeudråberen (muaddhin) kalder til bøn (adhan). Ved de daglige tidebønner ledes disse (salah) af en imam, oftest af en ansvarshavende, der er tilknyttet moskeen.
Før de rituelle tidebønner er en rituel afvaskning påkrævet (abdest, wudu på arabisk). I moskéen beder de troende på et bedetæppe og til tider en bedesten (shia-islam), hvor de udfører forskellige rituelle handlinger. De bedende står skulder ved skulder med ansigtet vendt mod Kabaen i Mekka. Retningen kaldes qibla og er angivet ved en mihrab, en speciel bedeniche. Under bønnen står imamen foran den forsamlede menighed ud for mihrab.
Selv om tidebønnerne ikke er obligatoriske at fremsige i fællesskab i moskeen, er det tilrådet muslimske mænd at deltage i fredagsbønnen. Fredagsbønnen er en særlig prædiken (khutba), som udsiges fra en prædikestol (minbar). Talen holdes oftest af imamen og er præget af sociale, religiøse og politiske emner.
Mænd og kvinder er i moskeen kønsopdelt, så kvinder og mænd oftest har hver deres indgang, adskilt af forhæng, en semitransparent skærmvæg eller lignende. I større moskeer vil der også typisk forefindes en balkon til kvinder.