Neoplatonisme i middelalderen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Neoplatonisme i middelalderen er en filosofisk skole, der bygger på især Platons og hans elevers værker; i højmiddelalderens lærde miljø var den en af de dominerende strømninger. Indenfor neoplatonisme var forestillingen om en ubeskrivelig og transcendent Gud (trad. platonisme: Ene) central, ud fra Gud strømmede resten af universet som en sekvens af stadig mere laverestående væsener. Jorden beskrives i neoplatonismen som et eksil for mennesket, det er her fanget i sin krop på grund af uvidenhed om dets sande hjem hos Gud; frelsen ligger derved i en frigørelse fra kødet.