Nykeynesiansk økonomi
From Wikipedia, the free encyclopedia
Nykeynesiansk økonomi er en retning inden for moderne makroøkonomi, der forener et keynesiansk udgangspunkt med et mikroøkonomisk grundlag. Prominente nykeynesianske økonomer er John B. Taylor, Stanley Fischer, Gregory Mankiw, David Romer, Olivier Blanchard, Nobuhiro Kiyotaki, Jordi Galí, og Michael Woodford.
To hovedantagelser definerer den nykeynesianske tilgang til makroøkonomi. Ligesom den nyklassiske tilgang antager nykeynesianere normalt, at husholdninger og virksomheder handler rationelt, og herunder også har rationelle forventninger. Men de to skoler adskiller sig ved, at nykeynesianere normalt antager, at økonomien samtidig er præget af forskellige markedsfejl. Især antager nykeynesianerne, at der er ufuldkommen konkurrence i pris- og løndannelsen, hvilket forklarer, hvorfor priser og lønninger kan være "træge", dvs. at de ikke tilpasser sig øjeblikkeligt til ændringer i de økonomiske forhold.
Løn- og prisstivhed og de andre markedsfejl, der typisk er til stede i nykeynesianske modeller, medfører, at økonomien sjældent vil have fuld beskæftigelse. Derfor argumenter nykeynesianere for, at makroøkonomisk stabiliseringspolitik fra regeringens (ved hjælp af finanspolitik) eller centralbankens side (ved hjælp af pengepolitik) kan føre til et mere efficient resultat end en laissez faire-politik ville.