Regeringen Lars Løkke Rasmussen III var Danmarks regering fra 28. november 2016 til 27. juni 2019, bestående af partierne Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Regeringen omtales normalt som VLAK-regeringen.[1] Regeringen efterfulgte regeringen Lars Løkke Rasmussen II, der trådte til efter regeringen Helle Thorning-Schmidt II's afgang som følge af folketingsvalget den 18. juni 2015. Det var første og indtil videre eneste gang, Liberal Alliance var i regering.
Hurtige fakta Dannet, Trådt tilbage ...
Luk
Flere oplysninger Forfatning, Tronen ...
Luk
Regeringen afløste den rene Venstre-regering, der havde siddet i godt et år, ud fra et ønske ikke mindst hos Lars Løkke Rasmussen om at få et stærkere regeringsmandat. Da VLAK-regeringen blev dannet, forudså mange, at den ville få store udfordringer med at opnå enighed med sit støtteparti Dansk Folkeparti, især om skatte- og udlændingepolitikken. Regeringen viste sig dog at være stabil, da den undervejs tilpassede sine ambitioner, og på trods af en række valgrygter undervejs udskrev statsministeren først valg ved den fireårige valgperiodes udløb i juni 2019.[2]
I løbet af regeringsperioden blev der blandt andet gennemført skatteændringer, der gjorde det mere fordelagtigt at spare op til pension, flere stramninger i udlændingepolitikken, en ny energiaftale med bred tilslutning fra hele Folketinget samt et forsvarsforlig, der forøgede udgifterne til forsvaret.
De forskellige uenigheder blandt regeringspartierne indbyrdes og i forhold til støttepartiet Dansk Folkeparti gjorde dog, at regeringen på flere områder havde svært ved at fremlægge og få vedtaget en sammenhængende politik.[3]
Regeringen og dens støtteparti tabte folketingsvalget 5. juni 2019 og blev derefter afløst af en socialdemokratisk etpartiregering under Mette Frederiksen.