Rumfærge-Mir-programmet
From Wikipedia, the free encyclopedia
Rumfærge–Mir-programmet (Shuttle–Mir Program) var et rumprogram i samarbejde mellem Rusland og USA, der involverede amerikanske rumfærgeflyvninger til den russiske rumstation Mir (rumstation), russiske kosmonauter på rumfærgerne og amerikanske astronauter, der deltog i langvarige ekspeditioner om bord på Mir.
Programmet, der nogle gange kaldes Fase Et (Phase One), var tænkt som en chance for USA til at lære af russernes erfaring med langvarige ophold i rummet, og til at forme en samarbejdsånd mellem de to nationer og deres respektive rumfartsorganisationer NASA og RKA. Programmet skulle bane vejen for flere samarbejdsprojekter i rummet, specifikt Fase To i projektet, bygningen af Den Internationale Rumstation. Projektet, der blev offentliggjort i 1993 og med sin første mission i 1994, fortsatte indtil sin planlagte afslutning i 1998 og bestod af elleve rumfærgemissioner, en delt Sojuzflyvning og næsten 1.000 dage i rummet for amerikanske astronauter fordelt over syv ekspeditioner.
Under fire-årsprogrammet udførtes mange ting for første gang i rumflyvningens historie, blandt andet den første amerikanske astronaut, der blev opsendt i en Sojuz-kapsel, det største rumskib, der havde fløjet i rummet på sin tid, og den første amerikanske rumvandring i en russisk Orlan-rumdragt.
Programmet var dog forfulgt af mange bekymringer, især angående sikkerheden om bord på Mir efter en brand og en kollision om bord på stationen, finansielle problemer i den russiske rumfartsorganisation og bekymringer fra astronauterne om programmets administratorers attitude. Ikke desto mindre indhentede man en stor mængde forskning, ekspertise i rumstationsopbygning og viden om arbejde i delte projekter fra programmet, der tillod konstruktionen af den Internationale Rumstation at forløbe langt mere glat end man ellers kunne have forventet.