Valdemar Atterdag

Valdemar Atterdag (Valdemar 4.) (ca. 1320 – 24. oktober 1375 på Gurre slot) søn af Christoffer 2. var konge af Danmark 1340-1375. Han genforenede Danmark efter den kongeløse tid hvor landet var pantsat, primært til de holstenske grever Gerhard den Kullede og Johan den Milde. Den sorte død ramte landet under Valdemar Atterdags regeringstid. Med hustruen Helvig fik han seks børn, men kun ét, Margrete 1., overlevede ham.

"Valdemar 4." omdirigeres hertil. For den slesviske hertug, se Valdemar 4. af Slesvig.

Valdemar Atterdag
Valdemar Atterdag gengivet på et kalkmaleri, der blev malet kort efter hans død i Sankt Peders Kirke i Næstved. Det blev overkalket, men genopdaget i slutningen af 1800-tallet.
Konge af Danmark og de Venders
Regerede	24. juni 1340 – 24. oktober 1375
Forgænger	Christoffer 2.
Regent	Valdemar Atterdag
Efterfølger	Oluf 2.
Konge af de Gothers Regerede: 1361 – 24. oktober 1375 Efterfølger: Oluf 2.
Ægtefælle	Dronning Helvig
Børn	Christoffer (1341-1363) Margrethe (1345-1350) Ingeborg (1347-ca. 1370) Katrine, født 1349, død som lille Valdemar, født 1350, død som lille Margrete 1. (1353-1412)
Far	Christoffer 2.
Mor	Eufemia af Pommern
Født	Ca. 1320
Død	24. oktober 1375 Gurre Slot
Hvilested	1375 Sorø Klosterkirke
Hus	Jellingdynastiet
v d r

Valdemar Atterdags segl fra hans tid som junker

Valdemar Atterdags kongelige segl

Valdemar Atterdags rettertingssegl

Opvækst

Efter at faderen Christoffer 2. af Danmark blev drevet ud af landet i 1326, opholdt Valdemar sig ved det kejserlige hof i Sydtyskland og i Brandenburg hos sin svoger - der lærte han flydende plattysk -, hvor han fik en fyrstelig og moderne opdragelse.

Efter at Niels Ebbesen den 1. april 1340 myrdede grev Gert (Gerhard), "den kullede greve", blev der den 22. april 1340 i Spandau ved Berlin indgået et forlig med det indhold, at Valdemar skulle være konge, og at landet nord for Limfjorden skulle tilfalde ham. Resten af Nørrejylland fik han mod at betale 35.000 mark sølv. Endvidere aftaltes, at de tyske grever efterhånden skulle opgive besiddelserne Kalø, Horsens, Kolding og Ribe.

Da Helvig, datter af hertug Erik II af Slesvig, i 1340 ægtede Valdemar, medbragte hun i medgift en fjerdedel af Nørrejylland.

Samlingen af riget

Skt. Hansdag 1340 blev Valdemar valgt til konge på landstinget i Viborg og stod nu over for en utrolig stor opgave: at samle riget og betale kreditorerne deres tilgodehavender.

Landet havde da været under holstensk herredømme siden 1332. I 1341 udstedte Valdemar amnesti til alle, der måtte have forbrudt sig mod hans fader eller resten af familien. I juli-september belejrede han Kalundborg Slot og Søborg Slot for at få det tilbage fra Ingeborg Håkonsdatter af Norge, der havde dette i pant. Det var nogle af de stærke fæstninger på Sjælland, som han havde brug for, for at kunne genvinde riget. Det endte med en række træfninger, kaldet Kalundborgkrigen, hvor han også formåede at fordrive en svensk-holstensk koalition fra København efter hans første store sejr slaget ved Blidebro d. 26. juni 1342. Under kampagnen rejste han til Estland for at forhandle med Den Tyske Orden, der kontrollerede Estland. Danerne var aldrig migreret til området i større antal, og Valdemar endte med at sælge Hertugdømmet Estland for 19.000 mark sølv i 1346, hvilket gjorde ham i stand til at lån af på de dele af Danmark, som var vigtigst for ham.^[1][2]

Hans metoder var meget hårdhændede, og der var flere tilløb til oprør rundt omkring. I løbet af 4-5 år blev også Sjælland "indløst". De katolske bisper var meget glade for kongen, og han opslog sit hovedkvarter i Vordingborg, som han gjorde til Danmarks største fæstning og flådestation.

Krige i Tyskland

Da størsteparten af riget igen var på danske hænder, begyndte Valdemar at blande sig i forholdene i Nordtyskland. Han støttede sin svoger, markgreve Ludwig af Brandenburg, i en konflikt med en bedrager, der hævdede at være den for længst afdøde markgreve Valdemar. Bedrageren støttedes imidlertid af den tyske kejser. I 1349 slog Valdemar bedrageren i et slag i Nordtyskland.

Den hjemlige begejstring over kongens indblanding i de tyske forhold var behersket. I 1351 erklærede en række jyske stormænd og de holstenske grever, der endnu var i Danmark, Valdemar krig. I 1353 blev der indgået forlig, og greverne fik lov til at beholde deres panteslotte på Fyn.

Oprør i Jylland

I 1357 udbrød der igen oprør blandt de jyske stormænd, bl.a. drost Claus Limbek, marsk Palle Jonsen Munk og de holstenske grever. I 1357 vandt Valdemar det afgørende slag ved Broberg på Fyn. Kampene afsluttedes først i 1360 ved fredsslutning på et danehof. Her blev også en håndfæstning ("Landefreden") vedtaget, som kongen måtte underskrive.

Generobringen af Skåne

Nu rettede Valdemar interessen mod Skåne, der som selvstændig landsdel i 1332 kom i personalunion med Sverige og Norge under Magnus Smek, efter at skåningerne havde dræbt de tyske pantherrer foran Lunds Domkirke.

Kong Magnus trængtes af sin søn, Erik, som selv ville være konge, og både far og søn bad Valdemar om hjælp. Valdemar lovede generøst dem begge sin bistand.

Da Valdemar rykkede ind i Skåne, gav Magnus ordre til at overlade de skånske borge til de danske tropper, og i løbet af kort tid vajede Dannebrog, som Valdemar havde gjort til rigsbanner, over Skåne. Efter erobringen af Malmø og Helsingborg var Skåne – og især det indbringende sildemarked – atter en del af det gensamlede og genrejste danske rige.

Kongens største indtægter var afgifter fra sildemarkederne ved Falsterbo og Skanør. Hvert år i september stævnede omkring 100.000 købmænd fra hele Europa til Falsterbo. Tønderne med den gode sild fra Øresund blev vejet af kongens mænd, afgiften blev betalt, og tønderne blev rullet om bord i skibene.

Erobringen af Gotland

Valdemar Atterdag brandskatter Visby, 1361 af Carl Gustaf Hellqvist (1882).

Valdemar fortsatte sine erobringer med i 1361 at indtage hansestaden Visby og erobre hele Gotland, som forblev dansk til 1645. Krigstogtet på Gotland, som kulminerede ved Slaget ved Visby, var usædvanlig blodigt. Tusindvis af dårligt udrustede bønder blev fanget og nedslagtet uden for Visbys mure. Her blev de begravet i massegrave med en stor del af deres udstyr.

Visby, som var en af den tids mest velhavende byer, var især beboet af tyskere, der handlede i Rusland og tjente store penge. Men nu var det for meget for forbundet af nordtyske handelsbyer, Hansestæderne, og de erklærede krig. I Vordingborg modtog Valdemar 77 krigserklæringer fra Hanseforbundet, som bestod af byer i hele Europa.

Flugten fra Danmark

Kongen satte den gyldne gås på Vordingborgs Gåsetårn og udtalte: "77 høns og 77 gæs betyder intet...". Men her mødte Valdemar for første gang sine overmænd. Efter nogle indledende sejre endte det med et stort nederlag, hvorunder Valdemars eneste søn, Christoffer, faldt.

I 1368 måtte Valdemar flygte fra Danmark, og i mere end et år opholdt han sig ved det tyske kejserhof. Mens han var der, aflagde Valdemar besøg hos begge paver^{[kilde mangler]}, både ham i Rom og ham i Avignon. Valdemar fik tilladelse til at rejse til den hellige grav i Jerusalem og lade sig slå til Ridder af Den Hellige Grav.^[3]

Genkomsten som konge

Den 24. maj 1370 måtte Danmark underskrive en ydmygende fredsaftale i Stralsund, hvor Hansestæderne fik Skåne i pant og fik kontrol over sildemarkedet i Skåne i 15 år. Endelig fik de retten til at godkende valget af Valdemars efterfølger. I 1371 vendte Valdemar hjem til Danmark.

Nu koncentrerede Valdemar sig om Slesvig, der var den sidste del af riget, der manglede. Slesvig blev ledet af den barnløse hertug Heinrich. Valdemar overtog flere store pantelen, bl.a. Als og Sundeved.

Eftermæle og død

I 1375 døde Heinrich, og hans enke overlod Valdemar Tønderhus. Det lykkedes dog ikke Valdemar at føre Slesvig helt hjem til riget. Tilnavnet "Atterdag" menes at stamme fra plattysk, hvor "Ter Taghe" betyder "hvilke dage!". Svenske historikere gav ham også tilnavnet "Den Onde" for hans erobring af Gotland og påstået hårdhændede metoder, men danskerne husker især hans utrolige indsats for at samle det danske rige.

Valdemar Atterdag døde den 24. oktober 1375 på Gurre slot og blev begravet i klosterkirken i Sorø.

Børn

I 1330’erne indgik Valdemar 5., hertug af Slesvig (tidligere konge af Danmark som Valdemar 3.) en alliance med Valdemar 4. imod sin onkel, Grev Gerhard, og arrangerede et ægteskab mellem Valdemar Atterdag og sin søster, Helvig af Slesvig. I medgift skulle han have den pantsatte provins Nørrejylland, der var en fjerdedel af Jyllands territorium. Brylluppet fandt sted på Sønderborg Slot i 1340. Helvig var datter af Erik 2. af Sønderjylland og Adelheid af Holsten-Rendsburg. Efter brylluppet rejste parret til Viborg for officielt at blive hyldet som konge og dronning af Danmark.^[4]

Med sin hustru Helvig fik Valdemar Atterdag følgende børn:

• Christoffer Valdemarsøn, , hertug af Lolland, også kaldet Junker Christoffer (1341–1363)
• Margrete af Danmark (1345–1350), forlovet med Henrik 3., hertug af Mecklenburg, døde ung.
• Ingeborg af Danmark (1347–1370), gift med Henrik 3., hertug af Mecklenburg, og var mormor til Erik af Pommern.
• Cathrine af Danmark (1349), døde ung.
• Valdemar af Danmark (1350 – 11. juni 1363), døde ung.
• Margrete 1. (1353–1412), gift med kong Håkon 6. af Norge, og var dronning af Danmark, Norge og Sverige.

Der findes også vidnesbyrd om en uægte søn, Erik Sjællandsfar, fra Orebygård på Sjælland, begravet i Roskilde Domkirke med en krone. Dog indikerer andet materiale, at han var søn af kong Erik Menved.^[5]

Anetavle

Valdemar Atterdags forfædre i fire generationer

16. Valdemar Sejr               8. Christoffer 1.                       17. Berengaria               4. Erik Klipping                             18. Sambor 2. af Pommern (no)               9. Margrete Sambiria                       19. Mechtilde af Mecklenburg (sv)               2. Christoffer 2.                                   20. Albrecht 2. af Brandenburg               10. Johan 1. af Brandenburg                       21. Matilda von Groitzsch               5. Agnes af Brandenburg                             22. Albrecht 1. af Sachsen               11. Jutta af Sachsen                       23. Agnes af Thüringen               1. Valdemar Atterdag                                         24. Bogislav 2. af Pommern (de)               12. Barnim 1. af Pommern (sv)                       25. Miroslawa af Pommern               6. Bogislav 4. af Pommern                             26. Erik Knutsson af Sverige ?               13. Marianne af Sverige (sv) ?                       27. Rikissa af Danmark (no) ?               3. Eufemia af Pommern                                   28. Jaromar 2. af Rügen               14. Vitzlav 2. af Rügen (no)                       29. Eufemia af Pommern               7. Margareta af Rügen (d. 1320)                             30. Otto af Braunschweig-Lüneburg               15. Agnes af Braunschweig-Lüneburg                       31. Mathilde af Brandenburg (en)