Vrå-udstillingen
dansk kunstnersammenslutning / From Wikipedia, the free encyclopedia
Vrå-udstillingen hører til gruppen af kunstnersammenslutninger i Danmark. Udstillingen daterer sig tilbage til 1942, hvor maleren Svend Engelund indledte ophængningerne af kunst på Vrå Højskole, da han på opfordring af forstander Arne Brandt Pedersen i skolernes efterårsferie viste 30 malerier og tegninger i højskolens samlingsstue.[1]
Det var under 2. Verdenskrig, Danmark var besat, og Vrå Højskole blev i februar 1944 beslaglagt af besættelsesmagten til brug som kaserne for soldater på vej fra Norge mod fronterne, som nærmede sig Tysklands grænser.[1] I befrielsesåret 1945 genoptoges kunstudstillingerne, nu med deltagelse af flere kunstnere: Inga og Alex Secher, og året efter Johannes Hofmeister, Margrethe Skriver Svendsen, Emil Jensen og Agnete Bjerre.[1]