Aaron Copland

Aaron Copland (født Aaron Cohen (14. november 1900 i Brooklyn, New York – 2. december 1990 i New York) var en amerikansk komponist. ^[1]

Aaron Copland
Fotografisk portrær fra 1970. Taget af CBS Television.
Information
Født	Aaron Cohen 14. november 1900, Brooklyn i New York Brooklyn, New York, USA
Oprindelse	Amerikansk
Død	2. december 1990 (90 år) i New York Sleepy Hollow, New York, USA
Dødsmåde	Naturlige årsager
Dødsårsag	Alzheimers sygdom, respirationssvigt
Statsborger	USA
Bopæl	Aaron Copland House
Ægtefælle	Blev aldrig gift
Sprog	Engelsk
Genre	Klassisk
Beskæftigelse	Pianist og komponist
Medlem af	Académie nationale des beaux-arts d'Argentine, American Academy of Arts and Letters, American Academy of Arts and Sciences
Aktive år	1922 - 1990
Pladeselskab	Columbia Records
Påvirket af	Igor Stravinsky
Instrumenter
Flygel
Signatur
Eksterne henvisninger
Aaron Coplands hjemmeside
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

I 1929 blev han uddannet på det nyoprettede amerikanske konservatorium i Paris; her modtog han stærke indtryk af Fauré, Prokofiev og især Stravinsky, hvis uregelmæssige rytmer spores i hans første større værk – balletmusikken Grohg fra 1922-25).

Han skrev scenemusik, 3 symfonier, klavervariationer og en række ballet-partiturer, som sammen med hans filmmusik gjorde ham til Amerikas mest opførte komponist. I 1950 komponerede han for første gang en klaverkvartet.

Aaron Copland var blandt USA's mest betydningsfulde komponister i det 20. århundrede og som kreativ igangsætter havde han stor indflydelse på kunstmusikkens udvikling.

Liv

Barn- og ungdom

Copland voksede op i Brooklyn New York. Fra 1921-24 studerede han kompositionens Le grand Ligne hos Nadia Boulanger på Fontainebleau skolen i Frankrig. Hun arrangerede siden hans amerikanske premiere med New York SO og Boston SO og hende selv som solist.

1950'erne

Omkring 50'erne fremstod Coplands stil som en amerikansk version af Boulangers neoklassicisme, der inddrog folkemusik og Jazz, og var mere melodisk og harmonisk enkel. Hans sangcyklus Twelve Poems of Emily Dickinson var en af de flotteste af slagsen i amerikansk musik.

1970'erne

Midt i 70'erne løb Coplands kreative kilde tør og han helligede sig direktionen. Hans sidste store bidrag til den amerikanske musikhistorie var et to binds værk om amerikansk musik i det 20. århundrede.

De største succeser fik Copland med balletterne Billy the kid, Rodeo og Appalachian Spring. En del af hans succes skyldes, at han også formåede at gøre sin musik populær uden for koncertsalen. ^[2]

Filmmusik

Han skrev musikken til 5 spillefilm. 4 af dem fik oscarnomineringer og en vandt en statuette. Første sidst i sin karriere flirtede han med den elitære tolvtonemusik.

Som formidler

Gennem hele sin karriere var Copland meget aktiv som formidler, underviser og organisator. Det var som grundlægger og leder af en række af kunstmusikkens organisationer, han fik stor betydning for samtidige og efterfølgende komponister.

Kommunistbeskyldninger

I 1953 måtte Copland aflyse premieren på det kendte Lincoln Portrait, fordi han blev beskyldt for at udøve kommunistisk propaganda. Modsat mange andre kunstnere lykkedes det han at overbevise rådet om sin uskyld uden at inddrage andre sagesløse. ^[3]

Udvalgte værker

• Symfoni nr. 1 (1924) - for orgel og orkester (senere i anden version kun til orkester).
• "Danse Symfoni" (1929) - for orkester
• Symfoni nr. 2 "Kort Symfoni" (1931-1933) - for orkester
• Symfoni nr. 3 (1944-1946) - for orkester
• Symfonisk ode (1927-1929) - for orkester
• "Fanfare for den almindelige mand" (1942) - for orkester
• "El Salón México" (Mexico rummet) (1936) -. for klarinet og orkester
• "Billy the Kid" (1938) - ballet
• "Appalachiansk forår" (1944) - ballet
• "Rodeo" (1942) - ballet
• Klarinetkoncert (1947-1948) - for klarinet og orkester