Abdikation

Abdikation eller Abdicering^[1] (fra latin abdicatio, jfr. abdicare = "frasige")^[2] er betegnelsen for en regents frivillige tilbagetræden, dvs. handlingen, hvor en regerende fyrste giver afkald på sin værdighed og dermed frasiger sig tronen (tronfrasigelse).^[3]

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Johan 2. Kasimir Vasa af Polen abdicerede 16. november 1668.

Se Wiktionarys definition på ordet: abdikation

Danmark

Der findes ikke i dansk lovgivning særskilte regler om abdikation, idet det traditionelt har været forudsat, at regenten beklæder sin stilling på livstid. Ved abdikation vil tronfølgeren i praksis overtage regentens funktioner efter at være udråbt af statsministeren, på samme måde som ved en regents død.^[3] Indtil 2024 kendtes i Danmark historisk kun Erik 3. Lam, som var konge fra 1137 og som frasagde sig tronen i 1146, pga. en alvorlig febersygdom. Med dronning Margrethe II’s abdikation i 2024 foreligger der herefter et nyere dansk eksempel.

Margrethe 2. abdicerede formelt ved underskrivelsen af det såkaldte 'abdikationserklæring' (el. abdikationsdokument), hvori hun "herved [skal] meddele, at Vi med Vor underskrift på dette dokument frasiger Os tronen". Dokumentet blev udstedt i to enslydende eksemplarer og givet på Christiansborg Slot den 14. januar 2024.^[4] De to eksemplarer opbevares i hhv. Statsministeriets arkiv og et særligt magasin i Rigsarkivet for dokumenter "af enestående national betydning".^[5]

Internationale eksempler og forhold

I andre europæiske fyrstehuse har abdikation forekommet hyppigere. I Storbritannien forbindes begrebet i nyere tid især med Edvard 8.s abdikation i 1936, hvor han frasagde sig tronen for at kunne gifte sig med den amerikanske Wallis Simpson. I Storbritannien forudsætter en abdikation desuden parlamentets godkendelse. I Nederlandene er der tilmed en vedvarende tradition for abdikation. Således abdicerede dronning Vilhelmine i 1948 til fordel for sin datter dronning Juliana, som selv abdicerede i 1980 også til fordel for sin datter, dronning Beatrix, som i 2013, gjorde det samme til fordel for sin søn, kong Wilhelm-Alexander.^[3]

Abdikation kan også forekomme som led i interne politiske eller dynastiske konflikter. I Kuwait abdicerede Saad I al-Abdullah as-Salim as-Sabah i 2006 efter familiestridigheder i den regerende familie; samme år abdicerede Bhutans konge Jigme Singye Wangchuck og overlod tronen til sin søn. Der findes endvidere eksempler på midlertidig abdikation, som da Belgiens kong Baudouin i 1990 kortvarigt frasagde sig tronen for at undgå at skulle stadfæste en vedtaget lov om fri abort, som han var imod.^[3]

Begrebet anvendes også om en paves fratræden; et nyere eksempel er pave Benedikt 16.s abdikation i 2013.

Kendte abdikationer:

• Diocletian – romersk kejser, 305
• Erik Lam – konge af Danmark, 1146
• Karl 5. – tysk-romersk kejser, 1556
• Kristina – regerende dronning af Sverige, 1654
• Napoleon Bonaparte – kejser af Frankrig, 1814
• Peter 4. af Portugal, 1826 – kejser af Brasilien (1798-1834) som Pedro 1.
• Saad I al-Abdullah as-Salim as-Sabah – emir af Kuwait, 2006
• Pave Benedikt 16. – pave, 2013
• Dronning Beatrix – dronning af Holland, 2013
• Dronning Margrethe II – dronning af Danmark, 2024