From Wikipedia, the free encyclopedia
Dannelse er et begreb om tillærte evner. Ordets stamme "dan" betyder gjort, dannet, tilvirket.[1]
Der findes både en almen og en faglig betydning af ordet. I den almene kan det betyde alt fra "gode manerer a la Emma Gad" til et præg i personligheden. I den faglige betydning omtales dannelse som det, der er blevet tilbage, når man har glemt, hvad man har lært. Det er ikke strengt nødvendigt at have en uddannelse for at være dannet, men man må nødvendigvis have lært af andre, da dannelsen står i forhold til forældrenes og bedsteforældrenes normer.
Dannelse handler om en forandring, som har fundet sted – eller som kan finde sted.
Dannelse skal ikke forveksles med uddannelse. Forskellen fremgår tydeligt af et brev Wilhelm von Humboldt i 1809 skrev til den preussiske konge:
Det vil derfor være en fejlfortolkning af dannelsen at afstemme universiteterne udelukkende efter mulighederne for succes på arbejdsmarkedet. En lignende vurdering blev foretaget af John Stuart Mill i 1867:
I den pædagogiske debat tales der i dag om fem dannelsestraditioner: [4]:
Den tyske filosof Hegel (1770-1831) fremhævede, at menneskets væsen ikke er udtømt med, hvad det er af naturens hånd. Mennesket nøjes ikke med at fortære tingen – det former den / danner den. Ved at forme / danne tingene hæver mennesket sig over den umiddelbare blotte væren.[4]
Den dansk forfatter Meir Goldschmidt ( 1819-1887) har en almen definition af dannelse[6]:
Ved dannelse forstår jeg den udviklede evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en tanke, være selvstændig i sin dom, ville noget...
Grue-Sørensen definerer dannelse således :[7]:
Dannelse betegner den proces gennem hvilken en person under indflydelse af ydre, i hovedsagen pædagogiske, sociale og kulturelle påvirkninger antager en bestemt beskaffenhed – desuden resultatet af denne proces, den omtalte beskaffenhed selv.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.