Den polsk-sovjetiske krig

Den polsk-sovjetiske krig mellem februar 1919 og marts 1921 stod mellem Polen på den ene side og Russiske SFSR og Ukrainske SSR på den den anden. Den blev udkæmpet på polsk side for at stadfæste grænserne mellem det nyligt oprettede Polen og Russiske SFSR. Krigen brød ud efter Den Røde Hær forsøgte at tilbageerobre russiske områder, der var gået tabt under 1. verdenskrig. Krigen blev hovedsagelig ført i Hviderusland, Ukraine og Polen.

Den polsk-sovjetiske krig
Grænserne efter den Den polsk-sovjetiske krig
Dato 1919 - 1921 Sted Polen, Hviderusland, Rusland og Ukraine Resultat Polsk sejr • Den polske republik tager kontrol over nutidens vestlige Ukraine og vestlige Hviderusland
Parter
Polske republik Den ukrainske folkerepublik	Russiske SFSR  Ukrainske SSR
Ledere
Józef Piłsudski Edward Rydz-Śmigły	Mikhail Tukhatjevskij Semjon Budjonnyj
Styrke
Fra ~ 50.000 i begyndelsen 1919[1] til næsten 800.000 i sommeren 1920[2]	Fra ~ 50.000 i begyndelsen 1919[3] til ~ 738.000 i august 1920[4]
Tab
Omkring 48.000 dræbte[5][6] 113.518 sårede[6] 51.351 taget til fange[6]	Anslået 60.000 dræbte[7] 80.000-157.000 taget til fange[8]

Den Røde Hær var svækket af borgerkrigen i Rusland, og den polske hær kunne hurtigt gennemføre et angreb ind i Ukrainske SSR, hvor den forsøgte at oprette en ukrainsk modstandsbevægelse mod styret. Efter at have indtaget Kijev 7. maj 1920 blev polske styrker slået tilbage af Den Røde Hær, og måtte trække sig tilbage til Warszawa. Det øgede international opmærksomhed på krigen, og Frankrig øgede sin militærhjælp til Polen.

Slaget ved Warszawa resulterede i en afgørende og uventet polsk sejr. Efter dette slag kunne polske styrker rykke mod øst igen. 18. marts 1921 blev en fredsaftale underskrevet i Riga.

Se også

• Curzonlinjen