Destroyere for baser-aftalen

From Wikipedia, the free encyclopedia

Remove ads

Destroyere for baser-aftalen mellem De Forenede Stater og Storbritannien den 2. september 1940 overførte 50 destroyere fra USA til Storbritannien til gengæld for rettigheder på britiske landbesiddelser. Destroyerne blev alle opkaldt efter britiske byer.

Baggrund

Thumb
USS Caldwell
Thumb
UDD Wickes
Thumb
USS Satterlee af Clemson klassen

Den 2. verdenskrig begyndte i september 1939. Efter en kort stilstand i den såkaldte Spøgelseskrigen blev Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg hurtigt løbet over ende af den nazityske Blitzkrieg i slaget om Frankrig i maj 1940. Dette efterlod Storbritannien og det Britiske Imperium alene i kampen (eller næsten alene efter det italienske angreb mod Grækenland det efterår) mod Tyskland.

Selv om den amerikanske regering var sympatisk indstillet overfor Storbritanniens vanskeligheder, støttede den amerikanske offentlighed på daværende tidspunkt i overvældende grad isolationismen for at undgå amerikansk indblanding i en ny europæisk krig. Som afspejling af denne holdning havde Kongressen vedtaget neutralitetsloven tre år tidligere, som forbød afskibning af våben fra USA til alle krigsførende lande, med mindre de blev betalt kontant. Desuden var præsident Franklin D. Roosevelt yderligere hæmmet af det kommende præsidentvalg i 1940, da han kritikere prøvede at fremstille ham som tilhænger af krig.

I slutningen af maj efter evakueringen fra Dunkerque i Operation Dynamo havde Royal Navy et akut behov for skibe, især da de nu stod overfor Slaget om Atlanten hvor tyske ubåde truede Storbritanniens forsyninger af mad og andre vigtige ressourcer til krigsindsatsen.

Da tyske tropper rykkede hurtigt ind i Frankrig og mange i den amerikanske regering var overbeviste om at både Frankrigs og Storbritanniens nederlag var nært forestående sendte De Forenede Stater et forslag til Storbritannien gennem den britiske ambassadør Marquess of Lothian, om en amerikansk lejeaftale for flyvepladser på Trinidad, Bermuda, og Newfoundland.[1] Den britiske premierminister Winston Churchill afviste oprindelig tilbuddet den 27. maj med mindre Storbritannien straks modtog noget til gengæld. Den 1. juni, da Frankrigs nederlag truede, omgik præsident Roosevelt neutralitetsloven ved at erklære at millioner af amerikanske patroner og rifler var i overskud og gav tilladelse til at de kunne sendes til Storbritannien. Imidlertid afviste Roosevelt Churchills bønner om destroyere til Royal Navy.

I august mens Storbritannien og Commonwealth of Nations stod alene overfor Tyskland rapporterede den amerikanske ambassadør Joseph P. Kennedy fra London, en britisk overgivelse var uundgåelig. I et forsøg på at overbevise Roosevelt om at sende destroyerne advarede Churchill Roosevelt om at hvis Storbritannien brød sammen ville dets kolonier i nærheden af de amerikanske kyster blive en direkte trussel mod Amerika, hvis de faldt i tyske hænder.

Remove ads

Aftalen

Mens slaget om England tog til i styrke og Luftwaffe og Royal Air Force kæmpede i luftrummet over England, gav den amerikanske udenrigsminister Cordell Hull udtryk for enighed om at overføre destroyerne til Storbritannien.

Til gengæld fik USA tildelt land på forskellige britiske besiddelser til etablering af flåde og luftbaser i 99 år uden at skulle betale leje. Det drejede sig om:

Aftalen indeholdt også britisk accept af det amerikanske forslag om luft- og flådebaserettigheder i:

Amerikanerne accepterede den "generøse handling ... for at forøge USA's nationale sikkerhed", og overførte straks 50 amerikanske destroyere til gengæld "som i almindelighed omtales som 1200 tons typen". 43 destroyere gik oprindelig til den britiske Royal Navy og syv til Royal Canadian Navy. I Commonwealth flåderne blev skibene omdøbt og opkaldt efter byer, og blev derfor kendt som "Town class", selv om de oprindelig havde tilhørt tre skibsklasser: Caldwell, Wickes og Clemson. Inden krigens slutning gjorde yderligere ni også tjeneste i den canadiske flåde.

Fem af destroyerne blev bemandet med mandskab fra den norske flåde, og de overlevende skibe vendte senere tilbage til Royal Navy. HMS Campbeltown blev bemandet med hollandske søfolk, indtil den fik til opgave at vædre portene i tørdokken og ofre sig under St. Nazaire angrebet. Ni andre destroyere blev med tiden overført til den sovjetiske flåde.

Seks af de 50 destroyere gik tabt da de blev torpederet af ubåde og tre andre, herunder Campbeltown, blev ødelagt under andre omstændigheder.

Remove ads

Baserne

En flådeluftbase på Crabbs halvøen[2]
En flyveplads (Coolidge Army Airfield (senere AFB) (lukket 1949)
En flyveplads (Atkinson Aerodrome (senere AFB)) (senere 1949)
En marineflybase nær Suddie.
En flyveplads (Vernam Army Airfield (senere AFB)) (lukket 1949)
En flådeluftbase (Little Goat Island) og en flådehavn ved Port Royal
En flyveplads (Beane Army Airfield (senere AFB)) (lukket 1949)
En flådeluftbase (Gros Islet Bay)
En flyveplads (Fort Bell Army Airfield (senere Kindley AFB)) (overført til U.S. Navy 1970, derpå lukket 1995)
Adskillige flyvepladser
Pepperrell Airfield (senere AFB) (lukket august 1961)
Goose Bay Army Airfield (senere AFB) (overdraget til de canadiske styrker juli 1976)
Stephenville Army Airfield (senere AFB) (lukket december 1966)
McAndrew Airfield (senere AFB) (overført til U.S. Navy, 1955)
En flåde luftbase
Naval Station Argentia (lukket 1994)
Adskillige marine- og hærbaser og forlægninger til støtte for de ovennævnte.
To flyvepladser
Waller Army Airfield (senere AFB) (lukket 1949)
Carlsen Army Airfield (senere AFB) (lukket 1949)
En flåde operationsbase, en flåde blimpbase, og en radiostation.

Skibene

Flere oplysninger Nr, Navn ...
Remove ads

Se også

  • Lend-Lease, en senere aftale løst modelleret på destroyere for baser aftalen.

Referencer

Eksterne kilder

Loading related searches...

Wikiwand - on

Seamless Wikipedia browsing. On steroids.

Remove ads
Remove ads