Douglas Diamond

Douglas Warren Diamond (født oktober 1953) er en amerikansk økonom og professor ved Booth School of Business ved University of Chicago. I 2022 modtog han sammen med Ben Bernanke og Philip Dybvig Nobelprisen i økonomi for de tre økonomers forskning i "banker og finansielle kriser".^[2]

Douglas Diamond
2022
Personlig information
Født	25. oktober 1953 (72 år) Chicago, Illinois, USA
Barn	Rebecca Diamond[1]
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Yale University (til 1980), Brown University (til 1975)
Medlem af	Econometric Society (fra 1990), National Academy of Sciences (fra 2017), American Academy of Arts and Sciences
Beskæftigelse	Universitetsunderviser, økonom
Faglig interesse	Økonomisk videnskab
Arbejdsgiver	University of Chicago (fra 1979)
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Morgan Stanley-American Finance Association Award for Excellence in Finance (2012), Nobelprisen i økonomi (2022), Fellow of the American Academy of Arts and Sciences, æresdoktor ved universitetet i Zürich (2013), Fellow of the Econometric Society (1990) med flere
Nobelpris	Nobelprisen i økonomi 2022
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Forskning

Diamond har sammen med medforfatteren og med-Nobelprisvinderen Philip Dybvig i en af de mest citerede økonomiske forskningsartikler udviklet Diamond-Dybvig-modellen om bankers adfærd. Modellen beskriver bankernes grundlæggende funktion som nogle institutioner, der tager imod kortfristede indlån fra husholdninger og transformere dem til langfristede udlån til eksempelvis virksomheder og boligkøbere. Denne omdannelse af kort- til langfristede lån er nyttig for samfundsøkonomien, men gør samtidig bankerne skrøbelige overfor bankstormløb, hvis indskyderne i banken bliver bekymrede for, om de kan få deres penge og derfor i stor stil ønsker at hæve deres indlån på samme tid. Det kan skabe en selvopfyldende profeti og medføre også sunde bankers fallit. Sådanne fænomener kan være med til at forklare finanskrisers opståen og spredning. Viden om disse mekanismer kan omvendt også bruges til at forebygge fremtidige finanskriser.^[3][4]