I den klassiske model for atomer er en elektronskal et diffust område, hvor der er størst sandsynlighed for at vekselvirke med en elektron. En elektronskal kan have en eller flere orbitaler.[1]

Thumb
Eksempler på elektronskallers rumlige sandsynlighedsfordelinger. Lodret er elektronskalnummeret n, Vandret er de forskellige mulige orbitaler. Hver tegning viser 2 elektroners stående bølge. Faktisk burde skallerne have diffuse grænser og derfor ingen rande eller kanter, men så er det sværere at se orbitalens form.
Thumb
Eksempler på f-orbitalers sandsynlighedsfordelinger. Trådterningen er der blot til at give fornemmelsen af en rumlig virkning. Faktisk burde skallerne have diffuse grænser og derfor ingen rande eller kanter.
Thumb
Billede af hydrogens 4p0-orbital med diffuse grænser, fremstilles på baggrund af sandsynligheden for elektroen det pågældende sted. Det diffuse gør, at man ikke kan få fornemmelsen af, at det faktisk er 6 diffuse halvkuglelignende områder med højere sandsynlighed for "støde" på eller rettere vekselvirke med elektronen.

Den bedste model vi har i dag er, at et atoms elektronsky (sum af elektronskaller) skal opfattes som den rumlige sum af elektronernes stående bølgers form i rumtiden om atomkernens stående bølge.[2] De enkelte orbitaler kan gå gennem hinanden og atomkernen, da der "blot" er tale om stående bølger.[3]

En elektronskal er f.eks. en diffus sfære i en bestemt afstand fra atomkernen.

Elektronskaller

Elektronskaller benævnes K, L, M, N, O, P og Q; eller 1, 2, 3, 4, 5, 6 og 7; gående fra den inderste skal og udad. Elektroner i de ydre skaller har højere middelenergi og er længere fra atomkernen end elektroner i de indre skaller.

Orbitaler

Typer af orbitaler:[4][5]

  • s-orbitalen (skarp) – hver elektronskal kan maksimalt rumme en s-orbital.
  • p-orbitalen (principal) – elektronskal L og højere kan maksimalt rumme 3 p-orbitaler hver.
  • d-orbitalen (diffus) – elektronskal M og højere kan maksimalt rumme 5 d-orbitaler hver.
  • f-orbitalen (fundamental) – elektronskal N og højere kan maksimalt rumme 7 f-orbitaler hver.
  • Den teoretiske g-orbital – elektronskal O og højere kan maksimalt rumme 9 g-orbitaler hver.
    • Orbitaler kan maksimalt rumme 2 elektroner, der skal have forskelligt spin.
Flere oplysninger Bikvantetal (ℓ), Orbital ...
Bikvantetal (ℓ) Orbital Magnetisk kvantetal (m) Maks. antal elektroner
0 s 0 2
1 p 0, ±1 6
2 d 0, ±1, ±2 10
3 f 0, ±1, ±2, ±3 14
4 g 0, ±1, ±2, ±3, ±4 18[6]
Luk

Elektronskallernes maksimale elektronantal opfylder den empiriske formeln2, hvor n er elektronskalsnummeret:

  • K (1) kan have op til 2 elektroner
  • L (2) kan have op til 2+6= 8 elektroner
  • M (3) kan have op til 2+6+10= 18 elektroner
  • N (4) kan have op til 2+6+10+14= 32 elektroner
  • O (5) kan have op til 2×52= 50 elektroner
  • P (6) kan have op til 2×62= 72 elektroner
  • Q (7) kan have op til 2×72= 98 elektroner

O har i praksis højst 32 elektroner, da elektronskallerne bliver fyldt op efter aufbau-princippet. Antallet af elektroner i O-skallen vil ifølge nobelpristageren Glenn T. Seaborg overstige 32 fra og med det hypotetiske grundstof Unbiunium (121)[7].

Flere oplysninger Hovedkvantetal (n), Bikvantetal (ℓ) ...
Hovedkvantetal (n) Bikvantetal (ℓ) Sum (n+ℓ) Aufbau-
rækkefølge[6]
Letteste
grundstof[8]
1 (K) 0 1 1s Brint
2 (L) 0 2 2s Lithium
2 1 3 2p Bor
3 (M) 0 3 3s Natrium
3 1 4 3p Aluminium
4 (N) 0 4 4s Kalium
3 2 5 3d Scandium
4 1 5 4p Gallium
5 (O) 0 5 5s Rubidium
4 2 6 4d Yttrium
5 1 6 5p Indium
6 (P) 0 6 6s Cæsium
4 3 7 4f Cerium
5 2 7 5d Lanthan
6 1 7 6p Thallium
7 (Q) 0 7 7s Francium
5 3 8 5f Protactinium
6 2 8 6d Actinium
Glenn T. Seaborgs model for fremtidige grundstoffer:
7 1 8 7p Nihonium
8 (R) 0 8 8s Ununennium
5 4 9 5g Unbiunium
Luk

Selvom det almindeligvis hævdes, at alle elektroner i en skal har samme energi, er dette blot en approksimation. Men elektroner i en orbital har den samme energi – og de efterfølgende orbitalers elektroner har højere energi per elektron end tidligere orbitalers.

Andet

I den inderste skal benævnt K (eller 1) er der plads til maksimalt to elektroner i s-orbitalen. Når atomnummeret er større end to må de overskydende elektroner nødvendigvis befinde sig i skaller længere væk fra kernen.

I den yderste elektronskal i et atom er den stabile tilstand, at der er otte elektroner.

Atomer, der ikke har otte elektroner yderst har tendens til at indgå i kemiske forbindelser, så den yderste skal fyldes op, eller donere overskydende elektroner væk; dette kaldes oktetreglen.

De eneste grundstoffer, der har en stabil atomstruktur i sig selv er ædelgasserne.

Kilder/referencer

Se også

Eksterne henvisninger

Wikiwand in your browser!

Seamless Wikipedia browsing. On steroids.

Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.

Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.