Filmstøtte
From Wikipedia, the free encyclopedia
Remove ads
Filmstøtte er den gængse betegnelse for statsstøtten til danske film, der siden 1972 er blevet administreret af Det Danske Filminstitut (DFI) under Kulturministeriet.
Det Danske Filminstitut yder støtte til udarbejdelse og produktion af danske kort-, dokumentar- og spillefilm. Formålet med støtten er at sikre en kontinuerlig produktion og udbredelse af forskellige typer af film, således at det samlede udbud af danske film både i henseende til alsidighed, volumen, kunstnerisk kvalitet og publikumsappel fastholder og udvikler dansk filmkunst og filmkultur både nationalt og internationalt.
En del af støtten formidles via tre danske regionale filmfonde, der støtter filmproduktion i hver deres del af landet.
Remove ads
Støtteordninger
Spillefilm
Konsulentordningen har til formål at støtte god fortællekunst. Støtten kan ydes som støtte til manuskriptudarbejdelse, til udvikling og til produktion. Der er ingen særlige krav til genre eller publikumsappel, og konsulentordningen støtter film i alle budgetstørrelser.
Markedsordningen (tidligere 60/40-ordningen) retter sig mod film med særligt publikumspotentiale, der forventes at kunne sælge mere end en gennemsnitlig dansk spillefilm i biografbilletter i danske biografer. Der produktionsstøttes 7 – 9 film om året. Ansøgning om produktionsstøtte behandles ved 4 årlige ansøgningsrunder. Vurderingerne sker med udgangspunkt i et pointskema. Støtten kan højst udgøre 60 % af det samlede budget til produktion.
Minor-ordningen giver støtte til danske producenters deltagelse i internationale koproduktioner. Støtte til film med udenlandsk hovedproducent forudsætter at ansøgningen kommer fra en dansk producent.
Kort- og dokumentarfilm
Konsulentordningen støtter 25 – 30 kort- og dokumentarfilm med dansk hovedproducent om året. De film der bliver støttet skal have filmiske og kunstneriske kvaliteter eller være oplysende film til undervisningsbrug.
Minor-ordningen giver støtte til film med udenlandsk hovedproducent forudsætter at ansøgningen kommer fra en dansk producent. I behandlingen vurderes det kreative og økonomiske samarbejde mellem dansk og udenlandsk producent.
Andre støtteordninger
New Danish Screen skal være med til at udvikle nye talenter til dansk film og tv. Ordningen skal sikre at nye generationer af filmfolk ikke forfalder til konventionelle, overleverede udtryk, men til stadighed stræber efter at afsøge grænser og skabe nye oplevelser for publikum. New Danish Screen støtter både udviklingen af fiktion- og dokumentarfilm.
Filmværkstedet støtter kortfilm, dokumentarfilm, novellefilm, eksperimenterende kunstfilm, online drama og dokumentar, filminstallationer og i sjældnere tilfælde spillefilm. Filmværkstedet er primært rettet mod unge mennesker med potentialet til at etablere en professionel filmkarriere. Støtten består i adgang til professionelt produktionsudstyr, tilskud til basale produktionsomkostninger, til professionelle konsulenter og til undervisnings- og seminarvirksomhed.
Filminstitutet administrerer desuden støtte til computerspil via New Danish Screen samt tv-drama og dokumentar via den såkaldte Public Service Pulje.[kilde mangler]
Remove ads
Regional filmstøtte
Danmark har i en årrække haft to regionale filmfonde, hvorigennem en del af den offentlige filmstøtte kanaliseres: Den Vestdanske Filmpulje (etableret 2002) og FilmFyn (etableret 2003).[1] I 2025 blev Den Østdanske Filmfond etableret som den tredje danske regionale filmfond.[2] Alle tre filmfonde modtager statslig støtte ifølge den nationale filmaftale 2024-2027.[3]
Den Vestdanske Filmpulje
Den Vestdanske Filmpulje blev etableret i 2002. Den støtter produktion af spille- og andre film samt tiltag, der fremmer udviklingen af filmkulturen og produktionsmiljøerne lokalt i Vestdanmark. Puljen har et tæt samarbejde med Filmby Aarhus, hvor den har sit sekretariat. En række jyske kommuner (Hjørring, Frederikshavn, Holstebro, Viborg, Aarhus, Vejle, Aalborg og Syddjurs) står bag Filmpuljen, der er organiseret som en forening.[1]
FilmFyn
FilmFyn blev etableret i 2003 som et offentligt/privat aktieselskab. Organisationen investerer i produktion af film- og tv-serier for at fremme filmkulturen og de tilknyttede erhverv i FilmFyns områder.[1] I 2025 havde FilmFyn ni ejerkommuner: Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Langeland, Nordfyn, Nyborg, Odense, Svendborg og Ærø.[4]
Den Østdanske Filmfond
I november 2025 etablerede Københavns Kommune, Guldborgsund Kommune og Vordingborg Kommune Den Østdanske Filmfond med det formål at tiltrække nationale som internationale film- og tv-produktioner og fremme filmkulturen i hele Østdanmark. Filmfonden blev stiftet på baggrund af en forundersøgelse, der havde peget på, at en filmfond både ville kunne skabe økonomisk vækst og gøre området mere synligt internationalt. Fonden blev et datterselskab under Copenhagen Capacity.[2][5]
Remove ads
Referencer
Eksterne henvisninger
Wikiwand - on
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Remove ads