Filmdistribution

Filmdistribution er den proces, der bringer spille- og andre film fra filmproducenterne til det sted, hvor filmene fremvises for slutbrugerne, enten biografer eller det såkaldte Home Entertainment-marked, i dag typisk i form af streamingtjenester. Distributionen varetages af virksomheder, der kaldes filmdistributører, (film-)distributionsselskaber eller filmudlejere.

Filmselskabet Nordisk Film, der er Danmarks største filmproducent, har via datterselskabet Nordisk Film Distribution også en stor markedsandel indenfor filmdistribution.

Filmdistributørernes forretningsmodel består i at købe de enkelte film fra filmproducenterne og sælge eller udleje dem til biografer og streamingtjenester. Især tidligere foregik en del af distributørernes salg også ved hjælp af videobånd, f.eks. i VHS-format, eller DVD-videoer til private. Distributionsaftalerne er typisk geografisk afgrænset, så den samme film kan godt have forskellige distributører. Distributører gør ofte brug af lokale agenter som del af deres salgsindsats. Det kan f.eks. være på eksportmarkeder, som man forsøger at sælge filmene til. Distributørernes formål er at få en film ud på så mange platforme som muligt i det område, de har rettighederne til filmen.^[1]

Det danske marked for filmdistribution domineres af fire store filmdistributører, der tilsammen står for langt størstedelen af omsætningen. Det drejer sig om SF Film A/S, Nordisk Film Distribution A/S, United International Pictures ApS og The Walt Disney Company ApS. Desuden findes forskellige mindre distributører, der ofte er mere arthouse-prægede virksomheder.

Sådan fungerer det

Filmdistributørerne indgår aftale med biograferne om leje af film. Deres opgave er desuden at gøre reklame for filmene, indkræve og udbetale lejeindtægter og sørge for fremstilling af et tilstrækkeligt antal filmkopier. Biografernes filmleje til distributørerne består typisk i en procentsats af billetindtægterne. I 2013 svarede den samlede filmleje for årets spillefilm til omkring 44 % af biografernes billetindtægter. Typisk regner man med tre forskellige stadier for en ny films eksponering til publikum: Efter at have været vist i biograferne kan den af distributørerne gøres tilgængelig til salg og udlejning, enten i fysisk form eller via streaming. Bagefter igen kan den gøres tilgængelig for tv. Forbrugere, der gerne vil se filmen, når den får premiere, må derfor se den i biografen, da alternativerne først bliver tilgængelige senere.^[2]

Historie

Begyndelsen og studiesystemets storhedstid

I filmens tidligste år fra 1890'erne blev kopier af de typisk meget korte film solgt til fremvisningsstederne, som først var forlystelsesparker eller teatre, men hurtigt blev de fremvoksende biografer. Såvel disse som filmproduktionsselskaberne voksede hurtigt i størrelse og antal efter omkring 1906, hvor filmene også blev længere og bestod af mere sammenhængende historier. Filmbranchen blev efterhånden organiseret effektivt. De mange biografsale og omkostningerne til kopering førte til, at filmene overgik fra at blive solgt til at blive udlejet. Biografkæder kom til at dominere, og de største virksomheder indenfor henholdsvis fremvisning og produktion opkøbte hinanden. Den vigtigste del af distributionen, som gik til de store premierebiografer, blev dermed et internt firma-anliggende. Denne kontrol med alle led i filmbranchen kaldtes "studiesystemet" og havde sin storhedstid i den periode, hvor biograffilmene var det helt dominerende underholdningsmedie, dvs. fra 1920'erne til 1950'erne.^[3]

Distributionsselskaberne dominerer

I 1950'erne blev tv for alvor et massemedie og biograferne dermed tilsvarende mindre dominerende, hvilket førte til opløsningen af studiesystemet. I USA skete dette også som følge af offentlige indgreb, der for at styrke konkurrencen krævede, at biografdrift og filmproduktion blev adskilt i selvstændige virksomheder. Ændringen medførte, at distributionsleddet blev langt vigtigere, da såvel filmproducenterne som de store biografer nu blev afhængige af distributørerne for henholdsvis at få deres film solgt og at få mulighed for at købe film til fremvisning. Derfor flyttede de største produktionsselskaber hovedvægten over på produktion. I USA gjaldt det selskaber som Warner Bros., Paramount Pictures, Columbia Pictures, Universal Pictures, MGM, United Artists og Walt Disney. De producerede et beskedent antal storfilm, og ved samtidig at delfinansiere andre producenters film kunne de styre en stor del af produktionen. Via rettighederne til de vigtigste film var de samtidig i stand til at sætte betingelserne for biografernes filmfremvisninger.^[3]

Grænserne mellem film- og tv-produktion udviskes

Da fjernsynet fik sit gennembrud, var der fortsat rent teknisk ret stor forskel på produktionen af biograffilm og udsendelser beregnet til tv, hvis kornede og nærmest kvadratiske billede var uegnet til visning af film, fremstillet til det store lærred, i høj kvalitet. Derfor var tv- og filmproduktion fortsat ret adskilt i mange år, men i nutiden, hvor både optagelse og fremvisning er digital, er denne forskel nærmest udvisket, sådan at biografer, fjernsyn, internettet og dvd/blu-ray fungerer som distributionskanaler for de samme produkter.^[3]

Danmark

I Danmark er filmdistributørerne i høj grad også filmimportører. En væsentlig del af deres arbejde er at vælge og fravælge blandt de flere tusinde film, der produceres verden over hvert år. Ca. 200 film finder vej til de danske biografer hvert år, og distributørerne bestemmer dermed i meget høj grad, hvilke film de danske biografgængere får adgang til at se. De danske filmdistributører består både af større aktører som f.eks. SF Studios og mindre, ofte mere arthouse-prægede virksomheder som Camera Film, der tilhører samme koncern som biografen Grand Teatret i København. Filmdistributørernes valg er præget af en blanding af, hvilke film de regner med at kunne tjene penge på, og i et vist omfang også et ønske om at gøre smalle, særlige kunstnerisk gode film, der eksempelvis bliver rost på de store filmfestivaler, tilgængelige for et dansk publikum, selvom de formodes at sælge ret få billetter.^[4]

"Foreningen af filmudlejere i Danmark" (FAFID) er en brancheorganisation for filmdistributører. FAFID's hjemmeside har blandt andet en liste over filmudlejere (også virksomheder, der ikke er medlemmer af FAFID) og en liste over biograffilm med deres premieredato, filmdistributør, genre og antal filmkopier.^[5]

Fire dominerende distributører

Ifølge en gennemgang foretaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i 2016 havde FAFID følgende seks medlemmer, hvoraf de fire første samtidig var de største filmdistributører i Danmark. De fire stod alene for tilsammen 92 % af markedet for filmdistribution i 2014:^[2]

• SF Film A/S - ejet af den svenske mediekoncern Bonnier - distribuerer egenproducerede film og har desuden eneret for Danmark til at distribuere film fra Hollywood-producenterne 20th Century Fox og Warner Bros. Havde en markedsandel på 39 % i 2014
• Nordisk Film Distribution A/S - ejet af Egmontkoncernen - distribuerer egenproducerede film og film produceret af uafhængige producenter. Har derudover eneret for Danmark til at distribuere film produceret af Hollywood-producenten Dreamworks. Havde en markedsandel på 25 % i 2014
• United International Pictures ApS (UIP) - en del af det internationale selskab United International Pictures, der har hjemsted i London og er ejet af Paramount Pictures og Universal Pictures. Har eneret for Danmark til at distribuere film fra Paramount Pictures, Universal Pictures og Sony Pictures, og distribuerer også film fra uafhængige producenter. Havde en markedsandel på 20 % i 2014.
• The Walt Disney Company ApS - ejet af Walt Disney koncernen, har eneret for Danmark til at distribuere film fra Walt Disney Studios Motion Pictures. Havde en markedsandel på 8 % i 2014.
• Scanbox Entertainment Denmark A/S
• Camera Film

FAFID bemærkede dog i en kommentar til undersøgelsen, at de enkelte distributørers markedsandel kan variere stærkt fra år til år, fordi det afhænger meget af, hvilke spillefilm der er tilgængelige og bliver succeser i det pågældende år.^[2]

Brancheanalyse

I en økonomisk analyse fra 2018 af den danske spillefilmbranches værdikæde blev branchen opdelt i fire led:^[1]

1. "Underskoven", der består af diverse personer og små firmaer, som er underleverandører til producenterne, f.eks. castere, skuespillere, fotografer, animation osv.
2. Produktionsselskaber - de virksomheder, der producerer spillefilmene
3. Distribution - distributionsselskaberne
4. Visning - biografer, streaming, tv, DVD/Bluray osv.

Analysen omfattede alle danske spillefilm med premiere i perioden 2010-2016. Ifølge analysen tilfaldt 19 % af filmbranchens samlede bruttoindtjening i perioden distributionsleddet. Produktionsselskaberne stod for 52 % af den samlede bruttoindtjening, mens biograferne stod for 25 % og underskoven ca. 4 %.

Analysen identificerede 11 distributører af danskproducerede spillefilm, hvoraf de to største var Nordisk Filmdistribution, som stod for distributionen af 42 danske spillefilm, og Scanbox Entertainment, som stod for at distribuere 16 af de i alt 123 danske spillefilm, der indgik i analysen.^[1]