Grokipedia
From Wikipedia, the free encyclopedia
Remove ads
Grokipedia er et engelsksproget online leksikon drevet af kunstig intelligens (AI) udviklet af xAI, et AI-firma grundlagt af Elon Musk. Grokipedia blev lanceret den 27. oktober 2025.[1][2] I november 2025 havde siden lidt over 1 million AI-genererede artikler.[3]
Indlæg oprettes og redigeres af Elon Musks sprogmodel Grok.[1] Brugere af Grokipedia kan ikke selv redigere i artiklerne, omend de kan foreslå ændringer via en pop-up-formular.[4]
Mange artikler er stærkt inspireret af tilsvarende artikler fra den engelske Wikipedia, og en række artikler er blevet kopieret næsten ordret derfra.[5][6] Artiklerne på Grokipedia oplyser, at de har været "faktachecket af Grok".[7][5] Musk har udtalt, at Grokipedia skulle være et alternativ til Wikipedia, som skulle "udrense propagandaen" i sidstnævnte.[1] Ifølge New York Times går sprogmodellen Grok dog højere op i at give konservative svar, der passer til Musks egne holdninger, end at være sandhedssøgende.[8]
Remove ads
Historie
Annoncering af ideen
I september 2025 annoncerede Musk, at xAI var ved at bygge et nyt AI-genereret online-leksikon, der skulle kaldes Grokipedia, mens han samtidig kritiserede den engelsksprogede Wikipedia for at have en ideologisk bias.[9][10] Projektet blev foreslået og navngivet af David O. Sacks, præsident Donald Trumps AI-ekspert, på en podcast-konference tidligere samme måned.[11] Ifølge Musks annoncering skulle det nye leksikon være en AI-drevet vidensbase designet til at konkurrere med Wikipedia ved at adressere dennes påståede bias, fejl og ideologiske vinkler.[12][13] Gizmodo sammenlignede planen med Conservapedia-projektet fra 2006.[14]
Den 6. oktober 2025 meddelte Musk, at den tidlige betaversion af Grokipedia var planlagt til udgivelse senere samme måned.[15][16] Projektet blev kortvarigt udskudt i oktober for at løse problemer med indholdskvaliteten.[1]
Lancering
Grokipedia blev lanceret den 27. oktober 2025 på grokipedia.com med omkring 900.000 artikler.[17] Til sammenligning var der over 7 millioner engelsksprogede artikler på Wikipedia.[7] Nogle Grokipedia-artikler er næsten identiske med de tilsvarende Wikipedia-opslag, men formatet af Grokipedia-citater er anderledes.[18] Webstedet angav, at det var en tidlig "0.1"-version,[5] og oplevede et kortvarigt nedbrud kort efter lanceringen.[19]
Remove ads
Modtagelse

Modtagelsen af Grokipedia efter lanceringen var blandet. Nogle iagttagere satte spørgsmålstegn ved Grokipedias neutralitet på grund af AI's potentiale til at afspejle skabernes bias.[20] Kritikere har fremhævet indlæg, der fremmer højreekstreme perspektiver eller favoriserer Musks synspunkter.[21] Grokipedia har også modtaget kritik for fuldstændigt at stole på AI. Forbes kritiserede, at "mens den crowdsourcede online-encyklopædi Wikipedia bruger menneskelige forfattere og redaktører, er Musks alternativ udelukkende sammensat af artikler genereret og "faktatjekket" af xAI's Grok." Yderligere kritiserede mediet, at "nogle artikler om Grokipedia, såsom dem om PlayStation 5, bilproducenten Lamborghini og chipproducenten AMD, syntes at være næsten identiske kopier af de tilsvarende Wikipedia-artikler."[22]
Faktuelle fejl
Efter den offentlige lancering af Grokipedia blev den kritiseret for at offentliggøre forskellige falske oplysninger.[23] Teknologi-nyhedssiden The Verge fremhævede flere eksempler på artikler, der legitimerer ideer og konspirationsteorier, der går imod videnskabelig konsensus, og pegede på emner som vacciner og autisme, COVID-19, race og intelligens samt klimaforandringer.[24]
Matteo Wong bemærkede i The Atlantic, at Grokipedia fremstiller en konspirationsteori om hvidt folkedrab som en virkelig begivenhed, der finder sted. Business Standard beskyldte Grokipedias sider for at validere afkræftede konspirationsteorier som det såkaldte Pizzagate fra 2016.[25] Den britiske historiker Richard J. Evans afrapporterede flere falske udsagn i Grokipedia-artiklen om ham selv.[26]
Flere medier gjorde opmærksom på, at der er en række faktuelle problemer med Grokipedias sider om emner relateret til LGBTQ+-problemer. Det amerikanske netmedie Wired rapporterede, at "Den nye AI-drevne Wikipedia-konkurrent hævder faktuelt forkert, at pornografi forværrede AIDS-epidemien, og at sociale medier muligvis er drivkraften bag en stigning i antallet af transkønnede".[27] LGBTQ Nation fremhævede en Grokipedia-artikel om "HIV/AIDS-skepsis", der hævdede, at der er legitim videnskabelig skepsis overfor, om HIV skulle forårsage AIDS.[28]
Beskyldninger om skævvridning
I retning af Elon Musks personlige synspunkter
Artikler relateret til emner, som Musk har udtalt sig offentligt om, virker til at stemme overens med Musks personlige synspunkter om emnerne, således kønsidentiteter, Tesla, Neuralink og den tidligere Twitter-direktør Parag Agrawal.[29] Time magazine skrev, at Grokipedia-artiklen om Musk nogle gange "beskriver ham i henrykte vendinger, mens den nedtoner eller endda udelader flere af hans kontroverser". Magasinet tilføjede, at "Grokipedia indeholder mere detaljerede beskrivelser af Musks synspunkter, herunder ideen om en "woke mind-virus", som Musk hævdede "dræbte" hans fremmedgjorte transkønnede datter, men som er i live." Mediet kritiserede også afsnittet om Musks helbred og livsstil for at inkludere detaljerede personlige oplysninger om hans daglige rutiner, som normalt ikke findes i et leksikon.[30] Artiklen beskrev samtidig Musks egne projekter i rosende vendinger.[31] Futurism rapporterede, at Grokipedia-artiklen om Tesla Cybertruck indeholdt sprog, der promoverede Cybertruck og kritiserede mediedækningen af den og Tesla.[32]
David Swan fra The Sydney Morning Herald skrev, at Musks ideologiske skævvridning på Grokipedia er mindre bekymrende i sig selv end det faktum, at oprettelsen af Grokipedia har vist, hvor let det er at gennemføre noget sådant i stor skala. Han tilføjede, at "Andre milliardærer og autoritære regimer ser på."[33]
I retning af højreorienterede synspunkter
En række kommentatorer har anført, at Grokipedia har en højreorienteret bias. The Business Standard har bemærket, at anmeldere finder, at avisen beskriver "omstridte sociale og politiske spørgsmål gennem et højreorienteret perspektiv, der afspejler Musks personlige synspunkter". Nogle sider er således blevet beskyldt for at hvidvaske ekstremisme. Matteo Wong bemærkede i The Atlantic, hvordan Grokipedia-artiklen om Adolf Hitler fremhæver Hitlers "hurtige økonomiske resultater" over begivenheder som Holocaust. Wong fremfører også, at Grokipedia gentagne gange citerer den officielle russiske webside Kremlin.ru i sin artikel om den russiske invasion af Ukraine i 2022.[34] Meduza sammenlignede Grokipedias dækning med den Kreml-tilknyttede Ruwiki og fandt, at Grokipedias behandling af den russisk-ukrainske krig var mindre åbenlyst propagandistisk end Ruwikis, selvom den gav " russiske propaganda- bidder" en gunstigere behandling, end Wikipedia gjorde. I omtalen af Vladimir Putin var Grokipedias dækning mindre eftersnakkende end Ruwikis, men udelod stadig bemærkelsesværdige negative oplysninger om ham. Meduza bemærkede, at Grokipedia også udelader omtale af skandaler omkring Donald Trump, såsom hans forhold til Jeffrey Epstein.[35] Det Texas-baserede nyhedssite Chron bemærkede, at Grokipedias artikler ofte understøttede deres påstande ved at citere "republikanske bloggere og interessegrupper fra Texas", og at Grokipedias dækning af Texas' historie havde en tendens til at minimere slaveriets rolle.[36] PinkNews bemærkede, at emner relateret til LGBTQ+ -spørgsmål "frames gennem en højreorienteret lense " og i nogle tilfælde spredte direkte misinformation."[37] Agence France-Presse beskrev adskillige højreorienterede personligheder, som roste websiden, herunder den russiske højreekstreme[38][39] filosof Aleksander Dugin, der komplimenterede Grokipedia-artiklen om ham og sagde, at den var bedre end hans artikel på Wikipedia.[40]
Svar fra medlemmer af Wikimedia-fællesskabet
En talsperson for Wikimedia Foundation kommenterede, at "Wikipedias viden er – og altid vil være – menneskelig." [...] Denne menneskeskabte viden er det, som AI-virksomheder bruger til at generere indhold; selv Grokipedia har brug for Wikipedia for at eksistere."[41][42]
Wikipedias medstifter, Jimmy Wales, kommenterede, at brugen af store sprogmodeller ville medføre, at Grokipedia ville indeholde "massive fejl".[43] Larry Sanger, medstifter og kendt kritiker af Wikipedia, bemærkede, at Grokipedia-artiklen om ham selv indeholdt såvel korrekt indhold, der ikke fandtes i den tilsvarende Wikipedia-artikel, som hallucinerede fejl.[44]
Remove ads
Kilder
Eksterne henvisninger
Wikiwand - on
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Remove ads