Grundfos
From Wikipedia, the free encyclopedia
Remove ads
Grundfos er en danskejet international virksomhed, der med en andel på omkring 50 % af verdensmarkedet inden for cirkulationspumper er verdens største producent af pumper.[2] Hovedsædet er beliggende i Bjerringbro ved Viborg i Viborg Kommune. Grundfos omsætter for 29,733 mia. kr. (2021) og beskæftiger 20.154 medarbejdere over hele verden, fordelt på mere end 80 selskaber i 45 lande.
Årligt produceres over 16 mio. enheder. Virksomhedens væsentligste produktgrupper er cirkulationspumper, dykpumper og centrifugalpumper. Inden for disse produktgrupper dækker Grundfos omkring halvdelen af verdensmarkedet.
Grundfos blev grundlagt i 1945 af Poul Due Jensen under navnet Bjerringbro Pressestøberi og Maskinfabrik. I 1967 skiftede firmaet navn til Grundfos. Poul Due Jensens Fond blev etableret som selvstændig erhvervsdrivende fond i 1975, og den ejer i dag 87,6 % af virksomheden, medarbejderne 1,8 % og stifterens familie de resterende 10,6 % af Grundfos Holdning.[3] Fondens formål er at konsolidere og udbygge det økonomiske fundament for Grundfos-gruppens fortsatte udvikling. Fundatsen fastslår således, at fondens udbytte udelukkende må anvendes til geninvestering i Grundfos-selskaberne. Grundfos Holdning er hovedaktionær i alle Grundfos-selskaberne.
De danske selskaber i koncernen er salgsselskabet Grundfos DK A/S, produktionsvirksomheden Grundfos A/S og Grundfos GMA (Grundfos Management). Størstedelen af aktiviteterne foregår i Bjerringbro, men selskabet har også afdelinger i Aalestrup, Langå, Årslev, Brøndby og Farum.
Poul Due Jensens søn, Niels Due Jensen, overtog posten som koncernchef for Grundfos i 1978 og fungerede fra 2003 til 2011 som koncernbestyrelsesformand. Carsten Bjerg overtog jobbet som koncernchef i marts 2007, efter forgængeren Jens Jørgen Madsen, og har fungeret som sådan indtil foråret 2014. Fra 1. august 2014 til slutningen af 2020 var Mads Nipper koncerndirektør i Grundfos, inden han skiftede til Ørsted. Poul Due Jensen, søn af Niels Due Jensen og barnebarn af grundlæggeren Poul Due Jensen, overtog som koncerndirektør efter Mads Nipper pr. 1. januar 2021.
Remove ads
Referencer
Eksterne henvisninger
Wikiwand - on
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Remove ads