Havstabel

En havstabel eller blot stabel er en geologisk landskabsform bestående af en stejl og ofte lodret søjle eller flere søjler af klippe i havet nær en kyst, dannet ved bølgeerosion.^[1] Havstabler dannes over tid af vind og vand gennem kystgeomorfologiske processer.^[2] De opstår, når en del af et forbjerg eroderes af hydraulisk påvirkning, dvs. kraften fra havet eller vand, der slår mod klippen. Vandets kraft svækker sprækker i forbjerget, hvilket senere får dem til at kollapse og danne fritstående søjler.^[3] I nogle tilfælde dannes endda en lille ø.

Havstablerne ved The Twelve Apostles i Victoria, Australien.

Uden konstant påvirkning af vand kan havstabel også dannes, når en naturlig klippebue kollapser under tyngdekraften som følge af subaerielle]] processer såsom vinderosion. Erosionen får buen til at styrte sammen og efterlader en søjle af hård klippe stående et stykke fra kysten — havstablen. Med tiden vil fortsat erosion få havstablen til at kollapse og efterlade en stump. Havstabler kan udgøre vigtige ynglepladser for havfugle,^[4] og mange er populære mål for klippeklatring, især i Irland.^[5]

Isolerede, stejlsidede, klippefyldte oceaniske småøer, typisk af vulkansk oprindelse, omtales også løst som ”søjler” eller ”vulkanske søjler”.

Dannelse

Downpatrick Head Dún Briste, County Mayo, Irland. Tydelige horisontale lag er synlige og blotlægger 350 millioner års geologisk historie.^[6]

Havstabler dannes typisk i horisontalt lagdelte sedimentære eller vulkanske bjergarter, især i kalkstensklipper. Den middelhøje hårdhed i disse bjergarter giver en moderat modstandsdygtighed over for abrasiv og attritiv erosion. Et mere modstandsdygtigt lag kan danne en dæksten. (Klippekyster med svagere bjergarter, såsom lersten eller stærkt opsprækket klippe, har tendens til at skride og erodere for hurtigt til at danne havstabler, mens hårdere bjergarter som granit eroderer på andre måder.)^[7]

Dannelsesprocessen begynder som regel, når havet angriber svaghedszoner, såsom stejle sprækker eller små forkastningszoner i en klippekyst. Disse sprækker bliver gradvist større og udvikler sig til huler. Hvis en hule gennembryder et forbjerget, dannes en bue. Yderligere erosion får buen til at kollapse og efterlader en søjle af hård klippe stående et stykke fra kysten — havstablen. Til sidst vil erosionen få stablentil at styrte sammen og efterlade en stump. Denne stump danner som regel en lille klippeø, der er lav nok til at blive overskyllet ved højvande.

Se også

• Ball's Pyramid, verdens højeste havstabel
• Rauk