Keld Heick
dansk sanger og sangskriver From Wikipedia, the free encyclopedia
Remove ads
Keld Arne Heick (født 24. februar 1946 på Frederiksberg) er en dansk sanger, komponist, sangtekstforfatter og guitarist.[1]
I 1966 grundlagde han orkestret The Donkeys (senere kendt som Keld & The Donkeys), der spillede pigtrådsmusik. Keld & The Donkeys fik deres folkelige gennembrud med dansktop-hits som "Ved landsbyens gadekær" (1966) og "Vi skal gå hånd i hånd" (1968). Keld & The Donkeys spillede deres sidste koncert nytårsaften 1980.[2]
Sammen med sin kone Hilda Heick har han siden 1981 turneret landet rundt med tusindvis af optrædener.[3] Allerede i 1976 indspillede de sangen "Do You Speak English", som var Hildas debut som sangerinde, men først den 6. februar 1981 spillede de første gang sammen på Pejsegården i Brædstrup.[4] De har en lang række pladeindspilninger bag sig og har også optrådt sammen i revy. Keld & Hilda har deltaget fire gange ved Dansk Melodi Grand Prix, senest i 1992 da duoen deltog sammen med gruppen Sweethearts under navnet Sweet Keld & The Hilda Hearts med sangen "Det vil vi da blæse på".[5] Keld & Hilda Heick har modtaget to danske Grammy'er for Årets dansktop udgivelse, for Lige i øjet (1994) og Hatten af (1995).[6]
I årene 1993–98 var parret chef for Nykøbing Falster Revyen.[7]
Keld Heick var i perioden 1998–2002 vært på DR1-programmet Musikbutikken, der ved sin nedlæggelse omkring 600.000 ugentlige seere.[6][8]
Som sangskriver har Keld Heick skrevet adskillige tekster inden for dansktop- og schlagergenren, oftest oversættelser af svenske og tyske sange.[9] Han har ifølge Koda registreret mere end 933 værker.[10] Selv mener Keld Heick, at han har skrevet "et godt stykke over 2000" sangtekster.[6] Han regnes for én af de mest flittige danske sangtekstforfattere sammen med Fini Jaworski og afdøde Thøger Olesen.[11] Keld Heick har vundet det danske Melodi Grand Prix ni gange som sangskriver; første gang i 1979 med Tommy Seebachs "Disco Tango", og senest i 1996 med Martin Loft og Dorthe Andersens "Kun med dig", som samtidig blev Heicks sidste bidrag til Grand Prix'et.[10] Han har desuden været vært ved Grand Prix'et i 1993, 1999 og 2001.
Keld Heick blev uddannet folkeskolelærer i 1969 på Zahles Seminarium. Keld og Hilda Heick blev gift den 24. august 1968.[12] I folkeskolen gik de i 2. og 3. klasse sammen, og mødte senere hinanden i teenageårene hvor de blev kærester i 1961.[6][13] Sammen har de datteren Annette Heick, født 1971, der er skuespiller, sanger og vært for en række tv-programmer.
Remove ads
Dansk Melodi Grand Prix
Da Danmarks Radio i 1978 relancerede Dansk Melodi Grand Prix efter en pause på 12 år, startede en epoke for Keld Heick med mange år med tilknytning til showet. Allerede i 1978 var han med som tekstforfatter på Grethe Ingmanns "Eventyr" og det blev begyndelsen på en lang række medvirkener som både tekstforfatter, deltager og endog vært for Grand Prix'et i 1993 ,1999 og 2001.
Medvirken i Dansk Melodi Grand Prix
Remove ads
Kilder
Eksterne henvisninger
Wikiwand - on
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Remove ads