Misery lit

Misery-litteratur – også kaldet misery lit, misery porn, misery memoirs eller trauma porn – er en litterær genre, der kredser om traumer, psykisk og fysisk misbrug, fattigdom eller andre drænende prøvelser, som hovedpersonerne – eller angiveligt forfatteren i tilfælde af erindringer – har gennemlevet. Værker i genren begynder typisk – men ikke altid – med barndommen og beskriver ofte mishandling, fysisk eller seksuelt misbrug eller forsømmelse, udført af en voksen autoritetsfigur, typisk en forælder eller værge. Fortællingerne kulminerer som regel i en form for følelsesmæssig forløsning, genoprettelse eller flugt fra den vanskelige situation, og de er ofte skrevet i første person.^{[1] [2]}

Kritikere peger på A Child Called "It" (1995) af amerikaneren Dave Pelzer som starten på genren. I denne erindringsbog beskriver Pelzer det misbrug, han hævder at have lidt under sin alkoholiserede mor, og de to efterfølgende bøger fortsætter hans historie. Pelzers tre bøger – alle genopretningsfortællinger om hans barndom – skabte stor kontrovers, blandt andet omkring sandhedsværdien af hans påstande. Samlet tilbragte bøgerne 448 uger på New York Times’ liste over bedst sælgende paperback-nonfiktion, men Pelzer har selv erkendt at have købt og videresolgt mange tusinde eksemplarer.^{[3] [4]}

Et par svenske eksempler inden for denne genre er Felicia forsvandt af Felicia Feldt^[5] og Det du ikke så af Patrik Sjöberg.^[6] Et dansk eksempel er Katherine Diez’ I egen barm (2024).^[7]

Navngivning og kritik

Betegnelsen traumapornografi (eller traumaporn) henviser primært til en form for litterær fortælling, der fremhæver negative eller smertefulde oplevelser. Navnet relaterer til fokuseringen på et oplevet (psykisk) traume og udnyttelsen af dette fokus^[8], på samme måde som pornografi ofte anses for at fokusere på sårbarhed og magtforskelle som en del af sin virkning. Fokuseringen på oplevede traumer ses nogle gange som beslægtet med en offerrolle eller offermentalitet. Også betegnelsen misery lit anses for at være en værdiladet og nedsættende betegnelse.^[1] Genren kan i visse tilfælde have et indhold, der også overlapper med stilarter som erotisk romantik eller generationsroman.^[9] Journalistiske beskrivelser af sexindustrien, der lægger vægt på menneskers traumatiske baggrund, kan ligeledes betegnes som traumapornografi.^[10]

Nogle af genrens forfattere har sagt, at skrivningen har hjulpet dem med at bearbejde egne traumatiske minder, og at bøgerne også er skrevet for at hjælpe læserne med at gøre det samme.^[11] Visse læsere af denne type litteratur mener, at genrens popularitet afspejler en voksende kulturel vilje til at tage fat på følsomme emner – ikke mindst seksuelle overgreb mod børn – som tidligere er blevet ignoreret eller fortiet.^[12]

Genren har dog mødt kritik i forbindelse med diskussioner om “falske minder”^[12] og et næsten voyeuristisk læserinteresse for fortællinger, der afslører private og intime forhold.^[11] I The Times har Carol Sarler hævdet, at genrens popularitet peger på en samtid, der både forfærdes over og fascineres af fortællinger om pædofili. Andre kritikere har ligeledes beskrevet genrens tiltrækningskraft som en kombination af moralsk indignation og pirrende indhold.^[2]

Litterære bedrag

Misery-litteratur har vist sig at være en populær genre for litterære bedrag, hvor forfattere hævder at afsløre smertefulde oplevelser fra deres eget liv.

Et tidligt eksempel på dette er bogen Awful Disclosures of Maria Monk, or, The Hidden Secrets of a Nun's Life in a Convent Exposed fra 1836 af Maria Monk, som påstod at fortælle om misbrug, hun havde lidt i et nonnekloster. Bogen var en opdigtning og indeholdt flere faktuelle fejl, men blev alligevel en læst bestseller i flere årtier, da den udnyttede anti-katolske følelser i USA.^[13]

Holocaust har også været genstand for flere bemærkelsesværdige litterære bedrag, hvor forfattere enten falsk hævder at have oplevet det, eller var overlevende, men forfalskede deres oplevelser. Eksempler på sådanne bedrag inkluderer The Painted Bird (1965) af Jerzy Kosinski^[14], Fragments: Memories of a Wartime Childhood (1995) af Binjamin Wilkomirski^[15], Misha: A Mémoire of the Holocaust Years (1997) af Misha Defonseca^[16] og Angel at the Fence af Herman Rosenblat (planlagt udgivet i 2009, men udgivelsen blev aflyst).^[17]

To værker, der udløste moralske panikker i USA, er Sybil (1973) af Flora Rheta Schreiber og Michelle Remembers (1980) af Lawrence Pazder. Sybil fortæller “den sande historie” om en kvinde med multipel personlighedsforstyrrelse (nu kendt som dissociativ identitetsforstyrrelse) og psykoanalytikeren Cornelia B. Wilbur, som “helbreder” hende. Både Sybil og Michelle Remembers fremmede idéen om undertrykte minder og glemte barndomstraumer. Sybil blev også filmatiseret til tv, og efter både bog og film steg diagnoser af multipel personlighedsforstyrrelse^{[18] [19]}, mens Michelle Remembers blev udgangspunktet for Satanistpanikken.^{[20] [21]}Sandhedsværdien af begge værker er siden blevet bestridt. Journalisten Debbie Nathan beskriver i bogen Sybil Exposed, hvordan psykoanalytiker Wilbur, Shirley Mason (den virkelige person bag Sybil) og forfatteren Schreiber delvist bevidst, delvist under selvbedrag, udførte en manipulation for at sælge bøger, film og andre produkter gennem en sensationel historie.^[22]

Den amerikanske forfatter Laurel Rose Willson har udgivet sig for både at være offer for satanisk ritualmisbrug og Holocaust-overlever. Hun skrev bogen Satan's Underground (1988) under pseudonymet Lauren Stratford. Efter at være blevet afsløret begyndte hun at udgive sig for at være koncentrationslejr-overleveren Laura Grabowski og samarbejdede med en anden bedrager, Binjamin Wilkomirski. Som Stratford skrev hun også en “selvbiografi” kaldet Stripped Naked, om hendes multipel personlighedsforstyrrelse.^{[23] [24] [25] [26]}

Andre, nyere erindringsbøger, der fortæller om barndommens lidelser som følge af forældremisbrug, stofmisbrug, sygdom og lignende, er blevet afsløret som bedrag. Blandt disse er Spørg bare Alice (Go Ask Alice, 1971) af Beatrice Sparks, A Rock and a Hard Place: One Boy's Triumphant Story (1993) af Anthony Godby Johnson, The Heart Is Deceitful Above All Things (2001) af "JT LeRoy", Kathy's Story (2005) af Kathy O'Beirne^[27] og Love and Consequences (2008) af Margaret Seltzer.

Nogle erindringer om lidelse har indeholdt elementer af både sandhed og fiktion. Eksempler inkluderer I, Rigoberta Menchú (1983) af Rigoberta Menchú^[28], en bog der indbragte Menchú Nobels Fredspris i 1992, og A Million Little Pieces (2003) af James Frey. Sidstnævnte blev oprindeligt markedsført som non-fiktion og skabte betydelig kontrovers, da det blev afsløret, at store dele af bogen var opdigtet.^[29]