Sapfo

Sapfo eller Sappho (født ca. 630-612 f.Kr., død ca. 570 f.Kr.) er oldtidens mest kendte kvindelige digter og en af de ni kanoniske græske lyrikere. Hun levede på øen Lesbos og digtede på den æoliske dialekt. En del af hendes digte handler om kærlighed til kvinder, og Sapfos digtning på øen Lesbos har derfor lagt navn til den lesbiske kærlighed.

"Sappho" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Sappho, se Sappho (flertydig).

Sapfo
Personlig information
Født	600-tallet f.v.t. Lesbos, Grækenland
Død	570 f.v.t. Lefkas, Grækenland
Bopæl	Lesbos (til 610 f.v.t.) Mytilene[1] (fra 595 f.v.t.) Syrakus (610 f.v.t.-595 f.v.t.)
Søskende	Charaxus
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Forfatter, komponist, forfatter, digter
Fagområde	Poesi
Kendte værker	Fragment 31, Ode til Afrodite
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Liv

Sapfo som Gustav Klimt tænkte sig hende.

Senere kilder fortæller adskillige detaljer om Sapfos liv, men det er uvist, hvor meget der er ægte, og hvor meget der beror på videredigtninger af oplysninger fundet i hendes digte.

Hun skal tilhøre en gammel mytilensk adelsfamilie, men måtte flygte til Sicilien af politiske grunde. Ca. 591 f.Kr. vendte hun tilbage til Lesbos og dannede en skole for unge piger, som hun underviste i musik og dans.

Det byzantinske leksikon Suda oplyser, at Sapfo var gift med en handelsmand ved navn Kerkylas, med hvem hun fik datteren Kleis. Suda fortæller også, at hun havde tre veninder Atthis, Telesippa og Megara, "som hun blev beskyldt for at nære en skændig kærlighed til".

En anden tradition fortæller, at hun var ulykkelig forelsket i færgemanden Phaon og til sidst tog livet af sig selv ved at kaste sig ud fra en klippe. Ovid har skrevet et digt, der skal forestille et kærlighedsbrev fra Sapfo til Phaon.^[2]

I hendes egne digte er hendes navn skrevet Psapfō (Ψάπφω)

Digtning

Sapfo og Alkaios fra Mytilene, som Lawrence Alma-Tadema tænkte sig dem.

Sapfo som Enrique Simonet tænkte sig hende.

Papyrus med et nyopdaget Sapfo-digt (Altes Museum, Berlin).

I antikken kendte man ni bøger (dvs. bogruller) med digte af Sapfo. Det meste er imidlertid gået tabt og kendes kun som fragmenter i egyptiske papyri eller citater hos senere forfattere. Det drejer sig om hymner, bryllupsdigte og kærlighedsdigte.

Sapfo er antikkens vigtigste kvindelige forfatter, berømt for sin klare og udtryksfulde sprog. I et epigram tilskrevet Platon bliver hun ligefrem kaldt for den tiende muse. Den romerske digter Catul gav sin elskerinde pseudonymet Lesbia med henvisning til Sapfo og forfattede en gendigtning af ét af Sapfos digte.^[3] Horats tog ligeledes Sapfo som et af sine forbilleder.

Det sapfiske vers er opkaldt efter Sapfo, fordi hun havde en forkærlighed for denne verseform.

Hun regnes for sammen med sin samtidige Alkaios at have grundlagt jeg-lyrikken som kunstart, som i digtet "Midnat":

Gået under er nu Selene,

Syvstjernen med; men midnat

er inde, og tiden går,

og her ligger jeg, alene.

Nerven i denne enkle, vemodige strofe ligger i ordet "men" (udeladt fra flere oversættelser), der markerer forskellen mellem de skiftende himmellegemer, der "går under", i kontrast til det Jeg, som vedvarer i sin ensomhed.^[4]

Fragment 1

Et af Sapfos digte er overleveret både fuldstændigt som citat hos Dionysios af Halikarnassos og tillige (mindre fuldstændigt) i en egyptisk papyrus. I oversættelse^[5] lyder det:

Afrodite på den kulørte trone,

Zeus' forslagne datter, jeg be’r dig, frue,

plag mig ikke med ubehageligheder

eller med sorger.

Nej, kom hid – hvis du da har hørt mig ellers

før i tiden, adlydt min fjerne stemme,

spændt din kærre for og forladt din faders

gyldne gemakker

for at ta’ herned; og du har ladt dig trække

af de smukke spurve der blafred' hurtigt

ned fra himlen tværs gennem atmosfæren

højt over jorden.

Med det samme var de på pletten, guddom,

og du smilte i dit udødelige ansigt,

spurgte hvad det nu var jeg fejled', hvad det

nu var jeg bad om,

hvad det nu var jeg i mit vanvid ville

skulle hænde. "Hvem skal jeg nu få til at

bli’ forelsket i dig? Hvem er det, Sapfo,

der gør dig uret?

Render hun sin vej, vil hun snart forfølge,

si'r hun nej til gaver, så skal hun give,

vil hun ikke elske, så skal hun elske

uden at ville."

Også denne gang skal du komme til mig,

red mig i de svare problemer, opfyld

hvad mit hjerte ønsker, og vær min egen

medsammensvorne.