Sikhisme

Sikhisme (udtale: [siˈkʰismə]; af punjabi ਸਿੱਖੀ) er en indisk religion, der er grundlagt i begyndelsen af 1500-tallet af Guru Nanak (1469-1539), som levede i det nordvestlige Indien. Det er den femtestørste organiserede religion i verden med omkring 25-30 millioner tilhængere, kaldt sikher.

Ordet "sikhisme" kommer af sanskrit-ordet "sikh", som kommer af roden "sisya", der betyder "discipel" eller "elev".^[1] Shikismen er en selvstændig religion, men den deler flere træk med hinduismen, f.eks. læren om reinkarnation og læren om karma.

Sikhismen har et ikke-antropomorfistisk Gudsbegreb, da en tilhænger kan forstå Gud som selve universet. Religionen taler for at stræbe efter frelse gennem disciplineret, personlig meditation over Guds navn og budskab.

Sikher skal følge de oplyste ti sikh-guruers lærdom og det hellige skrift Gurū Granth Sāhib.

I et sikh-skrift fra 1950 (Rehit Maryada) defineres en sikh som en person, der tror på Gud, på de ti guruer, på Guru Granth Sahib, på optagelsesceremonien til sikherne hellige broderskab (khalsa), og som ikke tror på nogen anden religion.^[2]

Sikhismen har i alt 25-30 mio. tilhængere i hele verden. Der er sikhsamfund i de fleste større indiske byer i det nordlige Indien. De fleste sikher lever i det nordvestlige Indien.^[3] Der findes dog sikhgrupper i mange andre lande, flest i USA, Storbritannien og Canada.

I Danmark findes der 1500-2000 sikher (i 2023). Der er to sikhtempler (gurdwaras) på Sjælland, hvor sikherne kan mødes. I Jylland mødes de fleste sikher i såkaldte kulturforeninger.^[4]

Historie

Guru Nanak

Guru Nanak (1469-1539). Et vægmaleri fra begyndelsen af 1800-tallet.

Guru Nanak (1469-1539), som blev født i byen Nankana Sahib i det nordvestlige Indien, var sikhismens grundlægger. Han var en åndelig lærer, mystiker og digter. Han blev født ind i en hinduistisk familie, men han brød tidligt med hinduismen som religion.

Nanak menes at have rejst vidt og bredt i Asien og undervist folk i budskabet om Ek Onkar (ੴ, 'Én Gud'), som bor i hver eneste af sine skabninger. Han prædikede lighed, broderlig kærlighed, godhed og dyd.

Udgangspunktet for hans lære var hinduismens bhaktilære og islams sufisme. Nanak var modstander af mange af sin tids religiøse skikke og overbevisninger. Han grundlagde traditionen for seva (frivilligt arbejde for menigheden) og langar (gratis mad til alle). I Indien, hvor den laveste kaste var "urørlig", og hvor hinduer og muslimer aldrig spiste sammen, var en sådan praksis helt ny.^[5]

Essensen i Sikh-læren blev af Nanak opsummeret således: "Realisering af Sandhed er højere end alt andet. Endnu højere er sandfærdig levevis".^[6]

De ti guruer

I Indien bruges betegnelsen guru om en respekteret, åndelig vejleder. I sikhismen bruges betegnelsen udelukkende om de ti personer, som opbyggede religionen, samt om helligskriftet Guru Granth Sahib. Den sidste guru er altså ikke et menneske, men en bog. Guruerne oplyser menneskene og bringer dem ud af deres åndelige mørke. De bringer Guds åbenbaring direkte til menneskene.^[7]

Inden sin død udpegede Nanak sin efterfølger, Angad (1504-1552), der dermed blev sikhismens anden guru. Kæden af guruer, der udnævnte deres efterfølger, fortsatte indtil den tiende guru, Gobind Singh (1666–1708), som i 1708 udnævnte helligskriftet Guru Granth Sahib til at være den ellevte og sidste guru.^[8]

De ti guruer:
Guru Nanak Dev (1469–1539)
Guru Angad Dev (1504–1552)
Guru Amar Das (1479–1574)
Guru Ram Das (1534 –1581)
Guru Arjan Dev (1563–1606)
Guru Hargobind (1595–1644)
Guru Har Rai (1630–1661)
Guru Har Krishan (1656–1664)
Guru Tegh Bahadur (1621–1675)
Guru Gobind Singh (1666–1708)

Under de ti guruer udviklede sikhismen sig gradvist. Som følge af fortsatte forfølgelser fra muslimer fik dele af bevægelsen efterhånden en militant karakter. Det kommer i dag til udtryk i en stærk nationalisme hos særlige mindre grupper, der kæmper for, at Punjab (en delstat i det nordvestlige Indien) kan blive en selvstændig sikh-stat med navnet Khalistan ("De renes land").

Guru Granth Sahib

Den sidste Guru er som sagt ikke et menneske, men en bog: Guru Granth Sahib. Det er sikhernes vigtigste helligskrift. Det betragtes som en evig guru. "Guru Granth Sahib" kan oversættes med "den evige bog, som er guruen".^[9] Den betragtes som essensen af sikhismen. Den er sikhernes vejviser til at nå Gud. Det er der, de søger efter svar. Bogen består af bønner og salmer. ^[10]

Lære

Harmandir Sahib, kaldt Det Gyldne Tempel, er sikherne vigtigste helligdom. Det ligger i byen Amritsar i det nordvestlige Indien. Det bliver hvert år besøgt af millioner af sikher.

Gudsbegrebet

Den første linje i Guru Granth Sahib lyder "Ek Onkar." Det oversættes oftest som "Gud er en". Sikhismen er altså en monoteistisk religion.^[11] "Ek Onkar" kan imidlertid også oversættes som "Alt er ét". Gud gennemstrømmer verden som den tråd, der forbinder det hele.^[12] Sikhismens Gudsopfattelse kan således karakteriseres som panenteisme: Gud er på én gang i verden (er immanent) og overskrider verden (er transcendent).^[13]

Ifølge sikhismen er Gud formløs, tidløs og usynlig. Gud er allestedsnærværende og uendelig.^[14] Sikher tror på, at før skabelsen var alt, hvad der eksisterede, Gud og hans hukam (vilje, ordre). Da Gud ville det, blev hele kosmos skabt.^[15]

Selv om en fuld forståelse af Gud ikke kan opnås af mennesker, er Gud ikke fuldstændig ukendelig. Gud er allestedsnærværende i alle skabelser og kan ses overalt af de vakte. Guru Nanak understregede, at Gud skal ses med et menneskes "indre øje", eller "hjerte". Man skal meditere for at komme fremad mod oplysning. Nanak understregede, at streng meditation består i en kommunikation mellem Gud og mennesker.

Gud har intet køn i sikhismen, selv om nogle oversættelser fejlagtigt præsenterer en Gud af hankøn.

Sikhismen er en inkluderende religion. Den afviser, at en bestemt religiøs tradition har monopol på den absolutte sandhed. Som følge heraf missionerer sikher ikke aktivt, selvom frivillige konvertitter normalt accepteres. Tilhængere af andre religioner anses ikke for at være fortabte. Alle religioner er veje til frelsen, understreger mange sikher, selv om de også har et ønske om at fremhæve det specielle ved deres egen religion.^[16]

Vejen til frelse

Sikherne tror, at sjælen er udødelig, og at den stræber efter at blive forenet med Gud. De tror ikke, at der er en endegyldig destination som himlen eller helvede; men de tror på en åndelig forening med Gud, hvilket er frelsen.^[17]

De centrale forhindringer for at opnå frelse ("mukti") er sociale konflikter og en tilknytning til jordiske sysler, som forpligter mennesket til en cyklus af fødsel og død: Sikherne tror altså på reinkarnation.

Et centralt begreb er her karma ("handlinger der binder"). Menneskets handlinger binder det til at modtage en bestemt skæbne, eventuelt i et senere liv. Karma er ikke begrænset til fysiske handlinger, men også til tanker, tale, begær og følelser. Det er karma, der betinger, hvordan det næste liv vil blive.^[18]

Ikke desto mindre spiller Guds nåde også en rolle. Guru Nanak siger, at "kroppen fødes på grund af karma, men frelse opnås gennem nåde." ^[19]

At blive født ind i en sikh-familie er et tegn på en god karma, for i denne religion er der den bedste mulighed for at blive frelst. Døden er en afgørende mulighed for at blive forenet med Gud.

Māyā ("illusionen", "uvirkeligheden") er en vigtig hindring for sikhens stræben efter Gud og frelse. I kraft af maya distraheres man af jordlige tilknytninger, som kun giver en illusorisk tilfredsstillelse. Nanak understregede dog, at māyā ikke er en henvisning til verdens uvirkelighed, men til dens værdiers uvirkelighed. I sikhismen menes påvirkningerne af ego, vrede, grådighed, tilknytning og begær, kendt som pānj chor ("de fem tyve"), at være særligt ondartede. De, der er sårbare over for de fem tyve, lider den skæbne at blive adskilt fra Gud, og situationen kan kun afhjælpes med intens hengivenhed og meditation.^[20]

Endemålet er at frigøre sig fra mayas indflydelse og at erkende, at alle modsætninger er illusioner. Adskillelsen fra Gud skal også erkendes som en illusion. Man erkender den grundlæggende enhed i alt. Denne erkendelse kan ikke beskrives. Den skal erfares.^[21]

Nanak understregede, at ydre handlinger som ritualer, pilgrimsfærd, askese og overholdelse af ritualer var uden betydning for frelsen. Frelse kan kun opnås gennem hård og disciplineret hengivenhed til Gud. Hengivenheden skal finde sted i det indre: i hjertet og i ånden.

En central praksis, som bør følges, er nām simraṇ: mindet om det guddommelige navn. Man sidder i en korslagt stilling og fremsiger igen og igen Guds navn (som regel navnet "Waheguru").

Denne praksis bringer ro til sindet og giver mulighed for at koncentrere sig om Guds "billede" eller "kvaliteter". Man får mulighed for at "forbinde sig" med skaberen og "realisere" hans kvaliteter. Gentagelse af Guds navn vil give sikhen ydmyghed til at acceptere Guds vilje (hukam) og give frihed for tilknytning til det jordiske.

Nanaks ideal var den totale udsættelse af ens væsen for det guddommelige navn og en fuldstændig tilpasning til dharma (den guddommelige orden). Nanak beskrev resultatet af den disciplinerede anvendelse af nām simraṇ som en "vækst frem mod og ind i Gud".^[22]

Etik

Sikhismen tror på lighed mellem alle mennesker og afviser diskrimination på basis af religion, kaste og køn. Sikhismen tillægger heller ikke askese nogen betydning som et middel til at opnå frelse, men understreger vigtigheden af at leve sit liv som familieforsørger.

Sikhismen lægger i det hele taget stor vægt på det levede liv. I Guru Granth Sahib står der: "Højere end sandheden er sandfærdig levevis." De etiske fordringer er i høj grad sammenflettet med de religiøse forestillinger. Frelsen kan ikke nås uden socialt arbejde.^[23]

Der serveres et gratis måltid til alle, der besøger templet.

Her kommer begrebet seva ind i billedet. Ordet "seva" kan oversættes med "uselvisk arbejde". Det er arbejde og tjenester, der udføres til alles bedste. Seva skal udføres med rene hensigter - uden tanke på at få noget igen. Det kan f.eks. ske ved at udføre socialt hjælpearbejde, eller ved at give et gratis måltid til alle, der besøger et helligsted.^[24]

Seva er et praktisk udtryk for den tanke, at der er en enhed mellem Gud og alle mennesker. Gud er ikke adskilt fra sine skabninger, så ved at tjene mennesker tjener man Gud. Man kommer tættere på Gud, når man udøver seva.

Et kendt eksempel er fortællingen om Bhai Ghanya, der levede i 1600-tallet. Ifølge fortællingen gik Bhai Ghanya rundt på krigsmarken blandt de sårede og gav vand til både sikherne og deres fjender. Han blev ført frem for guruen for at blive dømt for forræderi. Over for guruen forklarede Bhai Ghanya, at han ikke så nogen fjender, men udelukkende så Gud i alle. Guruen blev så rørt, at han opfordrede ham til at fortsætte med at give vand til alle.^[25]

Sikhismens ydre former

Templet

Et tempel bliver i sikhismen kaldt en gurdwara ("indgangen til guruen"). Det er et sted for forsamling og tilbedelse. De mest kendte gurdwaraer findes i Amritsar, blandt andet Det Gyldne Tempel (Harmandir Sahib), sikhernes åndelige centrum, og Akal Takht, sikhernes politiske centrum.

I templet samles man for at lytte til oplæsninger fra helligskriftet Guru Granth Sahib. Templet er også bolig for et eksemplar af dette helligskrift, som har en værdighed som en guru. Derfor behandles det med en særlig respekt, f.eks. ved at man bøjer sig for det, så panden hviler på gulvet. Guru Granth Sahib er placeret på en takht (en forhøjet trone) i en fremtrædende central position.^[26]

Khalsa

Khalsa er betegnelsen for et særligt helligt broderskab blandt sikherne. Det er den kollektive betegnelse, som Guru Gobind Singh har givet til de sikher, der er blevet fuldt optaget i sikhismen. Både mænd og kvinder kan blive medlem af khalsaen. Ordet "khalsa" er arabisk og betyder "renhed".

Et khalsa-medlem skal bekende sig til Gud og de ti guruers lære. Som khalsa-medlem forpligter man sig til at leve et liv, som både på det ydre og det indre plan er styret af sikhismens lære, sådan som den findes i helligskriftet Guru Granth Sahib. Khalsaen kræver dermed mere af sine medlemmer end det, der forventes af de andre sikher. Ud over at følge nogle særlige regler kræves det, at man giver 10 % af sin månedlige indtægt til gode formål.^[27]

For alle medlemmer af khalsaen, også kvindelige medlemmer, kræves det, at de bærer de fem k´er. De kaldes sådan, fordi de alle begynder med bogstavet k på sproget punjabi. De fem k´er er:

1. Kes (eller kesh): Uklippet hår, da Gud har skabt mennesket med hår, som vokser til en vis længde.
2. Kangha: Kam til at holde det uklippede hår på plads.
3. Kacch: Bomuldsundershorts, som skal symbolisere seksuel mådehold.
4. Kirpan: Sværd, som i dag kan være lille og symbolsk, men som symboliserer, at man skal kæmpe for retfærdighed og for beskyttelse af de svage.
5. Kara: Armbånd af stål eller jern, et symbol på uendelighed og styrke og dermed et symbol på Gud.

De fem k´er er altså ydre, symbolske genstande, der adskiller sikher fra andre religioners tilhængere.^[28]

Optagelsesceremonien i khalsa

For at blive optaget i khalsaen skal man deltage i en ceremoni, der hedder ammrit sañcār (nektarceremoni). Under denne ceremoni omrøres sødet vand med et tveægget sværd, mens liturgiske bønner synges. Vandet ofres til den indviende sikh, som rituelt drikker den.^[29]

Den indviede sikh, som menes at være genfødt, omtales som Amritdhari eller Khalsa Sikh, mens de, der ikke er indviet eller døbt, omtales som Kesdhari eller Sahajdhari Sikhs. Mange sikher er altså ikke formelt og fuldt indviede, da de ikke gennemgår denne ceremoni. De nøjes med at holde sig til nogle af komponenterne i sikhismen.^[30]

Navngivningsceremonien

Ved et barns fødsel åbnes Guru Granth Sahib på et tilfældigt sted, og barnet navngives ved hjælp af det første bogstav i det øverste venstre hjørne af venstre side. Alle drenge får efternavnet Singh, og alle piger får efternavnet Kaur. Disse efternavne var engang titler, der blev tildelt, når man blev medlem af Khalsaen.^[31]

Kremeringsceremonien

I forbindelse med dødsfald bruger sikher i lighed med hinduer kremering (ligbrænding), men jordfæstelse er ikke forbudt. Liget vaskes og iføres ligklæde og de fem k'er. Hymner fra Adi Granth afsynges, og der fremsiges bønner. Derefter placeres båren på bålet, og liget brændes. Der afsluttes med en bøn. Asken fjernes derefter ved at nedsænke den i en flod. Efter alt dette kan en sidste ceremoni holdes i templet.

Deltagerne vasker sig ved hjemkomsten, og før de forlader den dødes familie, modtager de karah parshad, den hellige spise. Som regel foranstalter familien en total recitation af den hellige bog i løbet af de næste dage.^[32]

Turbanen

En sikh-pilgrim ved Det Gyldne Tempel i Amritsar.

Turbanen er et vigtigt ydre kendetegn for sikherne. Den er et identitetssymbol for dem. Turbanen minder dem om deres arv og deres rødder.^[33] Den er et symbol på deres religions særlige værdier: spiritualitet, retfærdighed, ligestilling og disciplin.

Da sikhismen opstod, var det kun herskere, der måtte bære turban. Guruerne understregede imidlertid, at en turban kan bæres af alle, for alle mennesker er deres egen herskere. Der er ingen, der står Gud nærmere end andre. Derved blev turbanen et symbol på selvrespekt og uafhængighed. Det er dog ikke alle sikher, der bærer turban.^[34]

Se også

• Hinduisme
• Islam