Stentoftenstenen

Stentoftenstenen (DR 357) er en runesten fundet på Sølvesborgs jord i Blekinge. Stenen står i våbenhuset ved Sølvesborg Kirke. Stentoftenstenen har den længste tekst, man kender på urnordisk (sproget før oldnordisk). Indskriften er dateret til omkring 500 – 700. Den er skrevet i ældre futhark og indeholder en forbandelsesformel.

Stentoftenstenen
Stentoftenstenen
Fundet	1830, evt. 1823
Fundsted	nord for Sölvesborg slotsruin
Område	Blekinge
Rejst	600–700
Højde	120 centimeter
Bredde	80 centimeter
Dybde	46 centimeter
Placering	Sölvesborg kirkes våbenhus
Stenart	Granit
Stil	Parallelordning
DK-nr.	Bl 3
DR-nummer	DR 357
Danske Runeindskrifter	Stentoftenstenen i Danske Runeindskrifter

Indskriften

Tekstbånd A: niuhAborumz niuhagestumz hAþuwolAfz gAf j hAriwolAfz (m)A--u snuh-e hidez runono fe(l)(A)h ekA hederA. Tekstbånd B: ginoronoz Tekstbånd C: herAmAlAsAz ArAgeu we(l)Aduds| |sA þAt Tekstbånd D: bAriutiþ

I translitteration bliver det til:

Tekstbånd A: <niuha>borumz <niuha>gestumz Haþuwulfz gaf j[ar], Hariwulfz ... ... haidiz runono, felh eka hedra Tekstbånd B: ginnurunoz. Tekstbånd C: Hermalausaz argiu, Weladauþs, sá þat Tekstbånd D: briutið.

I bogen Danmarks Runeindskrifter ved Lis Jacobsen og Erik Moltke^[1] står der på side 404 følgende tolkning:

Stentoften-indskriften består af to dele: linje 1-4: hovedindskriften, der er særegen for Stentoften, og linje 5 – 6: runemester- og forbandelseformularen, der i omtrent samme form findes på Björketorp-stenen.

Hovedindskriften (linje 1 – 4)

"Til Niuha "boerne", til Niuha "gæsterne" (til alle Niuha-hirdens mænd) gav Hådulv godår. Hærulv snuh(w)e søn(?).

Formlen

Jeg runernes mester (?) skjuler her magtfulde runer. Ustandselig (behæftet) med argskab, (hjemfalden til) véldød (er) den, som bryder dette (nl. mindesmærket).^[2]

I 1989 kom svenskeren Lillemor Santesson med en banebrydende tolkning af indskriften.^[3] Hendes tolkning har fundet tilhængere. I bogen Danmarks Runesten - en fortælling ved Lisbeth Imer^[4] står følgende tolkning på side 107:

Ni bukke (og) ni hingste gav Hådulv godår Hærulv .... en række lysene runer skjulte jeg her, forvildende runer. Uophørligt plaget af argskab (umandighed), hjemsøgt af troldomsdød [bliver] den, som nedbryder dette [mindesmærke]