Stone of Scone

Den Stone of Scone (skotsk gælisk: An Lia Fàil, der betyder Skæbnenstenen, også kaldt clach-na-cinneamhuinn; skotsk: Stane o Scone) er en aflang blok af rød sandsten, der blev brugt ved kroningen af Skotske monarker indtil 1200-tallet, hvor den blev beslaglagt af Edvard 1. under den første skotske uafhængighedskrig og ført til England. Derefter blev den brugt ved kroningen af engelske og senere britiske monarker.

Stenen fra Scone på Edinburgh Castle i 1996 efter dens tilbagelevering til Skotland

Den betragtes som et oldgammelt symbol på det skotske monarki og Kongeriget Skotland, med dens første registrerede brug i 1249 til kroningen af Alexander 3. af Skotland.^[1] Stenen måler 66 cm × 43 cm × 27 cm og vejer omtrent 152 kg. Et kors er groft indridset på den ene side, og en jernring i hver ende hjælper med transport.^[2] Monarker sad på selve Stone of Scone indtil en træplatform blev tilføjet til Kong Edwards Kroningsstol i 1600-tallet.^[3]

Artefaktet blev oprindeligt opbevaret i Scone Abbey (nu i ruiner) i Scone, nær Perth. I 1296 blev det erobret af Edward 1.’s styrker under hans invasion af Skotland. Stenen har været brugt ved kroningen af engelske og britiske monarker i over 500 år. I 1996 blev stenen returneret til Skotland og opbevaret på Edinburgh Castle sammen med Honours of Scotland. Stenen forbliver ejendom under Kronen, hvor Crown Estate Scotland, et eksekutivt agentur under den skotske regering, er ansvarlig for stenen på monarkens vegne. Den transporteres til London for brug ved kroninger under tilsyn af Keeper of the Great Seal of Scotland.^[4] Siden marts 2024 har den været på permanent offentlig udstilling på Perth Museum.