Voodoo

Voodoo [ˈvuːduː], også Vodun, Voudou, Vaudou, Wudu og Wodu, er en synkretistisk religion, der oprindeligt stammer fra Vestafrika, og som i dag tillige findes i områder i Latinamerika, først og fremmest i Haiti. Gennem slavehandelen bredte den afrikanske religion sig til landene ved Det Caribiske Hav. I den forbindelse skete der en blanding mellem stammereligioner fra Afrika og katolicismen - en blanding, som stadig karakteriserer voodoo i dag.

Slaveejerne og kolonisterne forbød slaverne at dyrke deres oprindelige religion. Alligevel forsøgte nogle af slaverne at holde fast i den og den identitet, den gav dem. Det dilemma løste de ofte ved at lade billeder af katolske helgener i voodoo stå som repræsentanter for afrikanske ånder.^[1]

Et voodooalter i New Orleans. Katolske statuer repræsenterer voodooånder. Stolpen bagerst på alteret fungerer som en kanal for voodooånder.

Voodoo har i dag ca. 60 millioner tilhængere verden over.^[2] Antallet er stigende.

Ordet "voodoo" stammer fra et vestafrikansk ord for "ånd".

Voodoo har ikke en stifter eller en stiftende begivenhed som så mange andre religioner. Den har heller ikke et helligskrift. Den er en oral religion, dvs. en religion der er blevet overleveret mundtligt fra generation til generation.

Voodoo er i dag den officielle religion i Haiti. I staten Benin er voodoo anerkendt som statsreligion.^[3] Mange tilhængere beskriver dog samtidig sig selv som kristne. Voodooudøvere ser ingen modsætning i både at være voodootilhænger og at være kristen.^[4]

Tro

Gud og ånder

I voodoo tror man kun på én gud: Bondieu (fr. "Gode Gud") - også kaldt Bondye. Bondieu har skabt verden og alting i den, og han opretholder verdens orden. Han betragtes som så ophøjet, at man ikke kan nærme sig ham. Da den troende ikke kan henvende sig direkte til Bondieu, kan vedkommende henvende sig til nogle ånder som mellemvæsener. Disse ånder kaldes loa (lwa). Der er hundredvis af disse loa.

Loa holder til i naturen. F.eks. er der landbrugets loa (Zaka) og søfartens loa (Agwe). Damballa er den oprindelige loa, den højeste manifestation af Bondieu og far til alle andre loa.^[5]

Gede (fransk: Guede) er familien af loa, der er forbundet med forfædredyrkelse, og som repræsenterer dødens og frugtbarhedens kræfter. De befinder sig ofte på gravsteder, hvor de eskorterer de afdøde til deres efterliv.^[6]

Alle loa bor under vandet på et mytologisk sted, der kaldes Gine.

En loa har en stor kraft og har næsten ubegrænsede muligheder. De regnes for at have magt til at ændre et menneskes skæbne. Loa siges at være i stand til at opfylde næsten alle ønsker.

Et voodooalter i Boston, USA. Øverst til venstre er der offergaver til Petroånder. Øverst til højre er der offergaver til Radaånder.

Ingen loa er entydigt god eller ond. Alle kan blive farlige, hvis de bliver ophidsede. Almindeligvis regnes nogle loa (Rada) dog for at være overvejende gode og andre loa (Petro) for at være overvejende onde. Hvis man bliver besat af en Rada, bringer det lykke, mens det omvendt er mindre heldigt at blive besat af en Petro.

Man kunne tro, at Petroånderne ville blive undgået i ceremonier på grund af deres vanskelige karakter. Dette er dog ikke tilfældet, da de er uhyre kraftfulde i deres effekt - netop på grund af deres eksplosive temperament. De bliver derfor ofte konsulteret, for eksempel når der ønskes hurtige resultater, eller når alvorlige sygdomme skal helbredes.^[7] I voodoo forstås godt og ondt ikke som modsætninger. Snarere legemliggør loa forskellige facetter af det at være menneske.

Mennesket

Ifølge voodoo skabte Bondieu mennesker i sit billede, idet han dannede dem af vand og ler.^[8] Mennesket har en sjæl, som er delt i to dele.^[9][10] Den ene del hedder ti bonnanj ("den lille gode engel"). Det er den del, hvor sjælens selvrefleksion og selvkritik finder sted. Den anden del hedder gwo bonnanj ("den store gode engel"). Her findes hukommelsen, intelligensen og selve personligheden.^[11]

Begge dele af sjælen befinder sig inde i menneskets hoved. "Den store gode engel" menes at kunne forlade hovedet og rejse, når personen sover.^[12] Efter døden forlader den store gode engel kroppen, mens den lille gode engel opløses i jorden.^[13]

I voodoo-troen er døden bare en videreførelse af det liv, man har levet. Sjælen (den store gode engel) lever nu videre i åndeverdenen. Ved dødens indtræden udføres der ritualer til at sikre, at den afdødes sjæl kommer på rette vej. Den døde bliver derefter lagt i en kiste. Derefter følger efter katolsk skik ni dages andagt, hvor den afdødes loa holder til ved graven. Derefter udføres der et nyt ritual, hvorved loa´en overføres til et nyt menneske.

Ritualer

Voodooceremoni i Haiti.

Når en person beslutter at tilbede en bestemt loa, er der tale om en en livslang forpligtelse.^[14] De troende, der omtales som "børn" af en bestemt loa, hylder denne loa gennem ofringer på et hjemmealter og gennem udførlige ceremonier, som ofte omfatter madofre og lejlighedsvis dyreofre. I særlige ritualer lader den troende sin loa dukke op i sin krop, hvilket opleves som en ekstatisk trance eller besættelse, som nogle gange også opfylder en terapeutisk funktion.

De enkelte voodoogrupper (voodoosamfund) ledes af en houngan (præst) eller en mambo (præstinde), som har udviklet visse åndelige evner gennem træning og indvielse. Præstedømmet er ofte motiveret af et "kald" fra en loa. Indvielsen gør det muligt at kontrollere loa´en og at rumme den i sig selv. Indvielsen gør det også muligt at lære spådomsteknikker, hvormed præsten kan mægle mellem mennesker og loa. Sygdomme tolkes ofte som et resultat af åndelige krænkelser, som skal helbredes gennem forsoning med en loa.^[15]

En voodootilhænger i en besættelsestrance, fotograferet i Benin i 2017.

I disse religioner er besættelse en del af den rituelle forening med en loa. Besættelse betragtes ikke som en psykisk sygdom. Tværtimod bliver det betragtet som en ære at blive besat af loa. Folk, der kortvarigt er blevet overtaget af ånder under tranceceremonier, bliver højt æret i voodoo og udspurgt af de syge og dem, der søger hjælp under trance. Fra da af er en sådan "besat" person åndeligt forbundet med det pågældende åndevæsen resten af sit liv.

Ofte er det denne loa, der senere ønsker en tættere forbindelse med den troende, hvilket skabes gennem et udførligt ritual. Den ønskede besiddelse kaldes enstase, til forskel fra ekstase.^[16]

Voodoo drejer sig i høj grad om at få hjælp fra en loa. Mennesket sørger for den mad og drikke, som loa´en har brug for, da den bruger mange kræfter på de opgaver, den har i naturen. Til gengæld sørger loa´en for sundhed, lykke og beskyttelse fra onde ånder.

Man tiltrækker loa ved at lave indvielser, som ligner de kristne konfirmationsritualer. Indvielsen er det vigtigste ritual i voodoo. Den bliver foretaget af en præst.

Præsten begynder indvielsen med at bede bønner og tegne magiske tegn på jorden, som skal tilkalde de gode loa. Der bliver ofret høns eller geder og spillet på trommer og danset. Rytmen bliver vildere og vildere, og til sidst kommer de dansende i trance, hvilket betyder, at de mister kontrollen med deres tale og bevægelser.

Til sidst forlader den store gode engel (gwo bonnanj) den indviedes krop, og en loa kan nu for en kort stund tage plads i den indviede. Dette ses ved, at den indviede skifter personlighed. Derefter falder de udmattede til jorden, og det ses som et tegn på, at de har indgået en pagt med en loa. Pagten varer resten af livet.

Magi

Ifølge voodootroen eksisterer der både hvid magi (god magi) og sort magi (ond magi). En generel misforståelse af voodoo er, at religionen er sort og har det ondes fortegn. Men i voodoo får man alt, hvad man gør, igen, og således favoriseres det gode fremfor det onde.

Den hvide magi bruges til at heale, give held eller bringe kærlighed ved hjælp af bestemte ritualer. I den hvide magi bruger man urtemedicin og trylleurter mod forskellige sygdomme. Man bruger også amuletter og talismaner. Amuletten skal holde det onde væk og kan for eksempel være et stykke papir, en messing- eller en kobberplade med et magisk symbol. Talismaner skal omvendt bringe lykke og held.

Der findes også kærlighedsmagi i voodoo. I et kærlighedsmagisk ritual tages et stykke kød og lægges i en sko. Efter at have gået med skoen i tre dage, tilbereder man et måltid af kødet og serverer det for den, som man ønsker skal blive forelsket i sig. Hvis personen spiser kødet uden at ane mistanke, vil vedkommende staks blive forelsket i en.

Som i andre kulturer og religioner kan det ske, at nogle præster og troende af voodoo forsøger at bruge deres formodede kræfter til sort magi.^[17] De fleste præster afviser dog sådanne praksisser, hvis der ikke er nogen moralsk god begrundelse for den.

I den sorte magi er der dødbringende forbandelser. For eksempel kan troldmanden fremtrylle et billede af det ønskede dødsoffer i en spand vand. Troldmanden fører en dolk gennem vandet, og hvis vandets farve derefter skifter til blodrødt, er det tegn på, at personen er død.

Kirkegårde har en særlig status i voodoo. Jorden fra kirkegårde bliver brugt til gifte. Hvis man ønsker at ødelægge en persons sjæl, kan man byde personen på en middag, hvor der indgår kirkegårdsjord og knogler fra et lig.

Zombier

Tegning af en zombie. Fra Haiti.

En af de mest kendte og frygtede elementer i voodoo er den påståede evne til at skabe zombier ved hjælp af sort magi. En zombie er ifølge folketroen en afdød person, som er blevet genoplivet, men som ikke har en selvstændig bevidsthed. Personen adlyder sin herre, dvs. den præst der har genoplivet personen fra de døde. Den engelske voodooforsker Amy Wilentz mener, at begrebet om zombier er påvirket af tidligere tiders slaveri i Haiti. Slavedriverne på plantagerne, som normalt selv var slaver og nogle gange voodoopræster, brugte frygten for at blive til en zombie til at afskrække slaver fra at begå selvmord.^[18]

Mange præster siges at have evnen til manipulere sjælen (gwo bonnanj) hos et menneske og derigennem skabe zombier. Dette fænomen optræder dog sjældent.^[19]

En naturvidenskabelig forklaring går ud på, at zombien i virkeligheden aldrig har været rigtig død, men kun har været skindød. Præsten giver den kommende zombie en særlig gift, som lammer ham så effektivt, at kun hans hjerte og lunger fungerer. Hans åndedræt bliver så svagt, at det ikke kan registreres, og kropstemperaturen falder. Den forgiftedes familie og bekendte tror, at han er død og begraver ham. Et par dage senere kan præsten grave ham op igen og give ham en modgift, så hans krop begynder at virke igen. Imidlertid vil et par dage under jorden i en lille kiste ofte betyde, at der opstår hjerneskader på grund af iltmangel. Det medfører, at personen ikke fungerer særligt godt – han går mærkeligt, kan måske ikke tale, og virker i det hele taget som man kender zombier fra fiktion.

Præsten fremstiller zombiegiften af verdens stærkeste nervegift, der stammer fra kuglefisken.^[20] Ofte tilføjer han også gift fra slanger og tudser og et ristet og pulveriseret kranium, som skal komme fra et friskopgravet barnelig.

I voodoo er det en udbredt tro, at sort magi kan gøre en person til en zombie. Disse zombier blev ifølge denne tro i tidligere tider brugt som arbejdere i sukkerrørsplantager i Haiti.

Michael Jacksons musikvideo Thriller (1983), hvori han danser med en flok zombier, er blevet bevaret som en kulturskat i USA.^[21]

Voodoodukker

Et andet frygtet element i voodoo er voodoodukker. Hvis man ønsker at skade eller dræbe en person, kan man sy en dukke, som forestiller fjenden. Dukkens tøj skal helst være syet af et stykke af offerets tøj, og inde i dukken lægger man offerets hårtotter eller tånegle. Man piner herefter dukken ved at stikke nåle i det sted på kroppen, hvor man ønsker at offeret skal have lide ondt. Hvis man stikker nålen gennem dukkens hjerte, dør offeret. Der er altså tale om lighedsmagi (imitativ magi).

Der er noget, der tyder på, at voodoodukker virker på grund af troens suggestive kraft. Offeret er så overbevist om, at voodoodukken virker, at vedkommende faktisk ender med at få stærke smerter og måske dø. En haitiansk kvinde var så angst for at dø af voodoo, at hun endte med at dø af sult, fordi hun var for bange til at spise. Så voodoodukker virker altså – omend på en mindre magisk måde, end voodootroen siger.

Voodoodukkerne er dog ikke fremtrædende i nutidens voodoo. Derimod er de fremtrædende i populærkulturen, f.eks. i film.^[22] I begyndelsen af 2000-tallet blev voodoodukker særligt udbredt. De kan i dag købes i en nutidig version. De er blevet salgsartikler, med eksempler på voodoodukker i britiske indkøbscentre.^[22] Der medfølger en sort og en hvid knappenål. I tiden op til fuldmåne benytter den troende den sorte nål til at sætte det onde, vedkommende gerne vil have ud af sit liv, fast til dukken. Efter fuldmåne benyttes den hvide nål, og udøveren sætter de gode ting, man ønsker skal ske i ens liv, fast på dukken. Ritualet handler på den måde om at blive mindet om sine mål og om at opretholde motivationen for at nå dem.

Hellige genstande i voodoo

Voodoo har, ligesom mange andre religioner, nogle genstande der bliver regnet for at være særligt hellige.

Korsvejen (et kryds, hvor to veje skærer hinanden) er et centralt sted. Det er her, åndeverdenen mødes med den jordiske verden. Stort set alle voodoohandlinger, sågar healing, begynder med en anerkendelse af korsvejen.

Trommen er en vigtig genstand i voodooceremonierne. Den bliver blandt andet brugt ved dåb og konfirmation. Ved dåben har trommen en loa, men ellers bliver genstande generelt ikke forbundet med loa.

Ud over trommen bliver der også brugt andre instrumenter, for eksempel en rangle, som styrer rytmen.

Voodoo og musik

Voodoo har - ud over sin egen musik - haft stor indflydelse på den musik, vi hører i dag. I det sydlige USA blev mange musikere tidligt inspireret af religionen. Således var New Orleans et af de steder, hvor det var tilladt for slaver at mødes i større forsamlinger. Det gjorde de om søndagen på Congo Square, hvor de sang og dyrkede voodoo. Det var her, jazz og blues opstod.

En af de store bluesmusikere var Robert Johnson (1911-1938). Han havde tætte bånd til voodoo. Rygtet går, at han havde solgt sin sjæl til djævelen for at blive den bedste bluesmusiker i verden.^[23] Noget må have virket, for Eric Clapton og Keith Richards refererer til Robert Johnson som en stor inspirator. Hans sange har referencer til voodoo, blandt andet i sangen Cross Road Blues: "Jeg tog ned til korsvejen, faldt ned på mine knæ. Bad Herren: Vis barmhjertighed nu. Frels stakkels Bob."

Er voodoo overtro?

Ikke alle mener, at voodoo kun er overtro. Filminstruktøren Jørgen Roos var overbevist om, at han i 1964 blev udsat for sort magi af en voodoopræst.

I 1964 var Jørgen Roos på Cuba for at undervise på filmskolen i Havanna. Roos vidste, at der fandtes voodoo på øen og ville gerne møde en houngan (en mandlig præst). Det var imidlertid ikke så let for ham at finde en houngan. Han spurgte folk i byen, men de rystede bare på hovedet og sagde, at de ikke kendte noget til voodoo, som var blevet forbudt på Cuba, da landet blev kommunistisk.

En dag sad Roos på en restaurant i Havanna sammen med to revolutionære. Han spurgte dem, om de kendte noget til voodoo. Den ene svarede, at der var en pige på filmskolen, Rosita, der måske kunne hjælpe ham. Roos kontaktede Rosita og fik lavet en aftale i stand, så han kunne møde en houngan.

Rosita hentede Roos og tog ham med til et tempel. Inde i templet lugtede der ubehageligt, og da Roos så hounganen, fik han en følelse af, at der var ondskab var til stede. Hounganen havde uhyggelige øjne og var ubehagelig at være sammen med. Roos talte dog et stykke tid med ham.

Bagefter tog han med Rosita tilbage mod Havanna. På turen tilbage skete der noget besynderligt. Pludselig fik Roos et voldsomt anfald af hold i nakken. Det føltes som krampe. Samtidig var der den samme lugt som i templet, og han opdagede, at lugten kom fra ham selv. Efter et par minutter forsvandt krampen og lugten igen, men Roos fik disse anfald flere gange senere, både på Cuba og i Danmark. Heldigvis forsvandt de dog fuldstændigt efter et par måneder. Roos var overbevist om, at hounganen havde lavet en forbandelse over ham, men han vidste ikke hvorfor.

Voodoo i dag

I dag bliver voodoo betragtet som en religion, og der foregår ikke helt de samme ting som tidligere. Men voodoo holder stadig fast i troen på zombier og sort magi.

Voodoo er også blevet til en turistattraktion. På Haiti er der for eksempel voodooshows i de fleste templer.

Voodoo har gennem tiden spredt sig til mange lande, blandt andet til Brasilien og det sydlige USA. Voodooens "hovedstad" er Port-au-Prince på Haiti.

Se også

• Magi
• Den romerskkatolske kirke