abe

Af ældre nydansk abe, affue, af gammeldansk abe.^[1].

Fra oldnordisk api (“‘dåre, person der bærer sig dumt ad’”) (heraf norsk ape og svensk apa), i familie med oldsaksisk apo (heraf middelnedertysk ape og nederlandsk aap), oldhøjtysk affo (heraf tysk Affe), oldengelsk apa (heraf engelsk ape), af urgermansk *apan-. Af uvis oprindelse; kan være et ældre lån fra keltisk eller afrikansk.^[2]; Lånt til oldrussisk i formen opica. (ditto); Tidligere også hunkønsformer: oldnordisk apynja (heraf ældre nydansk abinde) og oldhøjtysk affin(na) (heraf tysk Äffin). (ditto)
Verb

Afledt af substantivet abe.