Ibn Khaldun
From Wikipedia, the free encyclopedia
Abd al-Rahman ibn Muhammad Ibn Khaldun (født 27. maj 1332, død 17. marts 1406) var en arabisk[1]nordafrikansk historiker og jurist.
Ibn Khaldun | |
---|---|
Personlig information | |
Født |
27. maj 1332 Tunis, Tunesien |
Død |
17. marts 1406 (73 år) Kairo, Egypten |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Universitet i Ez-Zitouna |
Beskæftigelse | Dommer, økonom, selvbiograf, historiker, sociolog, forfatter, antropolog, filosof, digter, politiker |
Fagområde | Sociologi, antropologi, filosofi, økonomi, politiker |
Kendte værker | Bog om lærdom (1363) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Ibn Khaldun var traditionelt uddannet i Koranen, hadith-litteraturen og i islamisk ret. Hans evner som embedsmand og jurist gjorde, at han kom til at tjene flere regenter i det nordafrikanske område.
Ibn Khalduns måde, at anskue historien på var yderst revolutionerende i forhold til tidligere historieskriveres måde at opstille historiens gang og udfald på. Ibn Khaldun betegnes derfor af mange som den første sociolog[2].
Han opstillede bl.a. en teori om, hvorledes et dynasti, som har været ved magten i et land i mange år, til sidst vil ende med at blive dekadent og korrupt, da de senere generationer ikke længere føler det samme ansvar, som de tidligere generationer – dem der selv havde taget magten.