Infrarød spektroskopi
From Wikipedia, the free encyclopedia
Infrarød spektroskopi, vibrationsspektroskopi eller infrarød spektrometri er spektrometri, der benytter den infrarøde del af det elektromagnetiske spektrum,[1] hvilket er lys med en længere bølgelængde og lavere frekvens end synligt lys. Det dækker over teknikker, der hovedsageligt er baseret på absorptionsspektroskopi. Infrarød spektroskopi er en eksperimentel analysemetode, som giver et overblik over hvilke bindinger og funktionelle grupper der findes i et molekyle.[1] Det er en let og billig analysemetode som ofte anvendes i eksempelvis medicinalindustrien.
For en given prøve, som kan være fast, flydende eller på gasform, benytter teknikken en instrument kaldet et infrarødt spektrometer (eller infrarødt spektrofotometer) til at skabe et infrarødt spektrum. Et infrarødt spektrum er grundlæggende en graf med absorbans (eller transmittans) af infrarødt lys på en vertikal akse mod en frekvens eller bølgelængde på den horisontale akse. Den typiske måleenhed for frekvens i IR-spektre er reciprokcentimeter (nogle gange kaldet bølgetal), med symbolet cm−1. Enheder for IR bølgelængder gives ofte i mikrometer (tidligere kaldet "mikron"), med enheden μm, hvilket hænger sammen med det reiprokke bølgetal. Et Fourier transformations IR spektrometri (FTIR) spektrometer er et almindeligt laboratorieinstrument, der benytter infrarød spektroskopi.