![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/d/dd/Kas-herlev-2004.jpg/640px-Kas-herlev-2004.jpg&w=640&q=50)
Velfærdsstaten i Danmark
From Wikipedia, the free encyclopedia
Velfærdsstaten i Danmark er en konkret udmøntning af den type velfærdsmodel, som fortrinsvis blev udviklet i Europa i det 20. århundrede. Denne type stater varetager en række funktioner, der rækker videre end blot at yde landets borgere sikkerhed. Den særlige danske udmøntning betegnes også, sammen med de tilsvarende velfærdsstater i Skandinavien, som den skandinaviske velfærdsmodel. En overordnet målsætning er lige adgang til en række offentlige tilbud, f.eks. på uddannelsesområdet, samt et retskrav på kompensation for indtægtstab, for eksempel ved arbejdsløshed eller sygdom.[1][2][3] Da alle borgere har retskrav på en række offentlige tilbud og ydelser, betegnes den skandinaviske model også som den universelle velfærdsstat.[1][3]
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/d/dd/Kas-herlev-2004.jpg/640px-Kas-herlev-2004.jpg)
I debatten om denne model indgår også, at nogle af modellens træk har forskelligt gennemslag i de skandinaviske lande. For Danmarks vedkommende fremhæves bl.a., at landet gennem mere end 100 år har haft en af verdens mest åbne økonomier og udviklet et politisk system, som på grund af valgmetoden tvinger partierne til at etablere et bredt samarbejde i Folketinget. [4] I Danmark har politiske kompromiser mellem de toneangivende partier i Folketinget – især siden Kanslergadeforliget i 1933 – derfor været velfærdsstatens byggeklodser.[5]
Karakteristisk for den danske variant af den skandinaviske velfærdsmodel er også, at velfærdsydelserne tildeles alle borgere, som opfylder nogle generelle kriterier uden at tage hensyn til personlige forhold i øvrigt.[note 1] Ifølge Peter Lodberg, professor MSO i teologi ved Aarhus Universitet, er denne måde at tildele ydelser på et vidnesbyrd om en kristen indflydelse på den skandinaviske velfærdsmodel. Han mener, at der i den lutherske tankegang ligger, at man ikke behøver at yde noget for at blive respekteret som et menneske, der har ret til hjælp.
Størstedelen af velfærdsydelserne i Danmark er finansieret af skatter og afgifter. En væsentlig del af de offentlige udgifter udgøres af løn til de ansatte og af overførselsindkomster. En række ydelser er gratis for den enkelte borger, bl.a. inden for uddannelse, kultur og sundhed, såvel primær sundhedstjeneste (lægehjælp) som hospitalsvæsenet. Endvidere ydes offentlige tilskud til visse former for brugerbetaling.
De fleste opgaver løses af institutioner i den offentlige sektor, som er opdelt i staten, regionerne og kommunerne. Ydelsernes omfang og serviceniveau betyder, at der i Danmark er flere offentligt ansatte pr. indbygger end i de fleste andre velfærdsstater. Udgiftsniveauet kombineret med en stor grad af skattefinansiering har medført et skattetryk, som i 2018 forventes at udgøre 44,9 % af BNP.[6] Skatteprovenuet er derfor højere end i de lande, Danmark normalt sammenlignes med, og da hovedparten indhentes gennem indkomstskatter, har eksperter debatteret, hvorvidt velfærdsstaten påvirker arbejdsudbuddet negativt, både som følge af de sociale ydelser, der gives til personer uden beskæftigelse, og som følge af den nødvendige skattefinansiering.[2][7] Modellens bæredygtighed analyseres derfor ofte med udgangspunkt i dens evne til at opretholde en høj beskæftigelse og samtidig udvikle et fleksibelt arbejdsmarked.[8] Siden 1990'erne har aktiv arbejdsmarkedspolitik derfor været et væsentligt velfærdsregulerende instrument. Denne udvikling betegner nogle forskere som et sporskifte i velfærdsstaten,[9] mens andre opfatter den som et brud med den skandinaviske velfærdsmodels oprindelige karakteristika.[10][11] [12]