Bindestreg
skrivetegn From Wikipedia, the free encyclopedia
Remove ads
Bindestregen ( - eller ‐ )[1][2] er et symbol brugt i grammatisk tegnsætning. Den er ikke at forveksle med tankestregen, der blandt andet kan se ud som –, — eller ―.
Remove ads
Dansk retskrivning
På dansk benyttes bindestreg i sammensætninger og afledninger, ved angivelse af intervaller samt til orddeling ved linjeskift. Reglerne for brug af bindestreg er beskrevet i § 57 i Dansk Sprognævns retskrivningsregler, der fremgår af Retskrivningsordbogen.[3] Modsat tankestreger, der er beskrevet i reglernes § 55, skrives bindestreger uden afstand (mellemrum) til de omgivende orddele.
Sammensætninger og afledninger
Der bruges bindestreg ved sammensætninger med forkortelser:
- e-mailadresse, vm-kamp, NATO-øvelse, ph.d.-studerende, myldretids-S-tog, pvc-holdig
Bindestregen kan udelades, hvis forkortelsen kan udtales som et egentligt ord og er skrevet med små bogstaver bortset fra et evt. stort begyndelsesbogstav:
- sosuassistent, Natoøvelse
Sammensætninger med andre tegn end bogstaver skrives ligeledes med bindestreg:
- 1900-tallet, %-sats, 2.-gradsligning
Det samme gælder sammensætninger med enkelte bogstaver, hvor selve bogstavnavnet udtales:
- D-vitamin, T-shirt, bolle-å
Ved opremsning af to eller flere sammensatte ord med fælles dele kan bindestreg bruges, så man undgår at gentage den fælles del:
- søn- og helligdage, A- og B-hold
Ved sammensætninger af betydningsmæssigt sidestillede led benyttes også bindestreg:
- dansk-norsk forfatter, Lolland-Falster
Når disse ord står som førsteled i en sammensætning, tilføjes endnu en bindestreg:
- øre-næse-hals-læge, seks-syv-tiden
I visse fremmede ordforbindelser benyttes bindestreg, herunder også i sammensætninger:
- walkie-talkie, deja-vu-oplevelse
Ved gruppesammensætninger, hvor første eller sidste led er skrevet i mere end ét ord, kan man sætte bindestreg enten mellem sætningsdelene eller mellem alle ord.
- gør det selv-arbejde eller gør-det-selv-arbejde
Ved sammensætninger med egennavne benyttes dog kun førstnævnte form:
- Vestre Landsrets-dom, New York-rejse
Ved usædvanlige eller svært læselige sammensætninger kan bindestreg valgfrit bruges for at lette læsningen:
- gløgg-gilde, ikke-angrebspagt
Intervaller
Bindestreg kan bruges til at angive intervaller eller endepunkter for strækninger:
- 200-300 deltagere
- åbent mandag-fredag kl. 9-16
- Rønne-Ystad-færgen
Ved længere ord kan der i stedes benyttes tankestreg, der modsat bindestreg skrives med mellemrum omkring:
- Kongens Nytorv – Københavns Lufthavn
- 1. januar – 30. juni
Orddeling ved linjeskift
Reglerne for orddeling fremgår af retskrivningsreglernes §§ 15-17.[4]
Ved linjeskift bruges bindestreg til at dele stavelserne i et ord over flere linjer:
- Han havde netop fået udrejse-
visum af det danske udenrigs-
ministerium.
Ved sådanne orddelinger er der en række regler, som man så vidt muligt skal søge at overholde.
Det skal så vidt muligt undgås, at bogstaver står helt alene, hvis en enkelt vokal udgør en stavelse:
- Det var et eksempel på i-
roni som taget ud af Utopi-
a.
Sådanne étbogstavsstavelser skal undgås. Enten skal hele ordet flytte linje, eller også skal flere stavelser stå på hver linje:
- Det var et eksempel på
ironi som taget ud af Uto-
pia.
Hvis et ord naturligt er sammensat af flere ord, skal disse ord så vidt muligt deles op:
- Den slags udtalelser er jo smagsdom-
meri af værste skuffe.
Her skal ordet hellere deles op, så de to ord kommer hver for sig:
- Den slags udtalelser er jo smags-
dommeri af værste skuffe.
I sådanne situationer skal man dog passe på, at man ikke deler efter sædvanlige stavelsesregler (som var det ét, sammenhængende ord), men deler korrekt mellem ordene. Det hedder ikke:
- Den uhyggelige film gav ham et ang-
stanfald, som skulle medicineres.
I stedet skal ordene deles korrekt:
- Den uhyggelige film gav ham et angst-
anfald, som skulle medicineres.
Remove ads
Brug i datoer
I nogle datoformater bruges bindestreg ofte til at adskille:
- Han er udstationeret fra 2005-10-12 til 2006-03-20.
Men sædvanlige danske datoformater benytter dog ikke bindestreger:
- Han er udstationeret fra 12. oktober 2005 til 20. marts 2006.
Forkert brug
Bindestreger anvendes nogle gange i stedet for tankestreger – fx til at markere indskudte sætninger. Det er ikke korrekt på tryk,[5] men almindeligt i sammenhænge, hvor man ikke har nem adgang til en rigtig tankestreg – fx i e-mails.
I angivelse af intervaller er det en fejl at sætte mellemrum før og efter bindestregen (mens tankestreger omvendt skal have mellemrum før og efter).
I matematik bruges et tegn, minus, som ligner enten en bindestreg eller en tankestreg. Det benyttes til subtraktion og negation.
I datalogi
I ASCII-tegnsættet findes bindestreg som tegn nummer 45 ( - ), og dette tegn kaldes også for minus-tegn og bruges også hertil – samt bliver brugt til tankestreger, hvis disse ikke er tilgængelige. I Unicode findes der dog både dette tegn (som U+002D), men der findes også en decideret bindestreg ( ‐ , U+2010) og et decideret minus ( − , U+2212) – sammen med en lang række tankestreger.
Se også
Referencer
Wikiwand - on
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Remove ads