Bozeman Trail
From Wikipedia, the free encyclopedia
Remove ads
Bozeman Trail i de nuværende amerikanske stater Wyoming og Montana var en mere end 700 kilometer lang prærievogns-rute vestpå fra 1864 til 1868. Ruten startede som en sidevej til Oregon Trail ved North Platte River i Wyoming, hvorfra den skråede nordvestpå og åbnede en genvej til de nyopdagede guldfelter i det sydcentrale Montana. Strækningen gennem det vestlige Powder River område og op langs Yellowstone River blev først brugt af guldgravere og nybyggere og siden udelukkende af amerikanske soldater.
,_Article_2,_Roads_may_be_established.png)
Hjulsporet er opkaldt efter John Marion Bozeman (1835-1867).[2]
Omkring 3.500 rejsende[3] fuldførte turen over Bozeman Trail i de to år, hjulsporet var åbent for civil trafik. I 1865 og igen fra sidst i 1866 var ruten forbeholdt hæren.[3] På det tidspunkt var militærstationerne Fort Reno (1865-1868), Fort Phil Kearny (1866-1868) og Fort C. F. Smith (1866-1868) bygget som en beskyttelse af ruten, der blev truet af fjendtlige lakotaer og cheyenner.[4]
Omkring 110 kilometer af de sydligste stærkninger af ruten gik gennem anerkendt lakota territorium. Langt det meste af Bozemen Trail gennemkrydsede de generelt venligt-sindede crowers territorium som fastlagt i Fort Laramie traktaten.[5] Den samme traktat garanterede USA retten til at anlægge veje og bygge militære forter i de definerede stammeområder.[6] Hærens tre nye forter ved Bozeman Trail lå i crow territoriet vest for Powder River.[4]
Red Cloud fulgte imidlertid præriens svindende bisonhjorde ind i netop crowernes Powder River bassin i 1860erne[7] og lukkede definitivt Bozeman Trail i 1868 efter flere angreb på både civile rejsende og soldater. ”Bloody Bozeman” endte strækningen med at hedde i folkemunde.[3]
Hjulsporet var det sidste i USA benyttet af amerikanere i et kapløb om at skabe sig en formue i guld.[3]
Remove ads
Bozeman Trail
Generelt om ruten
Navnet
Flere af datidens rejsende på Bozeman Trail kaldte slet og ret den nye rute for ”The road to Montana”.[2]
På trods af navnet anlagde John M. Bozeman kun ca. det kvarte af Bozeman Trail.[8] Hjulsporet fulgte stort set pioneren Allen Hurlbuts rute gennem Wyoming og siden Bridger Trail gennem dele af Montana, anvendt af pelsjægeren Jim Bridger.[8] Både Hurlbut og Bridger havde udnyttet gamle stisystemer over prærien til ”deres” ruter ved at lade dem følge trampede stier og travois-spor skabt af indfødte amerikanere i tidens løb.[3]
I sommeren 1864 indhentede og overhalede Bozemans vogntog Hurlbuts vogntog ca. 200 kilometer inde på den eksperimentelle rute øst om Bighorn Mountains. Fra et sted syd for Tongue River, Wyoming, og frem til Yellowstone River, Montana, var det Bozeman, der for første gang anlagde den nye rute; dog nok ved at følge gamle, indfødte stier i lighed med de to andre vej-pionerer.[3] Vogntoget anført af ham ankom som det første til Montanas guldfelter.[3] Derfor knyttede især senere tiders historikere konsekvent navnet Bozeman til ruten[2] og ignorerede, at Jim Bridger til sidst var manden bag mere end halvdelen af hjulsporets fulde længde.[8]
Rutens berettigelse
Bozeman Trail over prærien til Montana fungerede som et alternativ til The Overland Stage Line og hjuldamper-ruterne op ad Missouri River. Diligencen kørte fra Omaha, Nebraska, til Virginia City, Montana, på 20 dage; men prisen på 350 dollars[3] udelukkede almindelige folk med 41 dollars eller mindre i månedsløn fra at bruge ruten.[3] Sejlturen med hjuldamper til Fort Benton, Montana, (der lå over 200 kilometer nord for guldfelterne) tog normalt 60 dage, og prisen for en dæksplads var ca. 150 dollars.[3]
Omkostningerne ved at påbegynde turen over Bozeman Trail med en købt prærievogn, okser eller muldyr, proviant og andet nødvendigt løb op i rundt regnet 150 dollars pr. person.[3] Undervejs på den flere uger lange tur kom der måske ekstra udgifter til f.eks. færgeoverfarter, ligesom vejviseren tog sig betalt.[3]
Bozeman Trail og de indfødte amerikanere
._Definition_of_Crow_territory_west_of_Powder_River_enlarged.jpg)
_for_Allen_&_Ginter_Cigarettes_Brands_MET_DP828023.jpg)
Fort Laramie traktaten blev indgået i 1851. Trods traktatens fredsaftale mellem indianerne indbyrdes stod kampene mellem de indfødte arvefjender snart igen. Crowerne udkæmpede flere storkampe med invaderende lakotaer i 1850erne[9] og starten af 1860erne[10], men den lille stamme var reelt chanceløs mod de talrige lakotaer, der tilmed var allieret med cheyennerne og arapahoerne. Engang i 1860erne dominerede alliancen det østlige crow område, som Bozeman Trail snart ville gennemskære.
Lakotaerne under Red Cloud samt især cheyennerne stoppede amerikanernes brug af genvejen over prærien i 1868 efter gentagne angreb på både vogntogene og især soldaterne i forterne sat til at beskytte den. Red Cloud beskrev altid sin kamp for at lukke Bozeman Trail som et retfærdigt forsvar af lakotaernes land og jagtmarker mod indtrængende hvide.[11]
Nogle vogntog mærkede intet til fjendtlighederne, og skønt 24 civile mistede livet i juli 1866,[3] så løb det samlede tabstal blandt de rejsende op i færre end 50 dræbte.[3] Derimod faldt 81 soldater alene under Fetterman massakren den 21. december 1866 ved Fort Phil Kearny, Wyoming.[12]
Eftersom Red Clouds krig mod de hvide stod i traktat-fastlagt crow land, der lige var blevet annekteret af ham og hans allierede,[12] støttede crowerne USA’s indsats for at holde Bozeman Trail åben og stoppe lakotaernes fremmarch.[10] I sommeren 1866 tilbød de hæren at stille med 250 krigere;[13] men oberst Henry Carrington manglede beføjelse til at indrullere både dem og også flere tjenstvillige winnebago krigere fra Nebraska.[13] Uden formelt at indgå i hæren i 1867 beskyttede crower ved lejlighed de militære forters hesteflokke mod raids, ligesom nogle crower red med militærpost mellem de udsatte forter.[13]
Ved at give efter for Red Clouds forlangender med vedtagelsen af Fort Laramie traktaten 1868[6] forrådte USA crowerne, der i to år havde stået side om side med hæren og advaret soldaterne om overhængende lakota/cheyenne angreb.[13] For at USA kunne indfri høvdingens krav på oprindeligt crow land vest for Powder River, måtte crowerne afstå landområder den 7. maj 1868 og acceptere dannelsen af et reservat.[6] Med Bozeman Trail ryddet for amerikanere kunne Red Cloud og lakotaerne koncentrere sig om at gå ud mod crowerne igen[14] og fravriste dem yderligere land.[5]
For fjernere stammer medførte konflikten over Bozeman Trail, at både pawneer og winnebagoer i Nebraska meldte sig som spejdere for USAs hær og tog parti i striden.[13]
Bozeman Trails udvikling
Besværlige etaper af Bozeman Trail ændrede sig til det lettere år for år i takt med et øget kendskab til det gennemrejste terræn.
Som vejviser for en af hærens kolonner i 1865 bidrog Jim Bridger f.eks. atter til ruten ved at erstatte de første ca. 190 kilometer af John M. Bozemans sidevej fra Oregon Trail med en mere farbar afkørsel 50 kilometer længere østpå.[3] Næste år fandt han et alternativ til vejen ned ad Sandborn Hill, Montana,[8] hvor man ofte spændte trækdyrene fra og ved hjælp af håndholdte, fastbundne reb bremsede prærievognenes fart ned ad de stejle skrænter.[8]
James A. Sawyers afkortede rejsetiden på ruten med ca. to dage i 1866 ved at skrå op mod Yellowstone River fra Bighorn River i en mere vestlig retning end den markeret af de første hjulspor.[3]
Vogntogenes organisering
Bozeman Trail drog gavn af erfaringerne fra bl.a. Santa Fe Trail og Oregon Trail i organiseringen af store vogntog over lange strækninger.[3]
For fælles beskyttelse rejste man i grupper. En valgt ”kaptajn” og andre personer med tildelt autoritet havde det afgørende ord og irettesatte f.eks. urolige elementer i den brogede skare af vildfremmede rejsende.[3]
Brugerne
Langt de fleste på ruten var ugifte mænd eller mænd uden medbragt ægtefælle, så alt i alt udgjorde kvinder og børn højst 20 % af de rejsende.[3]
Folk drejede ind på Bozeman Trail med udgangspunkt fra en række forskellige hjemstater. Nogle havde forladt New York, andre kom fra Kansas og i hvert fald en enkelt var fra Canada.[3] To ud af tre rejsende slog sig permanent ned i enten Montana eller et andet sted vestpå.[3]
Livet på ruten
Mærkedage som den 4. juli blev fejret undervejs med geværsalutter, mælkepunch og dåseferskner samt violinspil.[3] Religion spillede en stor rolle for mange rejsende, og størsteparten af vogntogene fortsatte kun turen om søndagen, hvis det var absolut nødvendigt.[3]
For flere af de farende startede stunderne i hver ny lejr med at aflæse længden på dagens etape på et vognmonteret odometer.[3] Etapen målt på odometeret ville afvige fra etapen målt i fugleflugtslinje på grund af rutens sving og vognenes kørsel op og ned ad bakker. Afhængigt af vejret samt terrænet og antallet af vandløb at krydse tilbagelagde et vogntog fra ca. 16 til 30 kilometer om dagen. Til tider vandrede folk ved siden af vogntoget for at bryde ensformigheden.
Ellers samlede folk brænde i form af træ eller tørrede bisonkasser i en ny lejr, lavede mad over åben ild, vaskede og lappede tøj, reparerede udstyr og gik på jagt eller fiskede, eller de kiggede fotoalbums under besøg hos hinanden.[3] Som en optakt til næste dags etape læste nogle rejsende John Lyle Campbells højst unøjagtige og ergo udskældte guidebog til Bozeman Trail ”Idaho: or Six Weeks in the New Gold-Diggings” udgivet i 1864.[8] I lejren ydede både telte og prærievogne de sovende ly. Nogle sov i det fri under en vognbund. Hvis noget skræmte de løse trækdyr, så de stak i løb om natten, var det forbundet med livsfare at ligge ubeskyttet i det helt åbne.[3]
I modsætning til flere mænd nævner ingen dagbogsskrivende kvinder noget om at bade og svømme i floderne på den lange færd.[3] Alle kvinderne i et lille vogntog fra Iowa gjorde sig bemærket ved at være iklædt dame-gymnatiskdragter.[3]
Enkelte par blev gift undervejs,[3] mindst en fødsel forekom,[3] og nogle døde af sygdom,[3] inden de nåede frem til deres bestemmelsessted. På turen over den højtliggende prærie fik flere ”bjergfeber”, der nu benævnes Colorado skovflåt feber.[8]
Tidlig interesse for en rute nordvestpå
Allerede i 1859 fik kaptajn W. F. Raynolds ordre til at udforske bl.a. Powder River området. Specifikt skulle han prøve at finde en vej til brug for enten militæret eller emigranter fra North Platte River, Wyoming, og nordvestpå fordi Bighorn Mountains og derpå videre til Fort Benton, Montana.[15] Raynolds guide i Powder River bassinet var Jim Bridger.[16]
1863: En genvej til Montana?
.jpg)
Den mislykkede guldgraver John M. Bozeman og pelsjægeren John M. Jacobs forlod Bannack, Montana, til hest den 20. marts 1863 og nåede North Platte River, Wyoming, sidst i maj.[3] De ville lancere en brugbar rute for vogntog ved at dreje prærievognene væk fra den eksisterende Oregon Trail og føre dem nordvestpå, øst om Bighorn Mountains, over Bighorn River og så følge sydbredden af Yellowstone River op til guldfelterne ved Virginia City.[3] Dette guldrige område hørte under Idaho Territory.[3]
Det første forsøg startede den 6. juli 1863 med et akkumuleret vogntog på omkring 46 vogne med op mod 90 personer, overvejende guldgravere. Bozeman og Jacobs fulgte med vognene som arrangører. Pelsopkøberen Rafael Gallegos var kendt med dele af det gennemrejste terræn nordvestpå og ledte vogntoget fra lejrplads til lejrplads. Vogntoget var stramt organiseret efter trusler fra visse indfødte amerikanere.[8] James Brady modtog valget som gruppens kaptajn. Han havde fire vogne i vogntoget for at fragte forsyninger til guldgraverbyerne.[3]
Den 20. juli måtte vogntoget returnere til Oregon Trail, efter at omkring 150 lakota - og cheyenne krigere havde advaret folkene om følgerne ved at fortsætte.[3] Mændene var da nået til pladsen for den fremtidige by Buffalo, Wyoming, hvilket var mindre end en tredjedel af vejen til guldfelterne.[3] Nu med John Boyer som vejviser[3] fulgte vognene en anden rute tilbage til North Platte River.[3]
Bozeman og ni andre til hest nåede den planlagte destination i Montana på 21 dage ved at forlade Powder River bassinet og ride vest om Bighorn Mountains.[3]
Bozeman Trail i 1864
Bozeman Trail som en realitet
Kongressen oprettede Montana Territory den 26. maj 1864, hvorefter de tillokkende guldfelter ikke længere hørte til Idaho Territory.[3]
Jim Bridger førte 62 vogne fra Fort Laramie til guldfelterne i sommeren 1864 med start den 20. maj.[3] Hans rute vest om Bighorn Mountains, Wyoming, blev kun brugt dette ene år, da den gik gennem et relativt vandfattigt terræn.[3] De sidste ca. 130 kilometer af Bridger Trail langs Yellowstone River i Montana[3] blev stort set integreret i Bozeman Trail en måneds tid senere.
Allan Hurlbut startede kapløbet fra Oregon Trail mod Montana øst om Bighorn Mountains den 16. juni. Han var vejviser for et vogntog med 124 vogne og 438 folk,[3] indtil de rejsende afskedigede ham på den anden side af Bighorn River. På det tidspunkt havde Bozemans vogntog overhalet ham. Abram Voorhees overtog Hurlbuts plads. Ved Pryer Creek mistede vogntoget seks heste og seks muldyr til hestetyve, formodet at være crower.[3]
Bozemans vogntog med 108 vogne og omkring 360 rejsende indledte turen over prærien den 18. juni.[3] Ved en fælles overenskomst fulgte et mindre, selvstændigt vogntog anført af John T. Smith lige i hans hjulspor, så de kunne yde hinanden gensidig assistance.[3] Efter at have tilbagelagt ca. 200 kilometer overhalede Bozeman Allan Hurlbuts vogntog, der ledte efter guldforekomster i Bighorn Mountains.[3] Da en rådvild Bozeman prøvede sig frem over prærien op langs Yellowstone River, Montana, stødte han til sit held på hjulsporet skabt af Bridgers vogntog nogle uger før. Med små afvigelser fulgte han det til Virginia City.[3] Vognene nåede destinationen sidst i juli.[3]
John M. Bozeman ledte aldrig flere vogntog over ruten opkaldt efter ham.[3] Han deltog i et møde ved Gallatin Valley den 9. august, hvor man besluttede at grundlægge en by for enden af Bozeman Trail og navngive den Bozeman.[3]
Townsends vogntog
Den 4. juli startede A. A. Townsends vogntog for alvor mod Montana vejledt af de to guider brugt af Bozeman og Jacobs i 1863, Gallegos og Boyer. Vejviserne tog sig betalt med fire dollars per prærievogn. Selskabet bestod af 375 mænd, 36 kvinder og 56 børn, der kørte i 150 vogne. Angiveligt havde mændene så mange våben med, at de samlet kunne affyre 1.641 skud, før de skulle genlade dem.[3]
De fik brug for dem, da de kom under et seks timer langt angreb fra cheyenner og oglala lakotaer tre dage efter start. De rejsende forsvarede sig bag en vognborg.[3] Angriberne brugte mest bue og pil. Da de satte ild til græsset for at brænde de hvide ud i det åbne, gravede kvinderne og børnene en grøft og hældte vand i den, så flammerne ikke nåede vognene.[3] Fire i vogntoget mistede livet[3] i forbindelse med ”Townsend Fight”, som var det mest koncentrerede og langvarige angreb på et civilt vogntog i al den tid, Bozeman Trail var i brug.[3]
Ankomst til Virginia City den 25. august.[3]
Coffinburys vogntog
Den 16. juli 1864 ledte kaptajn Cyrus C. Coffinbury[3] 68 vogne med 173 mænd og en ukendt antal kvinder og børn ud på den første etape mod Montana ad Bozeman Trail.[3]
De fandt tegn efter Townsend Fight den 22. juli, da de opdagede en skalp hængt op i en busk. De tog den med til Montana, hvor en mand i Townsends vogntog genkendte den som sin brors.[3]
Fordi vogntoget aldrig kom under angreb fra indfødte amerikanere, meldte de interne uenigheder sig. Efter at en hund havde skabt ravage i vogntoget, foreslog Coffinbury til fleres forfærdelse, at alle hunde skulle aflives. Løsningen blev at dele vogntoget op i to særskilte grupper, så ”Dog Train” drog afsted med alle hundene og ”Anti-dog Train” slap for dem. I god stemning fortsatte de to hold til enten Livingston eller det nyopdagede guldfelt Emigrant Gulch, som de nåede den 26. august.[3]
Bozeman Trail i 1865
Ruten lukket for civile
Oberst Chivington og Third Colorado Volunteers’ massakre på cheyenne høvding Black Kettles venligsindede lejr ved Sand Creek, Colorado, i november 1864 fik konflikten mellem amerikanerne og visse præriefolk til at blusse yderligere op.[3]
For at sikre Bozeman Trail mod raids fra cheyenner og lakotaer lukkede USA ruten i hele 1865. General Patrick E. Connor skulle uhindret kunne gennemføre en straffeekspedition[3] mod de fjendtlige stammer i Powder River området med start fra Fort Laramie i sensommeren.[3]
Hæren, forstærket med to kompagnier spejdere fra dels pawnee – og dels winnebago/omaha stammen,[3] fulgte til tider Bozeman Trail i Wyoming. Soldaterne byggede Fort Reno tæt ved ruten og angreb og ødelagde en venligsindet arapaho lejr ved Tongue River; men ellers ændrede Connors storstilede ”Powder River Indian Campaign” intet.[3]
Visse kolonner af hæren var tværtimod blev angrebet af både hunkpapa lakotaer samt Red Clouds oglalaer og Little Wolfs cheyenner, så de uden mange heste og i mangel på udstyr fandt frem til det nyopførte Fort Reno i en elendig forfatning.[3]
Sawyers 50.000 dollars vej til Montana
Samtidig med Connors felttog fik James A. Sawyers til opgave at anlægge en 50.000 dollars vej fra Niobrara Rivers udløb i Missiouri River, Nebraska, til Virginia City, Montana. En militær-eskorte fulgte vejbyggerne fra Niobrara River med start den 13. juni.[3] Efter angreb fra Red Clouds oglalaer og Dull Knifes nordlige cheyenner[3] nåede de 80 vogne i Sawyers’ selskab[3] Fort Reno den 24. august.[3]
Sawyers fortsatte fra militærstationen, og efter råd fra Bridger fulgte hans vogntog Bozeman Trail til Tongue River, tæt på grænsen til Montana. Her, den 1. september, kom mændene under angreb fra arapahoerne, der tre dage tidligere havde fået deres lejr og vinterforråd ødelagt af Connor.[3] Næste dag kom parterne overens. Arapahoerne undskyldte deres fremfærd med, at de havde antaget Sawyers’ vogntog for at være soldater, der ville overfalde dem igen.[3]
Fra Tongue River og til vejs ende i Virginia City kørte vognene stort set i hjulsporet allerede dannet af de foregående vogntog på Bozeman Trail.[3]
Da 36 vogne i den føderalt financerede tur over prærien var ejet af Hedges Brothers private handelsfirma, blev Sawyers mistænkt for at have kommercielle bånd til brødrene og kom under anklage for misbrug af offentlige midler.[3] Ydermere havde Sawyers’ tur til Montana stik mod hensigten ikke resulteret i mange nye hjulspor, broer over vandløb eller mere farbare nedkørsler ad stejle skrænter. Trods skarp kritik fra flere sider talte Sawyers sig ud af problemerne og gennemførte en ny tur ad Bozeman Trail næste år.[3]
De eneste ægte emigranter på ruten i 1865 var ti civile i fire vogne i Sawyers’ vogntog. En blev dræbt af arapahoer på vejen.[3]
Bozeman Trail i 1866
Ruten genåbnet for civile
Afslutningen af den amerikanske borgerkrig satte skub i den civile trafik på Bozeman Trail ved genåbningen af ruten i 1866.[8]
De første rejsende var inde på ruten før juni,[8] og helt hen i oktober ankom de sidste til Virginia City.[8] Omkring 2.000 folk fordelt i op mod 1.200 vogne samlet i overvejende små eller mindre vogntog udnyttede den forlængede rejsesæson til at drage til Montana.[8]
En større andel af de rejsende var nu faglærte håndværkere eller f.eks. handlende, der så muligheder i at slå sig ned i de voksende samfund vestpå.[8] Mange vogne kørte på ruten udelukkende for at fragte levnedsmidler og forskellige mangelvarer – ikke personer – frem til guldgraverbyerne. Thomas A. Creighs var sådan en speditør, og hans job var at køre 81 tons maskineri til knusning af guldholdigt kvarts ud til minerne i Montana.[8]
Vogntogene på ruten fra den 17. juli og en uge frem oplevede igen og igen raids mod deres trækdyr og fatale angreb på omstrejfende folk udført af navnlig lakotaer og cheyenner.[8] En måned før havde nogle arapahoer hjulpet et vogntog ved at springe ud i Piney Creeks strøm for at redde bortskyllet gods fra de krydsende vogne.[8]
Bozeman Trail opgives
Fra 1867 og indtil lukningen af ruten i 1868 anså myndighederne genvejen for at være for farlig for civile. Mandskabet i de tre forter ved hjulsporet havde mere end nok at gøre med at forsvare bygningerne og sig selv.[8] Ofte omtalte kampe fra denne periode er ”Wagon Box Fight”[11] og ”Hayfield Fight”.[11]
Kun post- og forsyningsvogne under militær-eskorte kørte ad Bozeman Trails sydlige etaper op til forterne, så længe disse var bemandet. Mellem det nordligst placerede Fort C. F. Smith ved Bighorn River, Montana, og nybygger-samfundene vestpå fandt en uregelmæssig rutefart sted, indtil fortet blev brændt af Red Cloud;[11] men ellers var Bozeman Trail et forladt hjulspor.[8]
Remove ads
Referencer
Wikiwand - on
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Remove ads