Fort Reno
From Wikipedia, the free encyclopedia
Remove ads
Fort Reno (først kaldt Fort Connor) var en amerikansk militærstation i Johnson County, Wyoming, fra 1865 til 1868. Fortet skulle beskytte emigrant-ruten Bozeman Trail gennem crowernes territorium mod fjendtlige lakotaer og cheyenner.
,_Article_2,_Roads_may_be_established.png)
Det var navngivet efter general Jesse Lee Reno, dræbt under den amerikanske borgerkrig den 14. september 1862.[1]
Remove ads
Fort Reno
Grundlagt i crow territorium
Fort Laramie traktaten (1851) gav USA lov til at anlægge veje og opføre forter i de deltagende præriestammers respektive territorier som bestemt i traktatteksten. Samme traktat fastlagde crow territoriet som et område vest for Powder River, der grænsede helt op til lakota territoriet øst for floden.[2]
Den 14. august 1865[1] grundlagde general Patrick E. Connor fortet i de traditionelt venligsindede crowers territorium akkurat nordvest for en strækning af Powder River. Oberst James H. Kidd og mænd fra det 6. Michigan kavaleri-regiment[3] opførte to lagerbygninger, der var beskyttet af en knap 2,5 meter høj palisade på ca. 40 x 40 meter. To mandskabsbarakker, to officersboliger, et infirmeri og nogle mindre bygninger af træ lå placeret i det åbne.[4] Bygningerne havde jordgulv, og taget var dækket med græstørv.[5] Vand blev kørt op til fortet i vandvogne.[6]
Det prunkløse fort skulle fungere som et knudepunkt[7] for hærens fler-grenede straffeekspedition mod lakotaer og cheyenner, der havde angrebet rejsende på Bozeman Trail året før.[3]
Bygningskomplekset hed først Camp Connor og derpå Fort Connor,[3] indtil det fik dets endelige navn den 11. november.[1]
Fortet bemandet og udbygget
_John_Little_Priest._Volunteer_enlistment,_Omaha_Scouts,_1865.png)
Under general Connors felttog i 1865 havde oberst Kidd kommandoen.[1]
Fra september 1865 var fortet bemandet af to kompagnier fra det 5. U.S. regiment af frivillige[1] samt et frivilligt kompagni af såkaldte Omaha spejdere under kaptajn Edwin R. Nash,[1] der i virkeligheden var winnebago krigere fra det nyligt oprettede winnebago reservat i Nebraska.[8]
Oberst Henry B. Carrington gik imod en oprindelig plan om at opgive pladsen ved Powder River og bygge et nyt Fort Reno længere vestpå, så i juni 1866 overtog to kompagnier af hans 18. infanteri-regiment ansvaret for fortet og dets opgaver.[1] Flere af winnebagoerne ville gerne have fortsat i hæren under Carrington, der beklagede, at han ikke havde autoritet til at genindskrive dem.[6]
Den næste tid udbyggede mandskabet militærstationen.[1] Den øverstbefalende fik en bolig af adobe, og en ny palisade med to blokhuse omgav alle fortets hidtil eksponerede bygninger.[4] Efter bygningen af Fort Phil Kearny i juli[1] og Fort C. F. Smith i august[1] indgik Fort Reno i en tre-ledet kæde af militærstationer til beskyttelse af Bozeman Trail i anerkendt crow territorium.
Under Van Voasts ledelse i 1867 foretog soldaterne flere ændringer af de oprindelige palisader, der helt blev erstattet med en ny. Efter bygningen af et vagthus og nogle ekstra lagerbygninger stod fortet færdigt.[4]
Militærstationens stærkeste bemanding var på 300 mand i efteråret 1867.[5]
Livet i og ved fortet
Civile vogntog på Bozeman Trail slog lejr ved fortet for at få tilladelse til at fortsætte videre til Fort Phil Kearny, som foreskrevet i general John Popes ”General Order No. 27” udstedt den 28. februar 1866, der udstak reglerne for færdsel på emigrant-ruterne mod vest.[1] Både de regulære soldater og winnebago krigerne kunne yde vogntogene eskorte på de nærmeste etaper af Bozeman Trail.[1] Infirmeriet tog også imod syge eller sårede blandt de rejsende.[1] Enkelte soldater deserterede.[1]
Mere end en gang prøvede fjendtlige lakotaer eller cheyenner, til tider med held, at forsvinde med Fort Renos græssende muldyr eller at drive dets kvæg på græs væk.[1] Fortet undgik direkte angreb på bygningerne.[5]
Lakotaerne var imod fortet, som de opfattede som de hvides forsøg på at overtage landområderne vest for Powder River,[9] som de selv lige havde taget fra crowerne.[10] Af samme grund bekrigede cheyennerne soldaterne. Ydermere havde de sydlige cheyenner tilsluttet sig de nordlige cheyenner omkring april 1865[9] og opfordret dem til fælles kamp mod alle amerikanere efter Sand Creek-massakren i Colorado året før.[9]
Crowerne, der havde traktat på lokaliteten med fortet, så hæren ikke meget til, da de var blevet drevet tilbage til områder længere nordvestpå af deres arvefjender i lakota stammen.[11]
Fortet nedlagt og følgerne deraf
Lakota høvding Red Clouds krig mod forterne endte med vedtagelsen af Fort Laramie-traktaten (1868), hvori USA lovede at stoppe brugen af Bozeman Trail og nedlægge militærstationerne langs hjulsporet.[2] Red Cloud beskrev altid sin kamp for at lukke Bozeman Trail som et retfærdigt forsvar af sit land og sine jagtmarker mod indtrængende hvide.[12]
Ved at give efter for lakotaen Red Clouds krav vedrørende landområder, crowerne havde haft traktat på siden 1851, forrådte USA de sidstnævnte, der i to år havde støttet hæren og advaret soldaterne om overhængende lakota/cheyenne angreb.[8] Crowerne måtte afstå land,[2] for at USA kunne opfylde høvdingens krav om adgang til jagtmarker vest for Powder River. Med Bozeman Trail ryddet for amerikanere kunne Red Cloud og lakotaerne koncentrere sig om at gå ud mod crowerne igen[13] og fravriste den lille nabostamme yderligere land.[14]
De sejrrige indfødte stak Fort Reno i brand kort efter, at det stod tomt engang i august.
De jordiske rester af folk stedt til hvile i fortets begravelsesplads blev ført til Custer Battlefield National Cemetery engang i 1880erne.[5]
Remove ads
Referencer
Wikiwand - on
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Remove ads