Chile
Republik i Sydamerika From Wikipedia, the free encyclopedia
Chile, officielt Republikken Chile (spansk: República de Chile), er et land i Sydamerika. Chile er klemt inde mellem Andesbjergene i øst og Stillehavet i vest. Det grænser op til Peru i nord, Bolivia i nordøst, Argentina i øst og Drakestrædet i syd. Chile omfatter også territorierne Juan Fernández, Salas y Gómez, Desventuradas og Påskeøen. Chile gør også krav på et 1,25 millioner km2 stort område af Antarktis. Disse krav er dog suspenderet under Antarktistraktaten.
Republikken Chile República de Chile (spansk) | |
|---|---|
 Nationalvåben
| |
 | |
| Hovedstad | Santiagoa 33°26′S 70°40′V |
| Største by | Santiago |
| Officielle sprog | Spansk |
| Regeringsform | Præsidentiel demokratisk republik |
| Gabriel Boric | |
| Lovgivende forsamling | Nationalkongressen |
• Overhus | Senatet |
• Underhus | Deputeretkammeret |
| Uafhængighed fra Spanien | |
• Første juntaregering | 18. september 1810 |
• Erklæret | 12. februar 1818 |
• Anerkendt | 25. april 1844 |
• Nuværende forfatning | 11. september 1980 |
| Areal | |
• Total | 756.096,3 km2 (nr. 38b[1]) |
| 1,07 % | |
| Befolkning | |
• Anslået 2013 | 17.556.815[2] (nr. 62) |
• Folketælling 2012 | 16.634.603[3] |
• Tæthed | 23/km2 (nr. 194) |
| BNP (KKP) | Anslået 2013 |
• Total | 341.914 mio. USD[4] (nr. 43) |
• Pr. indbygger | 19.475 USD[4] (nr. 55) |
| BNP (nominelt) | Anslået 2013 |
• Total | 285.703 mio. USD[4] (nr. 38) |
• Pr. indbygger | 16.273 USD[4] (nr. 49) |
| Gini (2011) |  50,3[5][6] (meget høj) |
| HDI (2013) |  0,847 [7] (meget høj) (nr. 40) |
| Valuta | Peso (CLP) |
| Tidszone | UTC-4/-6 (CLT/EAST) |
| UTC-3/-5 (CLST/EASST) | |
| Kører i | højre side af vejen |
| Kendings- bogstaver (bil) | RCH |
| Luftfartøjs- registreringskode | CC |
| Internetdomæne | .cl |
| Telefonkode | +56 |
| ISO 3166-kode | CL, CHL, 152 |
a Den lovgivende forsamling finder sted i Valparaiso. b Deriblandt Påskeøen og Salas y Gómez, mens et krav på 1.250.000 km² af Antarktis ikke er medregnet. | |
Den tørre Atacamaørken i Nordchile indeholder store mineralforekomster, specielt kobber og lithium. Den centrale del af landet udgør et relativt lille område, men er alligevel hjemsted for størstedelen af befolkningen. Det er landets kulturelle og politiske centrum, hvorfra Chile i slutningen af det 19. århundrede udvidede sit territorium, da landet indlemmede de nordlige og sydlige regioner. Det er også i Centralchile, at de fleste fødevarer dyrkes. Sydchile er rigt på skovområder og græsmarker, men består også af en række vulkaner og søer. Den chilenske sydkyst er en labyrint af fjorde, småøer, kanaler og halvøer.
Spanien erobrerede og koloniserede Chile i midten af det 16. århundrede. Spanierne knuste hurtigt Inkariget i det nordlige og centrale Chile, men formåede ikke at erobre det uafhængige mapuchefolk i det sydlige Chile. Efter at have erklæret uafhængighed fra Spanien i 1818, voksede Chile i 1830'erne frem som en stabil, om end diktatorisk regionalmagt. I det 19. århundrede oplevede Chile en økonomisk såvel som territorial fremgang. I 1880'erne fik man omsider erobret mapuchefolket, og i samme årti fik man også udvidet de nordlige områder under Salpeterkrigen (1879-83) mod Peru og Bolivia.[8] 1960'erne og 1970'erne var præget af en voldelig polarisering mellem højre- og venstrefløjen. Denne udvikling kulminerede i 1973 i et statskup, der afsatte Salvador Allendes venstreorienterede regering. Herpå fulgte 16 år under et højreorienteret militærdiktatur, der dræbte og kidnappede flere end 3000 mennesker.[9] Regimet, anført af Augusto Pinochet, gik i opløsning i 1990, efter at det havde tabt en folkeafstemning i 1988. Det blev efterfulgt af en centrum-venstre-ledet koalition, der sad på magten indtil 2010.
Chile er i dag et af Sydamerikas mest stabile og velstående lande. Det er et højindkomstland med en høj levestandard.[9][10] Chile ligger på en regional førsteplads inden for områder såsom udvikling, fred, konkurrenceevne, indkomst, globalisering og økonomisk frihed. Chile var som det eneste land i Sydamerika medlem af OECD, indtil 2020, hvor også Colombia blev medlem.[11] Landet har også den næstlaveste selvmordsrate i Amerika. Chile er medlem af FN, UNASUR og CELAC.
Etymologi
Der er flere teorier om oprindelsen af navnet Chile. Ifølge 16. hundredtalsforfatteren Diego de Rosales kaldte inkaerne dalen ved Aconcagua for "Chili" efter en forvansket udgave af navnet på en picunche-høvding, Tili, som herskede over området på den tid, hvor inkaerne erobrede området i det 15. århundrede.[12] En anden teori peger på ligheden mellem Aconcagua-dalen og dalen ved Casma-floden i Peru, hvor der var en by og et område, der hed Chili.[13]
Andre teorier hævder, at navnet kan være afledt af ord fra et oprindeligt folk på området for "Jordens ende" eller "havmåger", fra mapuche-ordet "chili", som kan betyde "hvor landet ender",[14] eller fra quechua-ordet "chiri", der betyder "kold"[15] eller "det dybeste sted på Jorden".[16] Endnu et bud på oprindelsen af navnet er fra det onomatopoietiske "cheele-cheele", som er mapuchernes imitation af sangen fra den gulvingede stærling (lokalt kaldet trile).[14]
De spanske conquistadorer hørte om navnet fra inkaerne, og de få overlevende fra Diego de Almagros første spanske ekspedition syd for Peru kaldte sig selv for "mændene fra Chilli".[14] I sidste instans er Almagro krediteret for udbredelsen af navnet "Chile" efter at have givet Mapocho-dalen dette navn.[13]
Historie
Uddybende artikel: Chiles historieTidlig historie
For omkring 10.000 år siden indvandrede de første oprindelige folk til området og bosatte sig i de frugtbare dale og kystområder i det, der er nutidens Chile. Eksempler på fund fra disse folk er Monte Verde i nærheden af Puerto Montt, Cueva del Milodón i Patagonien og lavatunnellen i Pali-Aike-krateret, ligeledes i Patagonien. I det chilenske område boede forskellige folk. Mod nord boede atacameñoerne og diaguitaerne; begge folkeslag var agerdyrkere og beherskede vandingsteknikker, hvilket tyder på en vis statsdannelse.[17] Længere mod syd boede mapucherne (af spanierne kaldet araucaniere), som der menes at have været omkring en million af.[17] Inkaerne udbredte kortvarigt deres rige til at omfatte det nordlige af nutidens Chile indtil omkring Santiago, men mapucherne modstod med held adskillige inkaforsøg på at underlægge sig dem på trods af, at mapucherne tilsyneladende ikke havde nogen central magt.[17] Kulminationen på denne strid var slaget ved Maule (i slutningen af det 15. århundrede), hvor inkaherskeren Túpac Yupanqui ved floden Maule måtte se sig besejret i et blodigt, tre dage langt slag, der blev enden på inkaernes erobringstogt mod syd.
Spansk kolonisering
I 1520 var Ferdinand Magellan på sin vej Jorden rundt nået til sydspidsen af Sydamerika og rundede som den første europæer dette punkt, og han blev ligeledes den første europæer til at sætte foden på jorden i det, der nu er Chile. Den næste europæer, der ankom, var Diego de Almagro, der med sine conquistadorer i 1535 var på jagt efter guld og i den forbindelse drog sydpå fra Peru. Spanierne mødte på deres vej forskellige folkeslag, der klarede sig selv med agerdyrkning med svedjebrug og jagt.[18] Almagro blev imidlertid skuffet over manglen på ædle metaller og desuden afskrækket af de lokale beboeres stridbarhed og vendte tilbage til Peru. Nogle år senere var det Pedro de Valdivia, der drog mod syd, og denne gang var erobringen mere hårdnakket. Han grundlagde Santiago i 1541, og skønt spanierne stadig ikke fandt ædle metaller, kunne de godt se agerbrugspotentialet i de frugtbare dalområder. Chile blev derpå en del af det Spanske imperium.[18]
Erobringen af landet forløb gradvist, og europæerne led flere tilbageslag. Et omfattende mapuche-oprør, som blev indledt i 1553, resulterede i Valdivias død og ødelæggelse af mange af spaniernes vigtigste bosættelser. Nye oprør fandt sted i 1598 og 1655. Ved hvert oprør rykkede sydgrænsen for spaniernes koloni længere mod nord. Den spanske regerings afskaffelse af slaveriet i 1683 skete i erkendelse af, at modstanden voksede, når man gjorde mapucherne til slaver. Trods de kongelige forbud vedblev relationerne mellem kolonisterne og de oprindelige folk at være spændte.
Med sin placering på et relativt lille område defineret af Andesbjergene mod øst, Stillehavet mod vest, Atacama-ørkenen mod nord og mapuchernes område mod syd blev den chilenske koloni en af de mest centraliserede og homogene af de spanske kolonier i Sydamerika. Kolonien opfattede det som sin opgave med sin grænsegarnison at hindre angreb, dels fra mapucherne, dels fra spaniernes europæiske fjender, først og fremmest briterne og hollænderne. Boucaniers og engelske eventyrere plagede sammen med mapucherne kolonien; et eksempel herpå er Francis Drakes overfald på koloniens vigtigste havn i Valparaíso i 1578. Chile havde derfor en af de største hære i Amerika og var en af de mest militariserede spanske besiddelser, hvilket betød store udgifter for vicekongedømmet i Peru.
Den første folketælling blev foretaget under Agustín de Jáureguis regering i 1777-78. Den viste, at der i kolonien var 259.646 indbyggere, deraf 73,5 % af europæisk afstamning, 7,9 % mestizer, 8,6 % oprindelige folk og 9,2 % sorte. Der blev foretaget en lignende folketælling i Chiloé-provinsen i 1784, og den viste, at der her boede 26.703 indbyggere, heraf 64,4 % af europæisk afstamning samt 35,5 % oprindelige folk.
Uafhængighed fra Spanien
Under Napoleonskrigene i Europa havde franskmændene sat Joseph Bonaparte på den spanske trone i 1808, og dette satte skub i et spirende ønske i kolonien om at opnå selvstændighed.[19] En national junta opkaldt efter Ferdinand 7., arving efter den afsatte spanske konge, blev dannet d. 18. november 1810. Regeringsjuntaen erklærede Chile for en autonom republik inden for det spanske monarki. Til minde om dette fejrer Chile nationaldag hvert år d. 18. september.[19]
Efter disse begivenheder fik bevægelsen for fuldstændig uafhængighed mere vind i sejlene. Bevægelsen blev anført af José Miguel Carrera og hans to brødre Juan José og Luis. Spanierne søgte derpå at genskabe sit herredømme over Chile og flere andre dele af Sydamerika, der ligeledes forsøgte at opnå uafhængighed, i det forløb, der blev kaldt reconquistaen. Dette førte til yderligere modstand, men også interne kampe, idet Bernardo O'Higgins udfordrede Carreras magt i ledelsen af uafhængighedsbevægelsen.[19]
Krigshandlingerne fortsatte med ujævne mellemrum indtil 1817. Under en af spaniernes succesfulde togter måtte uafhængighedsbevægelsens ledere flygte til Argentina, og her blev Carrera fængslet. O'Higgins, der i eksilet var blevet udnævnt til øverste diktator, og den argentinske general José de San Martin, en helt fra Argentinas selvstændighedskrig, samlede en hær og krydsede med den Andes, hvorpå de besejrede royalisterne i Chile. Den 12. februar 1818 godkendte O'Higgins teksten til Chiles uafhængighedserklæring, og landet betragtede herefter sig selv som selvstændigt, idet dette dog først blev bredt anerkendt hen imod midten af århundredet.
Den politiske revolte medførte dog ikke større sociale ændringer i landet, og samfundet i det 19. århundredes Chile bibeholdt en stærk klasseopdeling, som i stor udstrækning skyldtes den politik, spanierne havde ført, samt den katolske kirkes dominans.
Langsomt begyndte Chile at øge sin indflydelse og etablere sine grænser. I første omgang gik man efter Chiloé-øgruppen, som spanierne havde bevaret magten over, og efter nogle militære forsøg på erobring, opgav spanierne modstanden, og øgruppen blev chilensk ved Tantauco-aftalen i 1826. Økonomien blev markant forbedret med et sølvfund i Chañarcillo og den voksende handel via Valparaíso. I den forbindelse opstod der en konflikt med Peru om herredømmet over Stillehavskysten. Samtidig søgte man fra omkring 1848 at trænge ind i Araucanía-regionen samt at styre bosættelsen af de talrige tyske immigranter, der i stort omfang kom til at leve i de nuværende Los Ríos- og Los Lagos-regioner. Magallanes-regionen blev en del af nationen i 1843 med opførelsen af Bulnes-fortet, og Antofagasta-området, der på det tidspunkt tilhørte Bolivia, begyndte at blive befolket.
Mod slutningen af det 19. århundrede konsoliderede regeringen i Santiago i syd med den endelige besættelse af Araucanía. Grænsetraktaten fra 1881 mellem Chile og Argentina bekræftede Chiles suverænitet over Magellanstrædet. Som et resultat af salpeterkrigen med Peru og Bolivia (1879-83) ekspanderede Chile sit territorium mod nord med næsten en tredjedel og eliminerede derved Bolivias adgang til havet samtidig med, at man vandt vigtige nitratforekomster, hvis fund skabte en periode med national velstand.[20]
Borgerkrigen i Chile (1891) medførte en omfordeling af magten mellem præsidenten og kongressen, så kongressen fik mere magt, som man kender det fra parlamentarisme, dog uden den normale procedure med, at parlamentet (kongressen) valgte regeringslederen.[21] Men borgerkrigen havde også været en kamp mellem dem, der gik ind for opbygning af lokal industriproduktion, og de magtfulde chilenske bankinteresser, særligt House of Edwards, der havde stærke forbindelser til udenlandske investorer.
Det 20. århundrede
Chiles økonomi degenererede delvist til et system, der beskyttede den herskende elite, og korruption var udbredt i landet omkring århundredskiftet til det 20. århundrede.[21] Langsomt begyndte middel- og arbejderklasserne at blive styrket, og flere nye partier, som det Demokratiske Parti (støttet af håndværkere og arbejdere i byerne) og det Radikale Parti (støttet af byernes middelklasse og eliten i provinsen), vandt frem.[21] I 1920'erne blev de traditionelle konservative partier besejret, da den reformvenlige Arturo Alessandri blev valgt til præsident, men hans reformprogram blev i lang tid obstrueret af den konservative kongres, indtil han fik støtte fra militære grupper, der var utilfredse med nedskæringerne i deres rækker.[22]
Alessandri blev stødt fra magten af konservative officerer, og i 1924-25 blev landet ledet regeringsjuntaer, hvor den anden junta dog arbejdede på at få Alessandri tilbage og frivilligt afgav magten til ham.[22] Så var vejen banet for Alessandri, der samme år stod bag en ny forfatning,[22] der blandt andet betød et officielt brud mellem kirke og stat, tillod arbejderne at organisere sig og øgede præsidentens magt på bekostning af kongressen.[23] Denne forfatning fungerede til 1973.
Præsidentens øgede magt kom general Carlos Ibáñez del Campo til gode, da han i 1927 kom til magten efter et manipuleret valg.[24] Hans styre var reelt et diktatur, idet parlamentet var sat helt ud af kraft. Imidlertid var han relativt populær, idet han kunne lukrere på store lån fra banker i USA og i øvrigt sørgede for at tilgodese middelklassens behov. Hans popularitet led imidlertid et gevaldigt knæk med Wall Street-krakket i 1929 og Depressionen, der fulgte.[24] Folkeforbundet opgjorde senere, at ingen nation i verden led mere under Depressionen end Chile, hvor på et tidspunkt næsten en fjerdedel af arbejdsstyrken var uden arbejde.[24] Ibáñez frygtede en borgerkrig og gik i eksil i Argentina i 1931, efter at han havde overgivet magten til en demokratisk valgt efterfølger. Dette medførte, at hans status ikke for alvor led, og at han de følgende årtier fortsat var en central politisk skikkelse og i øvrigt blev valgt til præsident igen i 1952.
I første omgang medførte krisen og Ibáñez' flugt dog en periode med megen ustabilitet og flere kortlivede regeringer. I 1932 kom Alessandri imidlertid tilbage på præsidentposten, og demokratiet kom snart på skinner igen, idet Alessandri nu var mere midtsøgende end tidligere. I kølvandet på Alessandri kom det Radikale Parti, et midterparti, til magten og sørgede for stabilitet i de følgende år, ofte i koalition med andre partier. Med Ibáñez' anden regeringsperiode og hans efterfølger, Jorge Alessandri (Arturo Alessandris søn), vendte konservatismen tilbage til magten.[25]
I 1964 blev Alessandri afløst af kristendemokraten Eduardo Frei Montalva, der på baggrund af absolut flertal for sin politik igangsatte en række store reformer. Reformerne omfattede sociale og økonomiske forhold, særligt inden for undervisning, boliger og landbrug. De store ambitioner blev ikke helt indfriet, idet der kom modstand fra begge de politiske fløje: Enten var reformerne for drastiske, eller også var de ikke omfattende nok.[26]
I 1970 blev socialisten Salvador Allende valgt som præsident i Chile som den første marxistiske regeringsleder i Sydamerika.[26] Allende fik gennemtrumfet flere socialistiske tiltag som nationalisering af kobber-miner, der hovedsageligt var ejet af amerikanske firmaer, og overtagelse af andre store virksomheder, banker og godser. Ledelsen af godser og fabrikker blev overtaget af bønder og arbejdere. Samtidig fik Allende hævet lønningerne, hvilket kom et meget stor del af befolkningen til gode og satte gang i købekraften.[27]
Efter den første tid med opbakning bag hans politik fik Allende efterhånden problemer med at holde sammen på den koalition, der havde sikret ham valget, men værre var, at oppositionen, der havde magten i kongressen, blev betydeligt mere aktiv i sin politik. Udenrigspolitisk søgte Allende at holde gode forhold til USA, men samtidig øgede han forbindelserne til de lande, USA anså som deres fjender, heriblandt Sovjetunionen, Nordvietnam, Nordkorea, Cuba og Kina.[27] USA's reaktion var tosidet: På overfladen var man kølig, især efter nationaliseringen af de amerikanskejede kobberminer, og Nixons regering pressede Chile på økonomien. Samtidig arbejdede USA i det skjulte på at destabilisere den socialistiske regering ved at finansiere Allendes modstandere og opfordre til et kup.[27][28]
Efterhånden forværredes økonomien i Chile, hvilket styrkede oppositionen, der samtidig forenede kræfterne fra kristendemokraterne og de konservative, efter at kristendemokraterne i begyndelsen af Allendes regeringsperiode ikke havde modarbejdet ham. Et vigtigt kongresvalg i marts 1973 ændrede imidlertid ikke meget ved magtfordelingen, idet oppositionen ikke opnåede de forventede to tredjedeles flertal, som kunne have væltet Allende.[27] I stedet betød resultatet større konfrontationer, der blev gradvist mere voldelige, på gadeplan mellem regeringsstøtter og tilhængere af oppositionen. De yderste politiske fløje fik vind i sejlene, og højrefløjen søgte at få militæret på sin side. Et militært kup blev forpurret i juni, men hændelsen gav et signal om, at militæret var nervøst. Samfundet gik mere og mere i stå, og da kongressen og højesteret tilføjede Allende et sviende nederlag, planlagde han at søge om støtte til sin politik ved en folkeafstemning. Imidlertid kom militæret under ledelse af den nyudnævnte hærchef, Augusto Pinochet, dette i forkøbet ved at angribe strategiske civile myndigheder i landet den 11. september 1973.[27] Det var starten på det militærkup, der styrtede Allendes regering. Undervejs i kuppet led Allende en voldelig død, øjensynligt begik han selvmord,[27] hvilket en domstolsafgørelse har fastslået i 2012.[29] USA's rolle i kuppet og Allendes død er uklar, men Henry Kissinger fortalte Nixon, at USA havde "hjulpet" kuppet.[30][31]
Pinochet-æraen 1973-1990
Efter kuppet tog en militærjunta under ledelse af general Pinochet magten. De første år af dette styre var præget af talrige overtrædelser af menneskerettighederne. Ifølge Rettig-rapporten blev mindst 2.115 mennesker dræbt[32], lige som et meget stort antal (der er nævnt tal på 28.000 eller mere[33][34]) blev udsat for tortur. Det chilenske nationalstadion blev straks efter kuppet omdannet til en koncentrationslejr, og her blev den internationalt kendte sanger og sangskriver Victor Jara dræbt blandt mange andre.[35]
Landet blev styret som et militærdiktatur, og en ny grundlov blev vedtaget ved en kontroversiel folkeafstemning 11. september 1980. Grundloven gav yderligere magt til præsidenten, hvorpå Pinochet blev valgt som præsident for yderligere otte år. I løbet af 1980'erne oplevede Pinochets styre gradvis større folkelige protester, og regeringen måtte efterhånden tillade større frihed til fx at forsamle sig, tale og danne foreninger, herunder fagforeninger og politiske partier.[36] Regeringen satte gang i markedsorienterede økonomiske tiltag og bevægede sig hen imod en fri markedsøkonomi, hvilket satte gang i lokale og udenlandske investeringer; dog blev kobberindustrien og andre vigtige mineralområder ikke åbnet for markedet.
Ved en folkeafstemning 5. oktober 1988 fik Pinochet ikke støtte til en ny otteårs periode som præsident. I stedet blev der afholdt valg til både præsidentposten og størstedelen af kongressen i december 1989. Her vandt kristendemokraten Patricio Aylwin som kandidat for en koalition af 17 partier, og han blev derfor præsident, dog kun for en fireårig overgangsperiode.
Overgangen til demokrati (tiden efter 1990)
Siden Pinochets fald har Chile igen været et demokrati med frie valg, og i den tid har der været præsidenter fra såvel midten med Eduardo Frei Ruiz-Tagle (1994-2000), venstrefløjen med Ricardo Lagos (2000-2006) og den første kvindelige præsident Michelle Bachelet (2006-2010 og igen fra 2014) samt højrefløjen med Sebastián Piñera (2010-2014).
Der har været foretaget mange undersøgelser af forbrydelserne begået under Pinochets regime.[32] Pinochet forblev efter udløbet af sin præsidentperiode som øverste militære leder i landet til 1998. Herefter blev han udnævnt til senator på livstid. Dette gav automatisk immunitet for retslig forfølgelse. Senere samme år rejste han til Storbritannien for at modtage lægebehandling, men her blev han arresteret på basis af universel jurisdiktion, og han blev fængslet i halvandet år, inden han blev udleveret til Chile. Nu kunne han tiltales for sine forbrydelser, men juridiske slagsmål, bl.a. som følge af Pinochets sygdom, medførte, at han døde uden at blive retsforfulgt i sit hjemland for sine forbrydelser.
To hændelser bragte i 2010 Chile i nyhedernes overskrifter verden over. Først blev landet udsat for et voldsomt jordskælv, hvor over 500 mennesker omkom og over en million blev hjemløse, og senere på året blev 33 arbejdere indespærret i en mineulykke, og de sad indespærret i 69 dage, inden de blev reddet op i god behold.[37]
Politik
Chile er en republik med repræsentativt demokrati, hvor præsidenten både er statsoverhoved og regeringsleder. Landet har flerpartisystem, men fungerer i praksis som et topartisystem på grund af det binomiale valgsystem. Den udøvende magt ligger hos regeringen, den lovgivende magt hos regeringen og de to kamre i kongressen. Den dømmende magt er uafhængig af både den lovgivende og den udøvende magt.
Den nuværende grundlov blev vedtaget under Pinochets militærregime i september 1980 ved en folkeafstemning, der af flere iagttagere blev betegnet som problematisk.[38] Loven trådte i kraft fra marts 1981. Efter Pinochets nederlag i folkeafstemningen i 1988 blev grundloven ændret, så fremtidige ændringer af den ville være lettere at gennemføre. I september 2005 underskrev præsident Ricardo Lagos en række ændringer til grundloven efter beslutning i kongressen. Blandt ændringerne var fjernelse af udpegede senatorer og senatorer på livstid, præsidentens mulighed for at udskifte den øverste militære leder samt en nedsættelse af præsidenters valgperiode fra seks til fire år.[39]
Kongressen i Chile har to kamre: Et senat med 38 sæder samt et deputeretkammer med 120 sæder. Senatorerne vælges for otte år ad gangen med forskudte valg, mens de deputerede vælges for fire år ad gangen. Valgene til kongressen foregår efter et binomialsystem, hvor der i hvert valgområde vælges to repræsentanter. Systemet tilgodeser i stor udstrækning store partier eller valgforbund, og i Chile har man siden Pinochets afgang haft to store koalitioner, der i de fleste tilfælde får et mandat hver. Det er kun, hvis den ene af koalitionerne opnår mere end dobbelt så mange stemmer som den anden, at vinderen får begge mandater. Af samme grund er de to store koalitioner ofte tæt på at være lige store i begge kamre.
Præsidenten vælges ved direkte valg. For at en præsidentkandidat kan vælges, skal vedkommende have absolut flertal af de afgivne stemmer. Hvis ingen kandidat opnår dette, afholdes en anden runde mellem de to kandidater, der opnåede flest stemmer i første runde. En præsident kan ikke sidde to på hinanden følgende perioder, men kan godt genvælges på et senere tidspunkt.
Kongresbygningen ligger i Valparaíso omkring 140 km vest for hovedstaden Santiago, hvor Palacio de La Moneda, præsidentens residens, ligger.
I det nuværende senat har centrum-venstre-koalitionen Ny Majoritet flertal med 20 mandater, mens højrefløjskoalitionen Alliance har 15 (tre senatorer er uafhængige).[40] Det seneste valg fandt sted 17. november 2013 og omfattede både valg af præsident, valg til deputeretkammeret samt valg af 20 af senatorerne. Valgets resultat træder i kraft 11. marts 2014, og der skete en lille forskydning i senatet, så der fremover er 21 fra Ny Majoritet, 16 fra Alliance og én uafhængig.[41] Tilsvarende har Ny Majoritet flertal i deputeretkammeret med 68 pladser, mens Alliance fik 48, og der var fire pladser til deputerede uden for alliancerne.[42] Præsidentvalget blev afgjort i to runder, idet valgets vinder, Michelle Bachelet fra Ny Majoritet, med 46,7 % af stemmerne ikke fik absolut flertal.[43] I anden runde, der blev afholdt fire uger senere, 15. december, var Bachelet oppe imod Evelyn Matthei fra Alliance, og her vandt Bachelet med 62,2 % mod 37,8 %,[44] og hun er dermed klar til at afløse Sebastián Piñera og genindtage præsidentposten, som hun også – som den første kvinde i Chiles historie – indtog i 2006-2010.
Chiles retsvæsen omfatter blandt andet en appeldomstol, et system af militære domstole, en forfatningsdomstol og højesteretten. I juni 2005 afsluttede Chile en gennemgribende revision af kriminalretssystemet.[45] Reformen har erstattet inkvisitionsprocesser med anklageprocesser, som svarer mere til dem, man kender fra lande som USA og Danmark.
Udenrigsrelationer
Siden Chile var helt ung som selvstændig nation, har den været meget aktiv i internationale forhold. I 1837 gik landet aggressivt ind i en udfordring af den peruvianske havneby Callaos dominans på stillehavshandelsruterne og besejrede den kortlivede alliance mellem Bolivia og Peru (Peru-Bolivia-konføderationen, 1836-39) i Konføderationskrigen. Krigen betød opløsningen af konføderationen og en fordeling af magten i Stillehavsområdet. En ny krig, Salpeterkrigen (1879-83), befæstede Chiles regionale betydning og øgede samtidig landets areal i betragtelig grad.[20]
I løbet af det 19. århundrede var Chile handelsmæssigt tættest forbundet til Storbritannien, et land der havde afgørende betydning for organiseringen af Chiles flåde. Frankrig påvirkede Chiles rets- og uddannelsessystemer og havde en væsentlig indflydelse på landet i blandt andet hovedstadens arkitektur, som i stort omfang blev til under det økonomiske opsving omkring skiftet til det 20. århundrede. Tyskland øvede indflydelse på Chile ved organiseringen og skolingen af landets hær, som blev forestået af preussere.[20]
Den 26. juni 1945 var Chile blandt de 50 nationer, der underskrev De Forenede Nationers Pagt i San Francisco, USA, og dermed grundlagde FN.[46][47][48] Med militærkuppet i 1973 blev Chile isoleret politisk på den internationale scene som følge af udbredte brud på menneskerettighederne.[49][50]
Siden sin tilbagevenden til demokrati i 1990 har Chile været en aktiv deltager i den internationale politiske arena. I januar 2005 afsluttede nationen en toårig plads som ikke-permanent medlem af FN's sikkerhedsråd, og fra januar 2014 genindtog den pladsen.[51] Chileneren Jose Miguel Insulza har siden 2005 været generalsekretær i Organisationen af Amerikanske Stater. Chile er et aktivt medlem af FN's organisationer og deltager i FN's fredsbevarende styrker og har siden 2011 været medlem af FN's menneskerettighedsråd.[52] Landet var vært for forsvarsministermøde for Amerika i 2002 og for APEC-topmøde og tilhørende mødeaktiviteter i 2004. Det var ligeledes vært for ministermødet i Community of Democracies i april 2005 og for den ibero-amerikanske konference i november 2007. I egenskab af observatørnation i Mercosur og fuldt medlem af APEC har Chile været en vigtig spiller vedrørende internationale økonomiske emner og frihandel på den sydlige halvkugle.
Chile har diplomatiske forbindelser med de fleste lande i verden. Det fik afsluttet sin territorialstrid med Argentina i 1990'erne bortset fra grænsedragningen i det sydligste Patagonien. Chile og Bolivia afbrød deres diplomatiske forbindelser i 1978, efter at det mislykkedes at komme til enighed om en løsning på Bolivias ønske om igen at få den forbindelse til havet, som landet mistede under Salpeterkrigen 1879-93.[53] De to lande har i stedet forbindelse på konsulniveau.
Forsvar
De væbnede styrker i Chile er underlagt civil kontrol, som udøves af præsidenten gennem forsvarsministeren. Præsidenten har bemyndigelse til at udskifte chefen for de væbnede styrker.[39]
- Ejército de Chile
Den nuværende chef for hæren er general Juan Miguel Fuentealba Poblete. Hæren består af 45.000 mand og er organiseret med hovedkvarter i Santiago, seks divisioner fordelt over landet, en luftbrigade i Rancagua og en specialkommando i Colina. Den chilenske hær opererer med 105 Leopard 1A5 som hovedkampvogn, og i marts 2006 købte man 140 brugte Leopard 2A4 fra Tyskland.[54]
- Armada de Chile
Flådens chef er admiral Enrique Larrañaga Martin,[55] som står i spidsen for 21.773 mand,[56] heriblandt 2.500 marineinfanterister. Ud af flåden på 29 overfladefartøjer er kun otte større krigsskibe (fregatter). Disse skibe har base i Valparaíso. Flåden har egne luftfartøjer beregnet til transport og overvågning; den har ingen kamp- eller bombefly. Flåden råder desuden over fire ubåde med base i Talcahuano.
- Fuerza Aérea de Chile
Luftvåbnets chef er general Jorge Roja Ávila,[57] som står i spidsen for 12.500 mand. Luftvåbnets materiel og mandskab er fordelt på fem flyverbrigader, som har hovedkvarterer i Iquique, Antofagasta, Santiago, Puerto Montt og Punta Arenas. Luftvåbnet opererer endvidere fra Eduardo Frei-forskningsstationen på King George Island i Antarktis. Chile råder over 44 F-16 Fighting Falcon kampfly[58] samt en række andre fly og helikoptere.
- Carabineros de Chile
Efter militærkuppet i 1973 kom gendarmerne (Chiles politistyrke) til at høre under forsvarsministeriet. Efter genindførelsen af demokratiet vendte styrken operationelt set tilbage til indenrigsministeriets ressort, men hører nominelt stadig til under forsvarsministeriet. General Gustavo González Jure er øverste politichef[59] for omkring 40.000 ansatte, der har ansvaret for sikring af lov og orden, trafikregulering, narkotikabekæmpelse, grænsekontrol og bekæmpelse af terrorisme.
Ifølge den chilenske lov skal 10% af indtægterne fra det statsejede mineselskab Codelco gå til de væbnede styrker. I forbindelse med landets 200 års jubilæum i 2010 foretog Chiles væbnede styrker en "modernisering"srunde. I 1998 købte Chile 202 brugte Leopard A1-kampvogne fra den hollandske hær af Rotterdamse Droogdok Maatschappij (RDM). To chilenske generaler, Luis Lobos og Gustavo La Torre, blev i den forbindelse dømt for at have modtaget bestikkelse for over en halv million dollars.[60] Til søs har Chile anskaffet to brugte M-klasse (Multipurpose)[61] og to brugte L-klasse (Luchtverdediging) fregatter fra den hollandske flåde[62], samt fire brugte Type 22/23-fregatter fra Royal Navy. Chile har dog købt to nye Scorpène-ubåde taget i brug i 2005/2006.
Endelig har Chile købt 18 brugte F-16-kampfly fra det hollandske luftvåben og 10 nye af Lockheed Martin.[63]
Administrativ inddeling
Uddybende artikel: Chiles regionerChile er opdelt i 15 regioner (spansk región), der hver ledes af en intendant. Regionerne er opdelt i provinser, hvor en guvernør står i spidsen. Intendanter og guvernører udpeges af landets præsident. Det nederste administrative niveau er kommuner, som administreres af kommunalbestyrelser med borgmestre som øverste ledere.[64] Kommunalbestyrelserne vælges for fire år ad gangen.
.svg)
Hver region har et navn og et nummer angivet med romertal (undtagen Santiago Hovedstadsregionen, der forkortes RM), der grundlæggende begynder i nord og slutter i syd, med få undtagelser.
| Fork. | Navn (dansk/spansk) | Hovedstad | Areal (km2) | Indbyggertal |
|---|---|---|---|---|
| XV |  Arica og ParinacotaRegión de Arica y Parinacota |
Arica | 16.898,6 | 213.816 |
| I |  TarapacáRegión de Tarapacá |
Iquique | 41.799,5 | 300.021 |
| II |  AntofagastaRegión de Antofagasta |
Antofagasta | 126.049,1 | 547.463 |
| III |  AtacamaRegión de Atacama |
Copiapó | 75.176,2 | 292.054 |
| IV |  CoquimboRegión de Coquimbo |
La Serena | 40.579,9 | 707.654 |
| V |  ValparaísoRegión de Valparaíso |
Valparaíso | 16.396,1 | 1.734.917 |
| VI |  O'HigginsRegión del Libertador General Bernardo O'Higgins |
Rancagua | 16.387 | 877.784 |
| VII |  MauleRegión del Maule |
Talca | 30.296,1 | 968.336 |
| VIII |  BiobíoRegión del Biobío |
Concepción | 37.062,6 | 1.971.998 |
| IX |  AraucaníaRegión de la Araucanía |
Temuco | 31.842,3 | 913.065 |
| XIV |  Los RíosRegión de Los Ríos |
Valdivia | 18.429,5 | 364.592 |
| X |  Los LagosRegión de Los Lagos |
Puerto Montt | 48.584,5 | 798.141 |
| XI |  AisénRegión Aisén del General Carlos Ibáñez del Campo |
Coyhaique | 108.494,4 | 99.609 |
| XII |  Magallanes og Antártica ChilenaRegión de Magallanes y de la Antártica Chilena |
Punta Arenas | 132.297,2 | 159.468 |
| RM |  Santiago HovedstadsregionenRegión Metropolitana de Santiago |
Santiago | 15.403,2 | 6.685.685 |
Note: Indbyggertallene stammer fra folketællingen i 2012.[3]
De største byer
| Liste over de største byer i Chile | ||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Nr. | By | Region | Indbyggertal | |||||||
| 1 | Stor-Santiago | RM | 6.683.852 | |||||||
| 3 | Stor-Valparaíso | V | 930.220 | |||||||
| 2 | Stor-Concepción | VIII | 922.491 | |||||||
| 4 | Stor-La Serena | IV | 412.586 | |||||||
| 5 | Antofagasta | II | 346.126 | |||||||
| 6 | Stor-Temuco | IX | 339.664 | |||||||
| 7 | Stor-Iquique | I | 278.251 | |||||||
| 8 | Stor-Rancagua | VI | 276.527 | |||||||
| 9 | Puerto Montt | X | 266.060 | |||||||
| 10 | Chillán | XV | 204.180 | |||||||
| Indbyggertal ved folketællingen 2012.[65] | ||||||||||
Geografi
Fra nord til syd strækker Chile sig over 4.300 km, og på det bredeste sted er landet 240 km fra det østligste til det vestligste punkt.[66] Det samlede areal er på 756.102 km².[1] Hvis man indregner de øer, som landet har i Stillehavet (men ikke de områder på Antarktis, som det gør krav på), ligger det mellem 17. og 56. sydlige breddekreds samt 66. og 81. vestlige længdekreds.
Chile er det land i verden, der har den største udstrækning i nord-sydlig retning,[1], og dette er med til at gøre, at landet har en stor variation i landskabsformer. Atacamaørkenen mod nord indeholder store mineralrigdomme, især kobber og nitrat. Den relativt lille centrale dal, hvor Santiago ligger, er den dominerende i landet, hvad angår befolkning og landbrugsproduktion. Det er også herfra, landet historisk set har arnested, og hvorfra det har ekspanderet mod nord og syd, indtil det har opnået sit nuværende omfang. Det sydlige Chile er rigt på skove og græsningsland, og her finder man en række vulkaner og søer. Den sydlige kyst er en labyrint af fjorde, kanaler, forvredne halvøer og øer. Andesbjergene ligger på landets østligste grænse, mens Stillehavet ligger mod vest. Chile grænser op til Peru mod nord på en 171 km lang strækning, mod Bolivia mod nordøst på 860 km og Argentina på 5.308 km mod øst. Kystlinjen mod vest og syd er på i alt 6.339 km.[1]
Chile kontrollerer Påskeøen (3.512 km vestpå i Stillehavet), Salas y Gómez (3.210 km vestpå), Juan Fernández-øerne (670 km vestpå) og Desventuradas-øerne (850 km vestpå) – sidstnævnte øer uden permanent beboelse, men vigtige i forhold til Chiles krav på havterritorium, der også tager udgangspunkt i disse øer.[67] Endvidere gør Chile krav på 1.250.000 km² af Antarktis syd for landet, men dette og andre landes krav er suspenderet under Antarktistraktaten, som Chile er medunderskriver af.[68]
Topografi
Chile ligger langs en seismisk og vulkansk zone, en del af Ildringen, som følge af bevægelserne af Nazca Pladen og den Antarktiske Plade mod den Sydamerikanske Plade.
Sent i Palæozoikum, for 251 millioner år siden, var det nuværende Chile en ophobning af havaflejringer, der hørte til kontinentet Gondwanaland. Mod slutningen af Mesozoikum, for 66 millioner år siden, begyndte havbunden at hæves som følge af kollisionen mellem Nazcapladen og den Sydamerikanske Plade; sammenstødet havde som resultat skabelsen af Andesbjergene.[69] Området blev formet over millioner af år som følge af foldningen af klipperne, der resulterede i den nuværende geologiske form.
Chile består af et centralt dalområde, der strækker sig i landets længderetning og flankeres af to bjergkæder, der samlet set udgør omkring 80 % af landets areal. Det drejer sig mod øst om Andesbjergene, som udgør en naturlig grænse til Bolivia og Argentina og når næsten syv tusinde meter op med blandt andet vulkanen Ojos del Salado (6.891 m),[70] samt tættere mod havet den noget lavere kystbjergkæde, som når lige over tre tusinde meter; højeste punkt er Cerro Vicuña Mackenna på 3.114 m.[71] Mellem kystbjergene og havet ligger der en række kystsletter af varierende udstrækning, og her har det været muligt at opføre byer og anlægge store havne. Nogle af de centrale dalsletter mellem bjergkæderne omfatter arealer øst for Andes, for eksempel de patagoniske stepper og Magellan-området, mens andre er højtliggende plateauer helt omgivet af bjerge, for eksempel Altiplano og Puna de Atacama.
Det nordligste af de fem landskabsområder i Chile, Norte Grande er området mellem landets nordgrænse og 26. sydlige breddekreds og strækker sig over tre regioner. Det er præget af Atacamaørkenen, som er den tørreste i verden.[72][73] Ørkenen er opsplittet af vandløb, der oprindeligt udgjorde Pampa del Tamarugal.[74] I Norte Grande er kystbjergene kompakte og falder stejlt ned mod kystarealet med sletter. Andesbjergene er her delt i to arme, hvoraf den østligste løber i Bolivia; bjergene er her meget høje og præget af vulkansk aktivitet, som med ophobninger af sedimenter har skabt Altiplano og saltformationer som Salar de Atacama.
Umiddelbart syd for Norte Grande ligger Norte Chico, der strækker sig til floden Aconcagua. Her er Andesbjergene faldende i højde fra Norte Grande og ligger tættere på kysten; ved Illapel er bjergryggen blot 90 km fra kysten,[75] hvilket også er det smalleste øst-vestligste sted i landet. I dette område mødes de to bjergkæder, hvorved der reelt ikke er nogen højslette mellem kæderne på dette sted. Tilstedeværelsen af floder har til gengæld skabt tværgående dale, hvor landbrugsproduktion har bredt sig meget i nyere tid. Samtidig er kystsletterne bredere her end længere nordpå.
| Chiles ti højeste bjerge | |
| Navn | Højde i meter |
|---|---|
| Ojos del Salado1 | 6.891,3 |
| Tres Cruces1 | 6.758 |
| Llullaillaco1 | 6.739 |
| Incahuasi1 | 6.638 |
| Tupungato1 | 6.565 |
| Ata1 | 6.501 |
| Cerro El Muerto1 | 6.488 |
| Parinacota2 | 6.342 |
| Pomerape2 | 6.282 |
| Los Patos1 | 6.239 |
| Noter:1 delt med Argentina, 2 delt med Bolivia. | |
Zona Central er Chiles mest befolkede område. Kystsletterne er brede og muliggør etablering af byer og havne ved kysten, og kystbjergene er yderligere faldende i højde her. Andesbjergene er fortsat op imod seks tusinde meter høje, men falder til et niveau på omkring fire tusinde meter i dette område. I en del af områdets udstrækning er der ikke nogen kystbjergkæde, men mod syd dukker den op igen i form af Cordillera de Nahuelbuta, mens istidsaflejringer har skabt en række søer i La Frontera-området.
Syd for Zona Central ligger Zona Sur, der er kendetegnet ved sine mange søer.[76] I dette område er sletten mellem de to bjergkæder tæt på at være på højde med havoverfladen, og fra de mange søer fører en række floder vandet mod havet. Området er rigt på græsningsmuligheder, og kvæghold er den vigtigste landbrugsform her.[77] I den sydligste del finder man de sydligste højdedrag af kystbjergene, og der er umiddelbart syd for Zona Central fra havet ind i landet en markant bugt, hvori den store øgruppe, Chiloé, ligger.[76]
Det sydligste landskab er Zona Austral, der udgøres af Chile-delen af Patagonien. Under sidste istid var dette område dækket af is, som fik en markant betydning for landets forrevne struktur. En af konsekvenserne er, at bjergkæderne nordfra er lavere, og det samme er sletten mellem dem. Da kystbjergene reelt er væk her, er sletten blevet så lavtliggende, at den er blevet til havbund, mens bjergene titter op i form af øgrupper, heriblandt Chiloé og Chonos. Også Andesbjergene er stærkt faldende, og bjergene eroderer til en række fjorde mod havet. Længst mod syd bøjer Sydamerika og dermed Chile af mod sydøst, og den sydligste del af området udgøres af Chiles del af Ildlandet, og her samt nord herfor på fastlandet finder man et relativt fladt landskab.
Blandt Chiles øer i Stillehavet kan fremhæves Juan Fernández-øerne og Påskeøen, der ligger på den højderyg, der er skabt af sammenstødet mellem Nazcapladen og Stillehavspladen.
Jordskælv
Med sin beliggenhed på Ildringen rammes Chile jævnligt af jordskælv. Den 22. maj 1960 ramte et jordskælv landet med en styrke på 9,5 på Richterskalaen, og det er dermed et af verdens kraftigste jordskælv.[78] Den tilhørende tsunami nåede en højde på 11,5 m ved kystbyen Puerto Saavedra vest for Temuco. Puerto Saavedra blev praktisk taget ødelagt.
Senest den 27. februar 2010 ramte et jordskælv kysten ud for regionen Maule 325 kilometer fra hovedstaden Santiago og 115 kilometer fra byen Concepcion. Dette jordskælv havde en styrke på 8,8 på Richterskalaen.[79]
Hydrografi
Som følge af landets topografi krydses Chile af en lang række floder, der generelt er ret korte, og hvor vandet strømmer ret fredeligt. De forløber stort set alle sammen fra Andesbjergene og i nogenlunde direkte linjer vestpå til Stillehavet.
På grund af ørkenen er der i Norte Grande kun få vandløb, der bortset fra Loa ikke har afløb til havet. Loa, som udspringer i Miño Volcano i Andesbjergene og løber til Stillehavet er med sine 440 km landets længste flod. På højsletten har vandløb i 4.517 meters højde dannet søen Chungará, som er en af de højest beliggende floder i verden. Søen ligger sammen med floderne Lauta og Lluta på grænsen til Bolivia.
Lidt længere mod syd er der langt flere floder, der er vigtige for landbruget i dette område. Blandt de vigtige floder her er Aconcagua (142 km), Maipu (250 km) og dens bifloder, Mapocho (110 km) og Maule (240 km). Vandet i disse floder er primært smeltevand om foråret og sommeren samt regnvand om vinteren. I dette område finder man også den store kunstige sø Rapel samt søerne Colbún og Laja.
Natur
Naturen i Chile omfatter en enorm række arter af planter og dyr. Dette tilskrives landets udstrækning i nord-sydlig retning samt de store højdeforskelle i landet. Naturformer som den stormomsuste kyst mod Stillehavet, de gigantiske Andesbjerge, ørkenen mod nord og beskyttede dale giver et rigt udvalg af økosystemer, som tilgodeser en stor variation i faunaen og floraen.
Chile har omkring 100 beskyttede naturområder, heriblandt 36 naturreservater. I det sydlige Chile i de tempererede regnskove er halvdelen af floraen endemisk, hvilket er unikt på verdensplan. Chilensk Klokkeranke (Lapageria rosea) er landets nationalblomst, andeskondoren er nationalfugl og tarucaen (Hippocamelus antisensis) er nationaldyr.
Flora
I landet findes 56 ordener, 181 familier, 837 slægter og omkring 4.295 arter af planter. En stor del af disse tilhører kurvblomst-, græs-, ærteblomst- og natskyggefamilierne.[80]
De ellers meget tørre områder i Atacama-ørkenen mod nord får tilført fugtighed med vinden fra havet, hvilket gør det muligt for hårdføre arter som akacie, kaktus-arter og forskellige buske som brombær at gro. På højsletterne lidt længere mod syd finder man blandt andet gummipuder (Azorella compacta), ichu-græsser og tola-buske. I det halvtørre centrale Chile møder man kaktusser, tjørnebuske, Prosopis-træer samt Adesmia-buske. I det fugtige og tempererede område i det centrale Chile er vegetationen maki-agtig i form af buske, løvtræer, kaktusarter og græsser. Dette område er dog så befolkningsrigt, at den oprindelige natur ikke er særligt markant. Området syd for Biobio-floden er præget af løvfældende og stedsegrønne træer, heriblandt rauli, abetræ, hvid ædelcypres, roble, Eucryphia cordifolia og laurbær. Syd for søområdet finder man blandt andet antarktisk sydbøg, andesceder og de enorme fitzroyaer. Længst mod syd i Patagonien og på Ildlandet finder man på grund af det barske klima primært dværgudgaver af sydbøg samt hårdføre græsser.[81]
Fauna
Med Andesbjergene som effektiv beskyttelse er der i Chile – trods landets størrelse – relativt få vildtlevende pattedyr. Af landlevende pattedyr findes der 107 arter, og regner man havlevende arter med, er der 141.[82] Blandt de udbredte arter er guanaco (vilde lamaer), mink, bæltedyr, opossum, pudú og puma. Pattedyr i chilenske farvande omfatter blandt andet søelefanter og søløve, mens man undertiden kan opleve blåhval, pukkelhval, sejhval, kaskelothval og delfin.
Blandt fuglearterne findes såvel stand- som trækfugle, og der er meldt om 536 forskellige arter i landet.[83] Heraf er 15 arter endemiske og 38 arter er internationalt anerkendt som truede arter.[83] Ud over nationalfuglen, andeskondoren, kan nævnes andesflamingo, en række albatros-arter som gråhovedet, grårygget og chathamalbatros, en række pingvin-arter som hvidkindet, gullokket og humboldtpingvin, petrel-arter som grå, og Juan Fernandez-petrel og skråper som sort og hvidhaget skråpe - alle de nævnte arter er sårbare ifølge Avibase.[83]
Klima
Chiles enorme udstrækning i nord-sydlig retning betyder, at de klimatiske forhold er særdeles varierede. Mod nord findes verdens tørreste ørken, Atacama, i det centrale område er der middelhavsklima, der er fugtigt subtropisk klima på Påskeøen, der er kystklima centralt-sydligt, alpint, når man kommer op i Andesbjergene, samt polarklima i de allersydligste områder. Der er fire årstider i det meste af landet: Sommer (december-februar), efterår (marts-maj), vinter (juni-august) og forår (september-november).
Herunder ses temperaturer og nedbør i udvalgte byer:
| Iquique | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Klimaoversigt (forklaring) | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||