Digital forvaltning

Digital forvaltning eller e-forvaltning (engelsk: e-government) er en betegnelse for brugen af informations- og kommunikationsteknologi til at stille offentlige tjenester til rådighed for borgere.^[1]

Der sondres især mellem to forskellige anvendelser af begrebet digital forvaltning:

• Digitalisering af forvaltningen, hvor fokus er på anvendelse af IT til intern effektivisering af arbejdsprocesserne i offentlige myndigheder.^[2]
• Digital selvbetjening, der vedrører digitale selvbetjeningsløsninger (fx MitID),^[3] som offentlige myndigheder stiller til rådighed for borgere,^[4] virksomheder^[5] eller andre brugere på internettet.

Digital forvaltning ligger i direkte forlængelse af den digitalisering, der skete i 1970'erne;^[6] og især i 1980'erne og 1990'erne. Men i 1999 satte Al Gore begrebet digital forvaltning på dagsordenen med målsætningen om "500 forms online".^[7] Digital forvaltning blev for alvor sat på dagsordenen i Danmark med udgivelsen i 2001 af publikationen "Digital Forvaltning", som blev udarbejdet af et udvalg bestående af repræsentanter for Finansministeriet, IT- og Forskningsministeriet, Erhvervsministeriet, Indenrigsministeriet, Økonomiministeriet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

I august 2001 blev Den Digitale Taskforce etableret i Finansministeriet, bestående af repræsentanter fra en række ministerier, samt fra kommunale organisationer.^[8] Der blev endvidere i starten af 2002 offentliggjort en fælles-offentlig strategi for digital forvaltning. En revideret version af strategien blev offentliggjort i februar 2004.^[9]

Digital forvaltning varetages i dag af Den Digitale Taskforce, der har fokus på omlægning og effektivisering af arbejdsprocesser i offentlige myndigheder, og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og It- og Telestyrelsen, der især har fokus på it-arkitektur og -standarder, it-sikkerhed, og digital borgerservice.

Arbejdsdelingen mellem Den Digitale Taskforce i Finansministeriet og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling afspejler det forhold, at digital forvaltning kombinerer administrationspolitik, der er placeret i Finansministeriet, og it-politik der henligger under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

En jurist, der beskæftiger sig med digital forvaltning, betegnes enten som digitaliseringsjurist eller datajurist eller driftsjurist.^[10][11][12]

Især EU-rettens retsakter, så som GDPR (af 2016)^[13] og AI-forordningen (af 2024),^[14] udgør det retlige grundlag for implementering af digital forvaltning. Forvaltningslovens regler gælder også for digital forvaltning;^[15][16] se forvaltningsloven § 32 a.^[17]

Kritik

Der er rejst kritik af, om borgeres retssikkerhed forringes, når sagsbehandlingen foretages digitalt.^[18]

Se også

• Algoritmestyre

Litteratur

• Jens Kjellerup (m.fl.) (2024): Fra forvaltningsjurist til udviklings- og driftsjurist. 2. udgave. Djøf forlag. ISBN 978-87-574-5466-6
• Klavs Birkholm & Niels Frølich (red.) (2018): De skjulte algoritmer – teknoantropologiske perspektiver. Djøf Forlag. ISBN 978-87-574-4089-8

Videre læsning

• Jan Damsgaard (2025): AI – mellem fornuft og følelse. 2. udgave. Djøf Forlag. ISBN 9788757464245
• Johan Næser (2025): Digitaliseringsklar lovgivning – En retlig analyse med fokus på retssikkerhed. Djøf forlag. ISBN 9788757463040
• Carina Risvig Hamer (red.) & Hanne Marie Motzfeldt (red.) (2023): Compliance i den offentlige sektor. Djøf Forlag. ISBN 9788757454048
• Hanne Marie Motzfeldt (2022): Grundlæggende databeskyttelsesret. Djøf Forlag. ISBN 9788757453669
• Jesper Hundebøl (red.) (2020): Digitalisering i offentlig forvaltning. Forlaget Samfundslitteratur. ISBN 9788759335512
• Hanne Marie Motzfeldt & Azad Taheri Abkenar (2019): Digital forvaltning – udvikling af sagsbehandlende løsninger. Djøf Forlag. ISBN 9788757441147