afremmen

Dutch

Etymology

From af +‎ remmen.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfrɛmə(n)/

• Audio:

  (file)

• Hyphenation: af‧rem‧men

Verb

afremmen

1. (ergative) to slow down

Conjugation

Conjugation of afremmen (weak, separable)
infinitive	afremmen
past singular	remde af
past participle	afgeremd
infinitive	afremmen
gerund	afremmen n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	rem af	remde af	afrem	afremde
2nd person sing. (jij)	remt af, rem af2	remde af	afremt	afremde
2nd person sing. (u)	remt af	remde af	afremt	afremde
2nd person sing. (gij)	remt af	remde af	afremt	afremde
3rd person singular	remt af	remde af	afremt	afremde
plural	remmen af	remden af	afremmen	afremden
subjunctive sing.1	remme af	remde af	afremme	afremde
subjunctive plur.1	remmen af	remden af	afremmen	afremden
imperative sing.	rem af
imperative plur.1	remt af
participles	afremmend	afgeremd
1) Archaic. 2) In case of inversion.

Derived terms

• afremming

Anagrams

• remmen af